Gran er helt undværlig, som bordpynt til julebordet. I år har jeg lavet små kranse af gran, som skal holde på servietten – henoverbordet hænger en KÆMPE krans med lys og julekugler.
Inspiration til juleborddækning

Når det kommer til bordpynt til julebordet, så er det altid en balancegang. Juleborddækning må godt få lidt ekstra – det er der virkelig plads til i julen. Samtidigt skal der også være plads på bordet, til alt den lækre mad. Og trods det er flot med bordpynt, så er det træls at skulle sidde og kæmpe med pynt på bordet – eller risikere ikke at kunne se gæsterne, fordi de er gemt bagved grans, guirlander og blomster.
For at tilfredsstille min lyst til at give den ekstra gas med bordpynt til julebordet, så fandt jeg for år tilbage på at hænge pynte op – henover bordet.
Sidenhen er ideen blevet udviklet, så vi også til påske har en KÆMPE fuglerede med massevis af farverige æg.

Formålet er præcis den samme. At pynte op, men uden at fylde bordet med en masse. Vi hænger desuden kransen (eller fuglerede) op, så den pynter hele sæsonen. Det gør det ekstra sjovt at pynte op.
Hjemmelavet bordpynt til julebordet
Kransen over bordet, til at være hoveddekorationen til juleborddækning er dog ikke det eneste. Der bliver også plads til pynt, men i mindre skala.
I flere år har vi brugt kviste af gran, til at lægge ovenpå servietter. Nogle år med en rød sløjfe, andre år med et papkort – fungerende, som bordkort.
Det er ganske simpelt. Fylder ikke meget – og der er altid gran i oveskud her i julen.
I år får det simple dog en lille opgradering. Har lavet små kranse af gran. De er 10-12 cm i diameter, så virkelig ganske små.



Det kan nærmest ikke være mere simpelt. Her er hverken brugt ståltråd eller anden afstivning. Jeg har blot brugt et stykke snor, til at binde grannet sammen – og har derefter klemt grannet lidt, for at skabe en pæn rund krans.
Dernæst er tilføjet en rød sløjfe, for at fuldende illusionen af at det er en krans af gran – som dem vi hænger på hoveddøren. .

Er det ikke fint, som bordpynt til julebordet?
Kransen lægges ovenpå en serviet, på en tallerken. Jeg er selv ganske godt tilfreds med resultatet – og super begejstret for ideen. Herligt om andre kan bruge ideen til deres bordpynt til julebordet.
Nu vi er igang med at tale om flot og enkelt julepynt, så skal I også lige se mine tre amaryllis løg. De står i fuld blomst netop idag.

Det er da virkelig bare noget af det nemmeste og mest julede pynt. Løgene står i køkkenet og STRÅLER om kap. Genbruger amaryllis løg, igen og igen. Disse tre løg startede ud, som ét enkelt løg tilbage i 2014. Sidenhen delte løget sig. Nu har vi tre. Og disse tre løg er en herlig påmindelse om vores første jul vi holdt – dengang en 100% kæreste jul, hvor vi rejste til Rom.