Så kom dagen! Vi har fået nøglerne. Flyttebilen er på vej. Og vi er officielt flyttet fra vores lejlighed i København til vores nye hjem – en lille bondegård udenfor København.
Beslutningen er taget flere måned tilbage. Købskontrakten blev underskrevet i februar. De sidste måneder er gået med nedpakning af lejligheden og venten i spænding.
Ikke desto mindre, så er det en VILD følelse endelig at stå med nøglerne og vide at vi nu officielt er gårdejere. Også vildt at være flyttet fra en lejlighed i København og pludselig stå med en kæmpe have, flere hektar mark, et stort hus, stald og natur lige udenfor døren.
Vi er så lykkelige! Og glæder os vildt til at komme igang med at forvandle huset, nej gården, til vores hjem.
Det bliver en fantastisk rejse!
Vi glæder os begge rigtigt meget til at komme igang med at ordne have, nyde naturen, få plantet lidt grøntsager og få nogle dyr.
Vi har faktisk netop set en annonce i lokalavisen, at der er et hønsemarked i weekenden. Det skal vi da ud og kigge på. Kunne være sjovt at få høns.
Ellers kommer de første dage på gården, Nymølle, til at gå med at komme på plads.
Vi har pakket vores lejlighed ned, så vi kan pakke ud i etaper. Vi vil nemlig ikke pakke alle ting ud, til en start. Vi skal nemlig igang med en større renovering af huset – så ingen grund til at pakke ud, for at pakke ned igen.
Nå ja! Også skal vi på opdagelse på vores bondegård
En del af at flytte ind i et nyt hus eller lejlighed er at komme på opdagelse. Denne opdagelsestur bliver ikke mindre, når man flytter på en bondegård. Faktisk TEMMELIG meget større!
En ting er nemlig at gennemgå huset med ejendomsmægler. Senere med byggesagskyndig. Noget helt andet er det at stå med nøglerne i hånden, og bare kunne gå og gøre præcis hvad man vil. Fordi vi nu ejer.
Hånden på hjertet. Det er et stort gammelt hus, med to staldbygninger til, en stor have og flere hektar jord. Vi har forsøgt at gennemgå det hele, når vi har kigget. Og været opmærksomme på alt, men der er virkelig også enormt meget vi ikke har set, opdaget og først nu lærer. Tror vi kommer til at lære mange andre sjove ting, om denne skønne gamle bondegård.
Vi har f.eks. en kattetrappe. Eller måske oprindeligt en nissetrappe, som kattene har overtaget. Hvem ved. I hvert fald er der en fin lille trappe fra en hesteboks op til lofter, hvor kattene (og sikkert også nissen) sover. Hyggeligt ik?
Også skal der klippes græs
Hvilken skøn opgave! Vi kunne være lidt sure over at sælger ikke lige fik slået græs, men efterlod os en have med knæhøjt græs. Det er vi ikke! Tværtimod, så er det da en fantastisk indflytningsgave til to x-københavnere.
Sikke en luksus, at kunne gå i sin have, starte plæneklipperen og klippe græs. Det er jo netop den slags opgaver, som vi har længtes efter.
Okay! Græsset var højt! Der var virkelig meget græs. Og der trængte virkelig til at blive klippet græs, så det var lidt af en opgave.
Vi var dog to til at løse opgaven. Vejret var skønt, fuglene kvidrede lystigt og pauser fik vi rigeligt af. Alle vores nye naboer kom nemlig og bød os velkommen til byen – og nu behøver vi heller ikke tænke på stueplanter.
Vi har vinduerne fyldt med blomster og planter fra naboerne.
Dejligt! Her bliver vi glade for at bo! Sikke en velkomst!
Tillykke med jeres nye hjem 🙂
Mange tak – vi er ovenud lykkelig for at være flyttet til gården 🙂 Og efter at have boet her i lidt over en måned, så er vi også så småt ved at være faldt til 😀
Tillykke – glæder mig til at følge jer 🙂
Mange tak – du skal være meget velkommen til at følge vores blog 🙂
Velkommen på landet – her er skønnest i landet 🙂
1000-tak, Anna! 🙂
Fornemmer at du også bor på landet? Og kan kun sige, at vi er helt enige – det er langt skønnere på landet.