Hindbær og brombær kræver opbinding, for ikke at gro vildt. Derfor skal vi have lavet et praktisk stativ til hindbær og stativ brombær.
Håndbog for husmandsteder
Rune har fundet en antikvarisk bog med titlen “Håndbog for husmandsteder”. Den er vist fra midten af 18-tallet og kommer med mange sjove forslag til selvforsyning.
Et af kapitlerne handler om hindbær og brombær. Og der er en meget fin beskrivelse af et stativ til hindbær, som jeg vil forsøge at kopiere til vores bærhave.
Læs blogindlægget om vores bærhave her
Faktisk har jeg gået og leget med ideen i noget tid. Nu skal ideen udføres. Rune er nemlig på kursus i jylland, så vil lave stativer til vores hindbær, som en lille overraskelse til Rune.
Håber Rune bliver ligeså begejstret for ideen, som jeg er.
Stativ til hindbær
I bogen “håndbog for husmandsteder” beskrives et stativ til hindbær, som minder lidt om et miniature tørrestativ. På en pæl fæstes to brædder på tværs.
Første bræt skal sidde 60 cm over jorden. Andet bræt skal sidde 90 cm over jorden. Desuden skal pælen kunne komme 50-90 cm ned i jorden.
Disse stativer sættes med 2,5 meter imellem – og der bindes scorer imellem brædderne. Således at der kører en snor i 60 cm og 90 cm højde over jorden, så stativerne til hindbær støtter hindbærbuskene i 60 og 90 cm højde.
Lidt svært at forklare, men lover at komme med fotos af det opstillede resultat senere.
Her kan du se arbejdstegningen – måske det kan give en lidt bedre forståelse af, hvordan stativerne skal være.
Pointen med disse stativer er at det skal være nemt at beskære hindbærbuskene, når de har båret hindbær. Såvel som at disse stativer til hindbær skal støtte hindbærbuske optimalt – og dermed vil man undgå at hindbærbuskene vælter.
Især sidste del er et vigtigt punkt for mig!
Ved ikke hvor mange gange jeg ikke har set hindbærbuske vælte og dermed hele høsten af hindbær blive ødelagt. Hindbær kommer også meget hurtigt til at vokse vildt og uregerligt, så jeg håber med dette stativ til hindbær at kunne styre buskene lidt bedre.
Gør det ordenligt fra starten!
Det kan måske virke lidt voldsomt at lave et stativ til hindbær med 90mm tykke lærketræ bjælker.
Ikke desto mindre, så er det sådan det bliver! Jeg har den holdning, at skal man gøre noget – så kan man ligeså godt gøre det ordenligt fra starten.
Og i forhold til min tidligere pointe med væltede hindbær buske og ødelagt høst af hindbær, så har jeg godt nok besøgt mange haver med grimme stativer til hindbær, såvel som set rigtigt mange hindbærstativer der er væltet.
Derfor laver jeg vores stativer til hindbær af 90mm lærketræsbjælker.
Lærketræ er desuden selv imprægnerende, så det skulle holde i rigtigt mange år – og vi slipper for trykimprægneret træ i nærheden af noget, som vi skal spise.
Udfra ovenstående arbejdstegning er planen at stativerne skal blive 110 cm over jorden.
Jeg bruger en hammer og mejsel til at lave en kile i pælen, så den tværgående bjælke kan komme i niveau med pælen. Det ved jeg vil blive pænest. Jeg har dog aldrig tidligere prøvet at arbejde med hammer og mejsel – det kan jeg så nu.
Ganske godt tilfreds med resultatet.
Der er lavet 6 hindbærstativer, så der kan sættes 3 stativer til sommerhindbær og 3 stativer til efterårshindbær. Det giver os alt i alt 10 meter til hindbær. 5 meter til sommerhindbær og 5 meter til efterårshindbær, med 2,5 meter imellem hvert stativ.
Hindbær plantes med 0,5 m imellem – så der vil være plads til 20 hindbær planter på sådan et stativ.
Stativet kan selvfølgelig sagtens laves mindre, eller større – efter behov.
Stativ til brombær
Stativet til brombær er straks en nemmere konstruktion. Her er planen at sætte to pæle i jorden, som stikker 2 meter over jorden, og med en afstand på 5 meter. Dertil laves en tværstiver også binde nogle snore fra pæl til pæl, som sidder med 40 cm afstand – med første snor i 70 cm over jorden.
Bogen “håndbog for husmandsteder” fra midten af 18-taller er igen inspirationen til dette stativ til brombær.
Her er arbejdstegningen på stativet til brombær:
Vil lave to stativer på denne måde. Hvert stativ kan bære en brombærplante – brombær skyder vældig meget og kræver meget opbinding, så bliv endelig ikke snydt til at plante flere planter.
Med et stativ på denne måde til brombær, så er planen at brombærplanten plantes i midten. Første år beholdes 4 skud, som bindes op på de fire snore, som strækker sig mod pælen til højre. Disse grene bærer så frugt året efter – brombær bærer altid frugt på sidste års skud. I løbet af næste år, bindes så 4 nye skud op på snorene mod pælene til venstre.
Til efteråret, når brombærrene er høstes, så kan alt fra midten til pælen mod højre beskæres væk.
Igennem vinteren vil der dermed altid være enten højre eller venstre side af stativet tomt. Smart ikke?
Færdigt arbejde!
Så når jeg vist heller ikke mere på sådan en almindelig torsdag aften. Toby har allerede lagt sig og slapper af på værkstedgulvet. Nu vil Toby og jeg ind og lave noget sen aftensmad.
I morgen kommer Rune hjem – og i weekenden skal stativerne sættes op.
Hej, hindbærstativet er flot. Jeg kunne godt tænke mig at læse bogen “håndbog for husmandsteder” men jeg kan ikke finde den på nogen biblioteker eller antikvariater. Har I et forfatternavn?
Hej Bente
Mange tak! Vi er også meget glade for dem 😀
Jeg ville meget gerne hjælpe med et forfatternavn, jeg husker det dog ikke – og vi er pt. i gang med renovering af huset. Så vi har alle vores bøger – CHOK – pakket ned og gemt væk… Jeg kan derfor ikke sådan lige finde bogen frem. Men jeg skal have dig i tankerne, til når jeg får bøgerne fundet frem igen-igen. Du må dog lige være lidt tålmodig. Vi har kun lige fået alt pakket ned, så førend vi har fået renoveret kommer til at gå liiidt tid…
Indtil da, så kan du se flere fotos – og læse nærmere om stativerne her:
https://nymolle1900.dk/frugthave-frugttraeer/opsaetning-af-hindbaerstativ-og-brombaerstativ/
Og her kan du set et godt fotos med det hele plantet til:
https://nymolle1900.dk/frugthave-frugttraeer/plantning-af-baerbuske-i-baerhaven/
Skøn dag til dig 🙂