En billigløsning på store krukker til haven er whiskeytønder og rødvinstønder. De er frostsikre, kan stå ude hele året og meget holdbare – desuden holder de godt på væsken i jorden.
Praktisk skal det være!
Det lyder måske tosset at tale om praktisk og nemt, samtidigt med at det næppe er nogen hemmelighed at Martin og jeg er ved at anlægge en kæmpe stor blomsterhave her på Nymølle.
For ikke at tale om en stor køkkenhave, bærhave, frugthave – nå ja, og vi har også dyrene, der tager tid. Præcis ligesom vi har et stor hus, som vi er ved at renovere (vintermånederne til det – sommermånederne til haven)
Ikke desto mindre, så er praktisk altid i vores tanker. Martin er specielt god til at tænke praktisk ind i alting – ingen tvivl om, at det især er Martin, som har styr på de overordnede tanker og ideer for haven. Ikke mindst rækkefølgen for udførelsen af dem, så vi ikke skal lave dobbeltarbejde og konstant lave ændringer.
Planlægning er stor del af vores måde at gå til haven på. Tager tingene i etaper. Måske det af og til kan virke, som om vi er startet i den forkerte ende eller ikke helt er blevet færdig – som f.eks. grusbelægningen på stierne. Garanterer! Martin har en tanke bagved.
I forhold til praktisk, så bor vi i et hvidkalket hus. Et hus bygget i kalkmørtel og sidenhen kalket er praktisk. Det skaber et fantastisk godt indeklima – fugt kan bevæge sig fri frem og tilbage i væggen, som tilmed hjælper med til at køle huset om sommeren og holde på varmen om vinteren.
Et kalket hus har dog den – ulempe, om man vil – at farven jævnligt skal genopfriskes.
For at gøre det nemmere at komme til at kalke huset, såvel male soklen, så er haven anlagt med bede væk fra huset. Der er grussti, græs eller anden belægning opad huset. Og natuligvis ingen træer, som står tæt opad huset. Det er praktisk. Virkelig praktisk.
Krukkehave foran huset
Praktisk behøver dog ikke være ensbetydende med kedeligt – eller grimt, som det desværre ofte sker.
Grusstien foran huset er lavet ekstra bred – 160 cm – i forhold til havens andre stier. Dermed er der både plads til massevis af krukker foran huset og til fri passage imellem krukkerne og havens bede foran huset.
Krukkkerne stiller vi i klynker foran huset, så vi netop får vækst opad huset. Når huset skal kalkes eller soklen males, så kan vi fjerne krukkerne.
Krukkehaven foran huset fungerer fantastisk. Virkelig en praktisk løsning til at lette kalkning og maling af huset, når den tid er. Samtidigt har vi fortsat massevis af blomster foran huset.
Ved netop at plante i krukker, så sørger vi desuden for altid at have blomster foran huset – hvor vi ofte opholder os. Vi skifter løbende krukkerne ud med friske blomster. Der er aldrig noget der får lov at stå og visne ned foran huset.
Højde til krukkehaven
Et af vores udfordringer ved krukkehaven har været at få højde. Huset er meget højt, hvilket kun bliver værre af vi har kælder. Trods mange – og store – krukker, så kan det hurtigt blive småt foran huset. Der mangler højde.
Kæmpe store krukker er dog temmelig dyre – specielt dyre, hvis de skal være glaserede og frostsikre. Desuden meget skrøbelige i forhold til at flytte på en sækkevogn. Der opstår hurtigt skader på en glaseret krukke.
Martin er derfor kommet op med en god ide. Endnu en god ide. Helt præcis whiskeytønder.
Whiskeytønder er frostsikre og kan stå ude hele året. Whiskeytønder er meget holdbare både i forhold til vejr, men især også i forhold til at vi kan flytte dem med en sækkevogn – uden at beskadige “krukken”.
Ekstra smart ved ideen med whiskeytønder er at vi kan bruge tønderne på flere måder – og hele tiden. Tønderne skal naturligvis ikke flyttes frem og tilbage, som vi normalt gør med krykkerne – når vi skifter blomster.
Ideen med tønderne er at vi om vinteren kan have et juletræ i tønderne. I foråret vil vi forvandle tønderne til små borde, ved at lægge en plade over – dermed kan der stå krukker med forårsløg på og vedsiden af tønderne, hvormed vi får lidt ekstra højde ved hjælp at tønderne.
Derefter skal der et stativ til klatreklanter i tønder, og der skal udplantes klatreplanter – formentligt ærteblomst. Disse vil blomstre hele sommeren og langt ud på efteråret, med løbende udskiftning af krukkerne omkring – først de tidlige sommerblomster, dernæst de sene sommerblomster.
Tænker det vil blive rigtig godt.
Whiskeytønder som plantekumme
Vi har betalt 270 kr pr. tønde. Ganske god pris for en whiskeytønde i denne størrelse – de er 50 cm høje og har en diameter på 64 cm.
Før tønderne kan fungere som plantekummer til blomster, så skal der bores nogle store huller i bunden. Et stort bor og boremaskinen klarer hurtigt opgaven. Borede 9 huller, hvilket må være nok til at lede vandet væk – så jorden i tønderne ikke udvikler sig til en sump.
Næste opgave var at få gjort plads til tønderne foran huset. Det var dog ikke den store opgave. Her i oktober, så er de fleste krukker allerede fjernet. Der var kun 6 store krukker med georginer tilbage foran huset, hvor tønderne skal overtage pladsen.
Nattefrosten tidligere på ugen har også været hård ved georginerne i krukkerne, trods de står beskyttet langs huset.
Kun fint at få de sidste georginer op nu – og rengjort og til vinteropbevaring.
Havens øvrige georginer er allerede gravet op, rengjort og lagt til vinteropbevaring. I havens bede er georginerne mere udsatte, hvorfor de blev gravet op allerede for flere uger siden. Det tog tid, da der var mange georginer.
Her er kun tale om 6 georginer, så det er hurtigt overstået – men skal gøres, før tønderne kan komme på plads.
Læs om vinteropbevaring af georginer her
Whiskeytønder til blomster
Så kom tønderne på plads. De er placeret ovenpå 3 store sten, for at give luft under krukken – så vand fra krukken kan løbe væk.
Endnu er der ikke meget blomsterkumme over tønderne, men det er også oktober. Helt præcis 31. oktober og dermed allehelgensaften, som græskarhovedet afslører.
Om en lille månedstid, så kommer der et juletræ i tønden. Stadigvæk ikke meget plantekumme over det, men nærmere bare juletræsfod. Derefter bliver tønden forvandlet til et bord, så førend der skal jord og blomster i tønden går noget tid. Ikke desto mindre, vi får brugt tønderne – præcis som tanken var. Det bliver rigtig godt.
Med opgravning af de sidste georginknolde, så blev det også til årets sidste buket georginer. Vi har godt nok haft utroligt mange buketter med georginer i år – georginer er virkelig en af de mest givende planter i haven.
Nu nyder vi den sidste buket og glæder os over de nye whiskeytønder. Tror vi bliver glade for dem.