Tryk "Enter" for at gå til indhold

Kategori: Frugt- & Bærhaven

Vi har en stor frugthave på Nymølle, hvor vi dyrker alle mulige frugter og bær.

Vi dyrker: Æbler, pærer, kirsebær, blommer, solbær, ribs, stikkelbær, brombær, blåbær og hindbær.

Naturligvis har vi også jordbær. Vi elsker jordbær!

Jordbær dyrker vi dog i vores grøntsagshave, da jordbær indgår super godt i sædskiftet i grøntsagshaven.

Læs nærmere om vores jordbær i køkkenhaven her

Eksotiske frugttræer i frugthaven

I vores frugthave har vi også eksotiske frugter og frugttræer. Vi har både ferskner på friland, vi har abrikoser på friland og vi har to figentræer, som vi høster mange figner fra.

Vi har ikke noget mål om at være selvforsynende af frugt fra vores frugthave, men vi har et stort fokus på at plante buske og træer, så vi får en lang sæson med frugt. Det er trods alt kedeligt, at det hele skal spises samtidigt.

Vi elsker nemlig frugt!

Vi spiser store mængder frugt, og når vi nu alligevel planter frugtræer og frugtbuske, så kan vi ligeså godt forsøge at planlægge høstsæsonen af frugter og bær, så vi får den længstmulige frugtsæson.

Og det er faktisk muligt at plante frugttræer og bærbuske, så vi har frisk frugt hele sommeren.

Desuden gemmer og henkoger vi en stor del af vores frugt. Der er faktisk mange æbler og pærer, som smager bedst, når de har ligget i en kasse nogle måneder.

Vi efterlader dog også en stor mængde frugt og bær til fugle og andet dyreliv. Især vores får er meget glade for æbler, ligesom vores hund elsker at gnaske på et godt æble. Vi kan slet ikke nå at spise alt den frugt og alle de bær vi producerer.