Sådan lød overskriften i en artikel fra Bo Bedre år 1968. Dengang var tanken at bjørneklo blomst var smuk tørret – idag har overskriften en lidt anderledes betydning, da bjørneklo er nærmest umulig at komme til livs.
Bjørneklo blomst er smuk
Egentlig kan man kun give Bo Bedre ret, ser man bort fra at planten er voldsomt er giftigt, så er planten vældig smuk. Og mægtig stor. Vist en af de største blomster vi har i Danmark.
Sådan skrev Bo Bedre for 50 år siden:
Det er næsten kun passende at bringe i forlængelse af forrige blogindlæg om vores tørring af hø – eller mere præcist årsagen til at vi netop producerer hø på nymølle.
Læs forrig indlæg om tørring af hø her
Grunden til vi høster hø er nemlig at vi har får. Helt præcis Spelsau får. Og grunden til at vi har får er – godt gættet – netop fordi vi har voldsomt mange bjørneklo på vores marker.
Spelsau får elsker bjørneklo – hvilket også fælger geder, får er blot lettere at holde
Det er næsten skræmmende at tænke på, at vi kun skal 50 år tilbage før at finde reklame for bjørneklo – og brugen af bjørneklo blomst. Det skræmmende er ikke at man allerede dengang vidste at bjørneklo var giftig, men at man netop tørrede bjørneklo blomst og dermed har været med til at sprede de tørrede frø over hele landet.
Bjørneklo spreder sig nemlig voldsomt nemt ved frø. Og er der først kommet bjørneklo, så tager det 7-10 år at bekæmpe – på trods af at man bekæmper årligt.
Giftfri bekæmpelse af bjørneklo
Vi vil ikke bruge gift på vores marker, så derfor har vi får. De gør et fantastisk arbejde. Hver forår, når bjørneklo kommer frem, så nærmest springer fårene på dem og æder dem.
Ganske effektivt. Nu hænger vi så bare på fårene i 7-10 år, før vi kan regne med at være bjørneklo fri. Så tak til Bo Bedre! 😉
Læs om giftfri bekæmpelse af bjørneklo her
Danmark er heldigvis ikke så plaget, som andre steder i Europa. Nu har vi rejst en del i polen. Polen er virkelig plaget af bjørneklo.
Trods vi har mange bjørneklo, så er de 400 kvadratmeter skov af bjørneklo blomst vi har – plus det løse hist og pist – intet i forhold til polen.
Der er hele marker med bjørneklo blomst. Grunden til at polen har så mange bjørneklo skyldes at man dyrkede bjørneklo for at bruge det til ensilage til dyr – den historie er næsten værre end Bo Bedre artiklen.
I polen har de fleste dyr dog lært at spise bjørneklo. Selv heste – som ellers er temmelig sarte – spiser bjørneklo i polen. De har lært det fra de var små, så måske det er den vej vi skal gå for at kunne bekæmpe bjørneklo i Danmark på en giftfri måde. Ganske enkelt lade heste, køer og grise få bjørneklo fra føl, kalv og grisling?
Det virker i hvert fald med får. Har de fået bjørneklo fra lam, så har de lært at det virkelig er en lækkerbisken – når vi sætter fårene på græs, så går de udenom alt græs og sigter direkte mod bjørneklo.
Lam kan godt nok i starten blive lidt røde om munden, men det forsvinder hurtigt. Og næste fold de kommer på sigter de direkte efter bjørneklo, før alt andet. Vældig effektivt.
De grønne blade ryger først, Dernæst vælter fårene de meter høje bjørneklo, for at få bjørneklo blomst. Tilbage efterades stængler og stok – ser faktisk ganske smukt ud. Ligner nærmest massevis af palmer.
Efter 1 uges tid, så vender fårene retur og tager det sidste af bjørnekloen.
Hej Marie
Altid sjovt med den slags historier 😀
Vi har selv en af lidt samme slags. Vi var for nogle år siden i Polen på rideferie – hvor vi netop stødte på disse kæmpe “marker” med bjørneklo. Fantastisk smukt syn. Bjørneklo er en meget smuk plante – og utroligt stor.
Set på afstand, så var vi – dengang – dog ikke klar over at det netop var bjørneklo vi kiggede på. Da vi lærte det, så fik vi pludselig helt andet syn på den “mark” af bjørneklo.
Siden vores store problemer med bjørneklo her på Nymølle, så har vi virkelig fået øje for bjørneklo. Synes ikke vi så dem i landskabet førhen. Nu ser vi bjørneklo alle steder – specielt her i Nordsjælland, langt motorveje…
hehe… tanker er nok ikke så meget på den “farlige” bjørneklo, som at “ahh… der var endnu en snack, vores får ville elske” 😀
Dit indlæg får mig til at mindes en episode midt i 60erne, hvor jeg tog sådan en smuk frøstand med hjem en dag efter feriejobbet. Min far blev helt hysterisk, en noget overdrevet reaktion, syntes jeg dengang; men idag forstår jeg ham udmærket.