Tryk "Enter" for at gå til indhold

Dyrkning af grøntsager om vinteren

Grønkål og palmekål kender de fleste, som gode vintergrøntsager. Der er dog mange andre skønne grøntsager, som kan dyrkes om vinteren – der er sågar flere sorter af salat, såkaldt vintersalat, som kan dyrkes om vinteren.

Vintergrøntsager er mere end grønkål

I forlængelse af mit blogindlæg i forrige uge, om bestilling af grøntsager og klargøring af køkkenhaven til den nye sæson, med tilføjelse af kompost til køkkenhaven osv – fik jeg lyst til at lave et blogindlæg om dyrkning af grøntsager om vinteren. Altså vintergrøntsager.

Læs blogindlægget om klargøring af køkkenhaven her

Dyrkning af grøntsager om vinteren – altså grøntssager til at høste og spise, frisk fra køkkenhaven, er nemlig meget mere end grønkål.

Jeg er da slet ikke i tvivl om at mange familier, førhen – altså i gammeltid – overlevede vinteren, takketvære muligheden for at kunne høste grønkål. Nogen varieret kost er det dog ikke at spise grønkål hver eneste dag. Og det til trods for at det er lækkert med grønlangkål, salater med grønkål og gryderetter med grønkål.

Jeg er faktisk rigtig glad for grønkål, såvel palmekål. Begge dyrker vi i stor stil, til spisning henover vinteren. Det bliver dog for ensformigt, hvis det var alt det friske grønt vi skulle have. Forrådskammeret bugner godt nok af flere typer syltede grøntsager – både syltede gulerødder, rødbeder, asier og henkogte grøntsagssupper. Nå ja! Og fryseren er godt proppet med grøntsager. Vi er især glade for at fryse grønne bønner – de kendte haricoverts fra supermarkedet – ligesom vi fryser forskellige krydderurter. For slet ikke at nævne alle vores gemte kartofler, løg og hvidløg.

Kort sagt. Vi ville næppe lide nogen nød, skulle vi leve af grøntkål, som eneste afgrøde fra køkkenhaven – samtidigt med alt det, som vi har gemt af grøntsager til vinter.

Men hvorfor nøjes? For en stor del af køkkenhaven, så gælder det desuden, at jorden ligger nøgen hen, henover vinteren. Der er altså rig mulighed for at dyrke grøntsager. Og det gør vi.

Vintersalat – og dyrkning af salat om vinteren

vintersalat vintergrøntsager dyrkning vinter grøntsager salat

Ovenstående foto ser måske ikke ud af meget. Og jeg er virkelig ærgerlig over at jeg ikke fik taget et foto af det højbed med salat, som jeg netop har ryddet for salat. Det må blive næste år.

Fotoet er dog alligevel vældig brugbart. De fleste ved at vi har haft en temmelig kold vinter i år. Og for første gang i mange år, så havde vi en hvid jul – med ret så lave frostgrader i juledagene. Salaten på fotoet står dog fortsat pænt, trods endnu ikke så stor. Der går lige en månedstid, så er der frisk salat fra haven igen.

Januar og til midten af februar plejer at være en måned, hvor vi i køkkenhaven hovedsageligt høster grønkål og palmekål, når det kommer til grønt – altså grønne grøntsager. Dertil kommer vintergulerødder, som fortsat står pænt i køkkenhaven.

Når det kommer til dyrkning af vintergrøntsager, så kan vi i hvert fald kraftigt anbefale dyrkning af salat. Lad det hurtigt blive sagt at dyrkning af vintersalat på friland sagtens kan lade sig gøre, når blot man vælger nogle vinterhårdføre salatsorter. Og det behøver ikke betyde at det er hverken bitre salater, som julesalat eller kedelige salatsorter.

Salaten fra fotoet hedder “All year round” og “Winter Density”. Begge er super lækre.

Kan salat tåle frost?

Vælges de rigtige sorter til dyrkning af vintersalat, så er frost intet problem for salat. Vi dyrker som sagt “all year round” og “winter Density” – såvel at vi til foråret dyrker “little gem”, som er en rigtig lækker tidlig salat.

Ved hård frost – minus 4-5 grader – så lægger salaten sig ned. Den splatter dog ikke ud, men er ikke værd at høste. Straks det bliver varmere igen, så rejser salaten sig og står flot igen.

I år havde vi to højbede med vintersalat. Det ene var forspiret i løbet af august, plantet ud i september og spist indtil nytår. Det fik får, høst og kaniner, som en snack i fejring af 2022. Det andet højbed, som ses på foto, er forspiret slut august og plantet ud i køkkenhavne midt oktober. Det er herfra, at vi skal høste frisk salat fra køkkenhaven hele marts og april. Når der lægges tidlige kartofler i jorden i marts, så sås også en række med salat – denne kan vi spise fra maj. På denne måde, så er det faktisk kun januar og februar vi ikke er selvforsynende med salat fra køkkenhaven. Det er da vældig godt gået, når vi hverken har drivhus, mistbænk eller dækker jorden til for at beskytte vores salat.

Dyrkning af vintergrøntsager – forårsgrøntsager om man vil

vintersalat vintergrøntsager dyrkning vinter grøntsager salat tidlige bønner

Bagved fotoet med salat, er der i baggrunden endnu et højbed. Har man falkeøjne, så vil man kunne se at der så småt er begyndt at spire afgrøder frem. Det er ikke salat, men det er bønner. Sorter hedder Aguadulce. Blev sået i november og er allerede ved at spire frem. Til april, så kan vi høste de lækreste bønner herfra – herligt supplement til salaten og vores måltider.

Læs om dyrkning af hestebønner her

Jeg kan virkelig kun – på det kraftigste – anbefale at begynde at eksperimentere med de forskellige vintergrøntsager. Der er i min optik alt for meget snak om, hvordan køkkenhaven er sommerarbejde – og samtidigt alt for meget snak om, hvordan man kan gemme diverse grøntsager til vinter. Hvorfor ikke bare dyrke de grøntsager, som kan dyrkes – og spis dem frisk, når de er høstklare.

Jo jo! Vi gemmer da også grøntsager til vinter. Og henkoger også. Så mere hellig skal jeg ikke lyde. Vi gør dog ikke alverdens krumspring med hverken jordkule eller andet, for at kunne spise alt 365 dage om året.

Friske grøntsager fra køkkenhaven er nu engang det, som smager allerbedst. Udover kartofler, hvidløg og løg, så bruger vi faktisk kun alle grøntsager vi gemmer til vinter, som supplement til vores kost. Jeg kunne så også sagtens spise kartofler gulerødder og grønkål hver dag, hele vinteren.

2 Kommentarer

  1. karin overgaard
    karin overgaard 29. april 2023

    Hej… Mit navn er Karin Overgaard. Jeg bor i vestjylland.
    I efteråret lagde vi hestegødning og lammeuld i bedene i vores drivhus. Vi såede / plantede kål, red russian og en sennepsplante som jeg ikke an huske navnet på, rucola, spinat, tatsoi og packchoi…
    Det er vokset vildt godt op – nu rydder jeg bedene for meget af det – flytter de planter jeg kan ud i vores bede og planter tomater indenfor.
    Jeg vil bare sige – møg, lammeuld og ingen varme i drivhuset har været super fint!’
    Karin@tvind.dk – velkommen hvis I kommer på disse kanter

    • Rune
      Rune 30. april 2023

      Hej Karin

      Lyder herligt! Vi dyrker dog hovedsageligt på friland. Vi er endnu ikke – sådan rigtigt – kommet til drivhus endnu. Det kommer.

      – Okay… har faktisk i år fået et lile drivhus, men dog stående på fliser… Og hovedsageligt til chilier.

      Men på sigt skal vi da have et rigtigt drivhus med plads til dyrkning af tomater og agurker… og henover vinteren salat, som du beskriver det. Men hidtil klarer vi os med friland.

      Skønt forår til dig – og super god så-sæson.

      Vh. Rune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *