Tryk "Enter" for at gå til indhold

Verdens Bedste Rugbrød

Hjemmebagt rugbrød er godt! Hjemmebagt rugbrød smager bedre! Bedst af alt, så er hjemmebagt rugbrød fri for kemikalier, E-numre og mærkeligt tilsætningsstoffer.

Få opskriften på – vores absolut favorit – rugbrød, som du nemt og hurtigt kan lave!

Vi elsker rugbrød!

Rugbrød er utroligt mættende, det er sundt og fyldt med kostfibre.

Ingen tvivl om, at hjemmebagt rugbrød samtidigt smager 100 gange bedre end det du køber. Du kan selv vælge de korn og kerner du foretrækker. Plus du undgår de mange kemikalier, e-numre og tilsætningsstoffer.

Desuden er rugbrød et genialt brød at bage selv!

Rugbrød holder sig længe i køleskabet. Kan nemt fryses ned. Og rugbrød bliver nærmest aldrig tørt og kedeligt, hvis opbevaret i køleskab. Desuden er rugbrød virkelig billigt at bage.

Desværre har rigtigt mange mennesker den opfattelse, at rugbrødsbagning er svært. Tager lang tid. Er enormt omstændigt og besværligt at bage selv.

Faktisk har meget få danskere nogensiden kastet sig ud i rugbrødsbagning. Hvilket faktisk også gælder mange af de bagelystne, som ofte bager brød og kager selv. Og det netop pga. den fejlopfattelse rugbrødsbagning, lider under.

En fejlopfattelse, som på mange måder først og fremmest handler om surdejen. Mange tror desværre, at surdej er voldsomt besværligt og kræver daglig pasning. Sådan er det dog ikke! I hvert fald ikke medmindre du skal bage, som en bager og bage rugbrød HVERDAG.

Rugbrød er NEMT at bage selv!

Glem alle dine tidligere forestillinger om rugbrødsbagning og frygt for surdej.

Rugbrødsbagning er super nemt! Og hjemmebagt rugbrød smager SKØNT!

Tjek en lækker frokost med hjemmebagt rugbrød her

Sandt nok, så kan en rugbrødsopskrift virke temmelig uoverskuelig. Rugbrød er dog ikke svært at bage!

Jeg – det er Martin, som skriver – bager selv rugbrødet, som vi har i huset. Jeg troede selv, at rugbrødsbagning var besværligt og krævede lang tid – altså førend jeg selv kom igang med at bage selv.

Idag ærgrer jeg mig over, at jeg ikke kom igang tidligere! Og jeg er sikker på, at du vil gøre det samme – når blot, du ser, hvor nemt det er.

Hjemmebagt rugbrød smager nemlig bedst!
– Specielt lækkert er friskbagt rugbrød, nærmest direkte fra ovnen og kun smurt med smør

Gør det nemt at bage rugbrød!

Lad mig starte med at nedbryde den fordom, at det kræver utroligt meget tid at bage rugbrød.

Det gør det altså ikke!

Jeg vil faktisk våge den påstand, at rugbrød er noget af det nemmeste og hurtigste du kan bage!

Du kan med fordel bage en større mængde, når du bager, og smide i fryseren. Friskbagt rugbrød, som straks kommes i fryseren direkte fra ovenen, smager nærmest friskbagt, når det er tøet op.

Rugbrødet holder desuden længe i køleskabet, så du kan nyde dit hjemmebag LÆNGE! 🙂

Tid er relativ

Okay, det kræver nogle dages forarbejde. Mere præcist går der 3 dage fra du starter din fordej til rugbrødet er klart til spisning – MEN i løbet af de tre dage bruger du kun 15 minutters arbejde.

Rugbrød er nemlig et langtidshævende brød, hvilket er med til at give rugbrødet sin fantastiske smag!

Hvis du allerede er stresset over de 3 dage, så lad mig oveni tilføje – bare for at stresse dig mere – 7 dages opstart af din surdej. Det tager altså 10 dage at bage rugbrød!

Hvis du ikke er heldig at kunne få en klat surdej fra en ven, nabo eller din bager.

Spøg til side! I løbet af de 10 dage bruger du KUN 15 minutter. Resten er hævning, bagning og nedkøling af dit friskbagte og hjemmebagte rugbrød.

Pointen er, at tid er relativ!

Ja! Det tager måske 10 dage, fra du starter, til du har nyt lækkert friskbagt rugbrød klar til servering – din arbejdstid er dog KUN 15 minutter!

Sagt på en anden måde. Med kun 15 minutters arbejdsindsagt kan du én gang om ugen bage rugbrød til madpakker, frokost, aftensmad og snack 🙂

Lad mig uddybe tidsbesparingen – og arbejdstiden

Din surdej har du i køleskabet fra sidst du bagte rugbrød. Dermed kan du allerede glemme 7 dage, hvor du intet behøver gøre. Din surdej passer sig selv 100% i køleskabet!

Er det første gang du bager rugbrød, så skal din surdej startes. Det tager 7 dage. Der findes et hav af opskrifter på surdej til rugbrød. Find en, som passer dig.

Eller send mig en mail på martin@nymolle1900.dk, så skal jeg sende dig min surdejopskrift.

Når først du har din rugbrøds surdej, så kræver den ingen vedligeholdelse!

En rugbrøds surdej gemmes blot fra gang til gang i køleskabet i et lukket glas, plastbæger, bøtte eller krukke. Den passer sig selv og bliver kun bedre og bedre.

OBS! Sørg for rigeligt med plads til luft, da surdejen arbejde og vokser. For at beholderen ikke eksploderer bør beholderen kun fyldes 1/4-del med surdej. Resten bør være luft. Desuden bør du bage med din surdej minimum en gang månedligt – ellers bør den halveres og tilsætte lige dele vand/rugmel (svarende til den vægt der er fjernet)

Det bliver nemmere endnu!

3 dage før du vil spise dit nybagte brød, så blander du surdejen med ingredienserne til fordejen.

Det tager dig MAX 2 minutter at lave fordejen – vi runder op til 5 minutter, så har du også til opvask og til at afveje alle ingredienser til grunddejen.

Fordejen skal stå 12-24 timer under et viskestykke på køkkenbordet.

Jeg laver oftest min fordej om aftenen, så kan jeg rører rugbrødsdejen aftenen efter og lade hæve natten over. Det fungerer bedst for mig i forhold til mit skema. Så kan jeg nemlig lave rugbrødet sideløbende med jeg laver aftensmad. Men tilpas fordej, hævning og bagning, så det passer med dit skema.

Efter fordejen har hævet 12-24 timer, så start med at tage 2 dl. af fordejen fra. Disse 2 dl. gemmer du i køleskabet og er din surdej til næste bagning.

hjemmebagt rugbrød surdej
Fordej til rugbrød – konsistens som havregrød.

Bland nu de øvrige ingredienser i fordejen og rør indtil du har en ensartet masse – skal have konsistens som en klistret grød. Vejede du alle ingredienser af til grunddejen samtidigt med du lavede fordejen, så slipper du for at finde mel, kerner og vægt frem igen.

Hæld massen i en smurt rugbrødsform. Fyld kun rugbrødformen halvt – rugbrød hæver en del!


At tage fordej fra til næste surdej og blande fordej med resterende ingredienser tager inklusiv rengøring dig næppe mere end 5 minutter.

Håber du er ved at kunne se, hvor enormt lidt arbejde der er i at bage rugbrød 🙂


Det er enormt fleksibelt at bage rugbrød!

Nu kan du vælge én af 2 løsninger, så rugbrødet kan tilpasses din hverdag.

Begge løsninger er lige arbejdskrævende – 5 minutters arbejdstid – men er blot for at gøre det nemmere for dig at indpasse bagningen i dit skema 🙂

Løsning 1 – den hurtige:

Lad rugbrødet hæve et lunt sted, kun dækket af et viskestykke, indtil rugbrødet har fordoblet sin størrelse. Dette tager 3-4 timer.

Stryg rugbrødet med vand, prik rugbrødet med en stegenål 10-15 gange og bag i en forvarmet ovn 5 minutter ved 250 grader.

Løsning 2 – den langsomme:

Sæt rugbrødformen i køleskabet 8-12 timer i en plastikpose. Tag rugbrødet ud på køkkenbordet.

PAS PÅ ikke at slå formen ned i bordet, så falder rugbrødet sammen!

Lad rugbrødet hæve et lunt sted, fortsat dækket af plastposen, indtil rugbrødet har fordoblet sin størrelse. Dette tager 6-8 timer.

Stryg rugbrødet med vand, prik rugbrødet med en stegenål 10-15 gange og bag i en forvarmet ovn 5 minutter ved 250 grader.

Bagning af rugbrødet

Uafhængigt af løsning 1 eller løsning 2, så skrue efter 5 minutters bagning ned for varmen til 175 grader. Fortsæt nu bagningen i 1 time og 30 minutter.

Tag rugbrødet ud af ovnen. Lad rugbrødet blive i formen i ca. 15 minutters tid. Vend rugbrødet ud på en bagerist, så bunden vender opad, og lad stå 30 minutters tid. Pak ind i et viskestykke og stil på køkkenbordet et par timer indtil rugbrødet er kølet ned.

Herefter er rugbrødet klar til første skive
– opbevar efterfølgende rugbrødet i en plastpose eller plastbøtte i køleskab!

Lad mig nu komme til pointen med dette blogindlæg – udover at motivere til at kaste dig ud i rugbrødsbagning. Det er fredag aften og jeg har netop lavet min fordej, så jeg i morgen kan lave min rugbrødsdej og bage rugbrød.

Surdej fra køleskabet

Det er knap en måned siden jeg bagte rugbrød sidst. Surdejen har i mellemtiden stået i køleskabet.

Jeg opbevarer min surdej i et patentglas, gemt bagerst i køleskabet – hvilket fungerer super fint.

Min surdej er snart mange år gammel. Fik den af Runes mor i 2011, da jeg ville kaste mig ud i rugbrødsbagning. Runes mor startede med rugbrødsbagning tilbage da Rune var i maven – og det er netop en portion surdej derfra, som jeg arbejder videre på. Lidt sjovt, at min surdej er ligeså gammel, som Rune.

Sådan laver du fordejl til rugbrødbagning

Surdejen tages ud af køleskabet. Hæld surdejen i en skål – skal være 2 dl til et stort rugbrød.

Tilsæt 2,5 dl. lunkent vand til surdejen. Og tilsæt 200 gr groft rugmel. Rør det hele sammen og lad stå på køkkenbordet 12-24 timer.

Fordej rugbrød surdej

Lover at vende retur til den videre rugbrødsbagning i et senere blogindlæg. Kig med om et par dage, så er næste step i rugbrødsbagning her – og ud kan få min opskrift på hjemmebagt rugbrød.

2 Kommentarer

  1. Gitte
    Gitte 29. april 2024

    Super lækkert rugbrød😀

    • Martin
      Martin 30. april 2024

      Det er det – virkelig det bedste med hjemmebagt rugbrød.

      Vh.Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *