Tryk "Enter" for at gå til indhold

Vi TÆPPEBOMBER blomsterengen med påskeliljer…

Lægning af påskeliljer i græsplænen går NEMT med en løgplanter på skaft. Vi har MANGE påskeliljer, som skal lægges i vores blomstereng. Det bliver så flot til foråret…

Hvornår skal man lægge blomsterløg?

Med blomsterløg mener jeg forårsløg – altså tulipaner, påskeliljer, krokus, hyacinter osv osv. Og faktisk er der ikke ét svar. Jeg har allerede skrevet et blogindlæg om hvornår tulipanløg lægges – og det er altså lige tidligt nu, trods man godt kan gå igang her slut oktober.

Bedste tidspunkt til lægning af tulipanløg er dog, når jorden har temperaturer under 9 grader. Læs om lægning af tulipaner her

Når det kommer til lægning af påskeliljer, så kan man dog sagtens gå igang allerede i september måned, trods jeg vil anbefale at vente indtil oktober. Perlehyacinter, krokus og hyacinter kan fint lægges allerede i september måned.

Vintergækker bør lægges i september, hvis man køber dem som løg. Vintergækker kan dog være svære at få til at spire, hvis man køber dem som løg. Langt bedre er det at dele vintergækker i foråret – og på den måde sprede sine vintergækker i haven. Læs om deling af vintergækker her

Når man, som os, har mange blomsterløg, som skal i jorden, så kan man fint dele arbejdet op over flere måneder. Vi har f.eks. massevis af tulipaner, som skal i jorden – de kommer i jorden slut november. Vi har også mange tulipaner, som skal i krukker – de kommer i krukker i starten af november, og stilles ind i stalden i læ for regnen. Når vi lægger påskeliljer i havens bede, hvor løgene skal ligge side om side med andre blomsterløg, så lægges alle løg samtidigt. Det er bare nemmest.

I år har vi dog ekstra mange påskeliljer, som skal i jorden. Derfor er vi allerede igang med lægning af påskeliljer nu her i slutningen af oktober. Vi begyndte faktisk allerede forrige uge. Vi har nemlig købt næsten 2000 påskeliljer, som skal spredes udover vores blomstereng.

Lægning af påskeliljer i græsplænen

Vi startede sidste vinter med at forvandle vores kæmpe store græsplæne, i frugthaven, til en blomstereng. Det har været noget så flot henover sommeren. I foråret er en blomstereng dog ikke så interesant, da de fleste blomster først er ved at spire frem.

I et forsøg på at skabe et tidligt blomsterflor, såvel for at bidrage med at nedkæmpe græsset, så har vi besluttet at lægge en masse påskelilljer.

Vores blomstereng er temmelig stor, så vi har købt utroligt mange påskeliljer. Købt forskellige sorter, som blomstrer på forskellige tidspunkter henover foråret. Dermed får vi en lang blomstring. Glæder os allerede til at se det, trods det nok først bliver rigtigt tæt og flot af påskeliljer om et par år.

lægning påskeliljer forårsløg løglægger løgplanter nem

Arbejdet med lægning af påskeliljer skete i regntøj. Det var regnvejr, hvilket kun lettede arbejde. Jorden var dejlig blød og nem at grave i. Vi havde forud for lægning af de mange løg, delt løgene i en masse spande – og inddelt blomsterengen i lige store dele. Dermed vidste vi at én spand skulle passe til ét område. På denne måde fik vi delt blomsterløgenen jævnt udover blomsterengen.

Når vi begyndte i et nyt område, så tog vi blot én spand og kastede løgene vilkårligt udover området. Dermed får vi det mest naturlige – vilde – look, som hører sig til i en blomstereng. I spanden havde vi desuden sørget for at komme alle de mange forskellige sorter af påskeliljer vi havde købt. Mener vi havde 8 forskellige sorter af påskeliljer.

Løgplanter til lægning af påskeliljer

For at lette arbejdet med lægning af de mange påskeliljer, så har vi investeret i en løgplanter til lægning af blomsterløg. VIRKELIG et smart værktøj, når der lægges blomsterløg i græsplænen. Vil næsten sige den er helt uundværlig.

Det ville være temmelig besværligt at skulle grave huller med en planteske i græsplænen, ligesom det ville kræve mange ture op og ned, op og ned for at lægge de mange løg, Med en løgplanter kan det hele gøres stående, hvilket beskytter ryggen og hjælper til hurtigere arbejde.

I et bed, så dur en løgplanter dog ikke. Der skal ligesom være noget at skære igennem – og dermed samtidigt holde på jorden, så jordklumpen ikke bare falder fra hinanden. Jordklumpen skal jo lægges tilbage ovenpå løget.

Da vi først havde fundet rutinen i brug af løgplanter, så gik det super nemt. Vi fandt dog, at det var hurtigere at lave en masse huller, dernæst lægge løgene og lægge jordklumpen ovenpå. Fremfor at lave et hul, lægge løg og jordklump ovenpå.

lægning påskeliljer forårsløg løglægger løgplanter nem blomstereng

Det gjorde så også bare, at vores blomstereng på et tidspunkt lignede at den var invaderet af miniature muldvarpeskud. Det blev dog hurtigt fikset. Og vi fik lagt næsten halvdelen af alle påskeliljer på samme dag. Denne uge skal vi have lagt de sidste mange påskeliljer. Derefter er det bare at vente til foråret. Eller rettere sagt, derefter er det bare at komme igang med lægning af blomsterløg i krukker, for til slut at lægge påskeliljer, tulipaner og krokus i havens bede. Har to nye store bede i haven, hvor der skal lægges blomsterløg.

6 Kommentarer

  1. michael
    michael 27. oktober 2021

    Fantastisk…. glæder mig til at se billeder i foråret…

    hvis i ikke er med, så find min gruppe Blomsterløget på facebook, der er vi 6.500 løg’o’holics

    Kh Michael aka Tulipanjoe

    • Martin
      Martin 28. oktober 2021

      Hej Michael

      Herligt nick! Jeg går vist bare under “Martin, du er jo tosset med tulipaner” Jeg reagerer dog også på Martin

      Jeg vil da helt sikkert lige tjekke din FB gruppe ud. Kan jo være at jeg kan få lidt inspiratiion til haven. TAK 🙂

  2. Henrik Olsen
    Henrik Olsen 27. oktober 2021

    Hvis vi taler hornviol og forglemmigej, giver det så mening at så dem nu, oven på mine forårsløg? Vil de allerede blomstre til foråret 2022 eller først året efter igen?

    • Martin
      Martin 27. oktober 2021

      Ved det faktisk ikke med hornvioler. Forglemmigej kan du dog fint så nu – og måske være heldig at de vil blomstre næste år i maj. Ellers får du en masse grønt også blomster året efter. Det er lidt sent at så nu, men vejret er mildt, så jeg ville gøre det 🙂

  3. Henrik
    Henrik 26. oktober 2021

    Kommer der altid kun én blomst per løg, eller kan der komme flere? Hvor tæt ville I sætte løgene i bede modsat i engen? Skal også til at sætte påskeliljeløg i denne uge. Sammen med perlehyacint, vintergæk, krokus og anemoner. Kan/bør jeg så sommerblomstfrøblanding allerede nu, eller skal man vente til forår? De skal gerne kunne dække for de forårsløg (nogle steder også tulipaner) som visner ned.

    • Martin
      Martin 27. oktober 2021

      Hej Henrik

      Èt løg, én blomst… Og det er uanset om det er tulipaner, påskeliljer, hyacinter osv osv…

      Ét løg bliver dog hurtigt til mange løg. Det løg du lægger i år, giver én blomst næste forår. Henover sommeren, sætter løget 2-5 sideløg. Sideløg blomstrer om 1-2 år med nye blomster.

      Når ét løg er blevet stort, så deler løget sig – kan bedst sammenlignes med hvidløg – og her kan ét løg pludselig blive til 2-4 store løg, som allerede blomstre næste år.

      I forhold til planteafstand, så går jeg ikke så meget op i det. Jeg følger i hvert fald slet ikke anbefalingerne på poserne.

      I en krukke lægges løgene så tæt, som muligt. Dog altid uden at de rører hinande.

      I et bed lægges løgenen med 15-20 cm afstand. Dertil skal dog tilføjes, at jeg lægger løgenen i flere lag. Kejserkrone er STORE løg, som skal 20 cm i jorden. Hyacinter skal lægges i 12-18 cm dybde. Påskeliljer og tulipaner skal lægges i 10-12 cm dybde. Krokus lægges i 6-8 cm dybde. Og jeg lægger blot ovenpå hinanden.

      Starter med at lægge de største løg i HELE bedet.

      Dernæst lægger jeg de næste største løg i HELE bedet. Og til slut lægger jeg de mindste løg i HELE bedet.

      Når du lægger forårsløg, så sørg for at vælg løg der blomster på forskelligt tidspunkt. Der er STOR forskel på blomstring. Vi har lagt 8 forskellige påskeliljer. Nogle blomster meget tidligt (start marts) andre blomster slut marts, andre blomster først start april, andre midt april og endeligt nogle først slut april.

      De fleste forårsløg blomster kun 8-14 dage, hvilket også afhænger meget af vejret. Får vi pludselig meget blæst og regn, så er blomstringen hurtigt ovre. Derfor er det en god ide at have fokus på løg, som sikrer en lang blomstring – altså sørge for mange forskellige blomstringstidspunkter 🙂

      I forhold til en sommerfrøblanding, så afhænger det af sort. Er det étårrige, så skal du vente til foråret. Er det toårige, så kan du fint så nu. Er det staudefrø, så er det lidt sent nu – men efteråret er mildt, så jeg ville nok bare så nu.

      Held og lykke med det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *