Tryk "Enter" for at gå til indhold

Nu det snart er jul…

Et besøg hos mine forældre, forrige weekend, satte første juleønske på ønskesedlen. Nemlig et dueslag, så vi kan få duer i haven…

Startede med storken kom med en baby…

Okay! Den overskrift kræver en forklaring, trods de fleste sikkert ved at storken kommer med babyer – i hvert fald disney fortæller.

Den hurtige historie er. Jeg er blevet onkel til en skøn lille pige. Min mor og far er blevet bedsteforældre. Derfor skulle skaffes en stork til de glade forældre – min søster og svoger. Af disse “omveje” kom mine forældre i kontakt med en snedker, som skulle lave en lille stork i træ – den er blevet noget så yndig, men foto må jeg vise en anden gang.

Lang historie kort. Snedkeren holder duer – og det er en underdrivelse. Snedkeren er seriøs dueavler – en af hans duer har titlen europamester. Det er duen her:

Duer i haven Præmie due brevdue

Tilføjes skal, at Snedkeren tilmed er haveentusiast. Han og hans kone har en meget flot have – utroligt hvad han har fået skabt på 400-600 kvadratmeter. Og tilmed med flere voliers til fugle.

Duer var uden tvivl det, som fyldte mest. Kanariefugle, Zebrafinke og flere forskellige sjove høns, det havde han dog også. Sågar et par kaniner.

Zebrafinke kanariefugl høns

Må sige at jeg virkelig var imponeret! Hvad der dog fangede mit øje mest af alt var det utroligt fine dueslag – et fuglehus på en pæl – højt hævet over haven. Beboerne var 6 hvide duer, som fløj frit rundt i haven. Virkelig charmerende.

Fik taget flere gode fotos til Rune. Og tror nu nok, at han er ved at varme op på ideen. Rune er i hvert fald så meget med på ideen, at jeg har tilladt mig at skrive duer på ønskesedlen til jul 😉

Duer i haven

For mit vedkommende, så er duer i haven ikke en ny idé. Jeg har i flere år kigget på dueslag – dovecotes, som det hedder på engelsk.

Duer i dueslag på denne måde, er vist meget engelsk. Jeg har set det i flere engelske haver, såvel i mange engelske magasiner… Ellers kender jeg ikke rigtigt til at have bemærket det, som del af havedesigns.

Hele min lyst til at få duer i haven startede efter en ferie i polen. Godt nok ikke en haveferie, men en rideferie. Her spiste vi en dag frokost i en fantatisk charmerende bondegårdshave. Her havde de duer i haven.

Ikke et så fint dueslag, som de engelske. Langt mere simpelt. Nærmest bare en kasse med stråtag på en pæl – et lille hus faktisk. Det charmerende var dog duerne kurrén, såvel deres flyvertur rundt i haven.

Det lyder helt tosset. Det var trods alt bare duer. Det var dog helt fantastisk charmerende. Skabte et utroligt liv. Svært at beskrive. Jeg har dog siden den frokost, træt efter flere timer til hest, drømt om duer i haven.

Dengang boede vi i lejlighed i København. Vi havde ingen have eller plads til duer. Det har vi dog nu – og jeg har da på sin vis allerede planlagt, hvor et sådan dueslag kunne passe ind i haven.

duer i haven

Nu har jeg tilmed fundet snedkeren til at bygge et dueslag til mig. Og i samme person en leverandør af duer, så jeg kan få duer i haven.

Omvendt, så kunne det også være jeg skulle bygge dueslaget selv – og nøjes med at skaffe duerne. Den detalje har jeg ikke helt på plads, men tænker et dueslag finder vej til Nymølle.

Læs om vores flyt på landet her

Nu vil jeg slukke computeren, drikke det sidste af min morgenkaffe og komme en tur i haven. Skøn weekend!

4 Kommentarer

  1. Lars
    Lars 7. juni 2022

    Kan det lade sig gøre og få flere billeder af det flotte due hus ?? Sådan et skal jeg da prøve at lave selv .
    Lars og Carina von Thorup

  2. birgit juul jensen
    birgit juul jensen 20. april 2022

    hej. kan I spørge dueslag-snedkeren om alliker eller lignende ikke går ind og stjæler æg og unger fra duerne i huset der er vist her. Evt. skriv til birgit.juul@yahoo.dk om svaret.
    Jeg har på 6-7 år endnu ikke oplevet at vores frit redebyggende æglæggende duer har lykkes med at få en eneste unge.
    Jeg forstår ikke at folk hader duerne. Måske mangler vi duer overalt i haver og parker.

    • Martin
      Martin 21. april 2022

      Hej Birgit

      Jeg skal da i hvert fald gerne sende spørgsmålet videre. Personligt har vi nu ingen problemer oplevet – vi har da flere duepar, som yngler i vores træer. Og det ender da ofte med unger.

      Bedste hilsner

      Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *