Vi har ekstra mange nedfaldsæbler i år, grundet den megen storm og blæst. Heldigvis er nedfaldsæbler fine at bruge til æblegrød – og med frysning af æblegrød, så har vi til lang tid.
Brug af nedfaldsæbler
Helt vildt som vi har mange nedfaldsæbler i år. Vi plejer at have mange, men jeg synes det er stukket helt af i år – samler nærmest en trillebør dagligt, fortiden. Helt tosset.
Heldigvis har vi fået plukket æbler til at gemme æbler til vinter.
Læs om at gemme æbler til vinter
Vi har også allerede fået lavet most – eller æblejuice, om man vil. Det blev til 48 liter hjemmelavet æblemost, så de mange nedfaldsæbler skal nu heller ikke blive til most – vi skal jo også nå og drikke det.
Mange af de nedfaldsæbler, som vi samler på denne årstid – sidst på sæsonen for vores æbletræer – er desuden enten spist af orm, hakket i af fugle eller begyndt at rådne. Derfor ender flere trillebørfulde med nedsfaldsæbler, som snack for vores dyr på gården. Specielt vores får elsker at få en ordentligt portion æbler.
Heldigvis vil jeg sige, så er alle de mange nedfaldsæbler – såvel de mange resterende æbler på træerne – ikke alle dårlige. Vi henter fortsat mange æbler ind til at spise. Skønt med en overflod af æbler, så der virkelig bare kan gnaves æbler.
Nå ja! Og heldigvis kan nedfaldsæbler sagtens bruges til æblegrød, som kan gemmes til vinter. Har leget med ideen om henkogning af æblegrød, da det ville spare plads i fryseren. Måske det bliver et forsøg, da vi efterhånden er ved at producere temmelig meget æblegrød – og det fylder i fryseren.
Indtil videre så fryser vi æblegrød.
Frysning af æblegrød
Det er ikke bare nemt. Det er super nemt at gemme æblegrød til vinteren med frysning af æblegrød.
Tager et par spande med æbler ind, får skrællet og skåret i skiver – og kogt æblerne til æblegrød. Når æblegrøden er færdig – og lidt afkølet – så hælder jeg på poser og kommer direkte i fryseren. Virkelig nemt.
Og en skøn måde at gemme æblegrød på til vinteren. Siden Ingrid er kommet til er vores forbrug af æblegrød eksploderet. Vi får nærmest æblegrød hver morgen henover vinteren – ovenpå havregrød, så er æblegrød super lækkert.
Til lidt variation af og til, så bruger vi også både sødsuppe, jordbærgrød eller andre typer af grød. Virkelig lækkert. Æblegrød spiser vi dog mest af, da vi netop har mulighed for at lave temmelig meget.
Dertil kommer også at æblegrød bare er skønt med makroner og flødeskum – en klassisk æblekage. MUMS.
Nå! Klokken nærmer sig 10. Jeg har brugt aftenen i køkkenet på at lave æblegrød – derefter en hurtig tur ved computeren og skrive dette blogindlæg. Nu vil jeg nå nyhederne, en portion lun æblegrød med mælk. Også er det vist ved at være tid til at komme under dynen.