Tryk "Enter" for at gå til indhold

Endnu ingen frost, men op med Dahlia

Aldrig er det sket SÅ sent, at jeg har gravet mine Dahlia knolde op. Nu er det dog tid til vinteropbevaring af dahlia knolde, så de kan overleve til næste år…

Vinteropbevaring af Dahlia før frosten

Vi har godt nok ikke fået frost endnu. Vintervejret lader virkelig vente på sig i år. Forrige år havde vi frost allerede 4 oktober, som vi egentlig plejer at have det i starten af oktober. Jeg kunne derfor sagtens vente lidt endnu førend jeg begyndte med opgravning af mine dahlia knolde. Planterne er dog ved at have ydet deres for i år. De nederste balde er visnet væk, der kommer ikke så mange blomster længere og derfor tænker jeg det er tid til at få knoldene gemt væk for i år.

Der er nu også noget herligt ved at få ryddet op i haven. Vejret er fortsat dejligt til det, så nu blev alle dahlia knolde gravet op, vasket og lagt til tørring.

Dahlia knolde i krukker

dahlia i krukker opgravning

Jeg har alle mine dahlia knolde i krukker. Det letter opgravning af dahlia knolde gevaldigt, når det skal gøres i efteråret. Ikke noget med at jeg skal rundt i havens bede og grave planter op – med risiko fo at træde på de øvrige planter i bedet. Jeg kan blot vende potten i vejret.

Først skulle jeg dog lige have samlet alle krukker med dahlia ind. Har krukker med dahlia stående flere forskellige steder i haven – ved indkørslen, ved terrassen og foran huset.

Endnu en fordel ved dahlia i krukker er, at jeg netop kan stille krukkerne frem, når dahlia blomstrer. Samme steder har jeg i foråret forårsblomster. Henover sommeren har jeg sommerblomster og først til august kommer krukkerne med dahlia frem. På den måde sikrer jeg altid at have noget pænt i haven, på udvalgte steder – altså steder vi kommer meget, som f.eks. vores terrasse.

Til jobbet med at samle krukkerne ind, har jeg fået fat i en praktisk lille trækvogn. Den fungerer bare GENIALT! To krukker på vognen også afsted.

Opgravning af dahlia knolde

opgravning af dahlia knolde krukker overvintre

Med alle krukker med dahlia samlet et sted, så går det hurtigt med opgravning af dahlia knolde. Jeg starter med at fjerne stativet, dernæst klipper jeg dahlia ned og endeligt vender jeg potten med bunden i vejret i en trillebør.

Med en trillebør får jeg en god arbejdshøjde, så jeg ikke skal sidde i hug en hel dag. Ryg og krop skal jo holde til mange år endnu. Og det er altså vigtigt at passe på sig selv, når man laver havearbejde.

Derfra kan jeg nemt ryste jorden af knoldene, som lægges på jorden – sortere i sorter. Herefter spulet knoldene, så det værste jord kommer af. Jeg kunne fortsætte med at spule knolden indtil den er helt ren. Jeg vælger dog at lægge knolden i en spand med vand. Det synes jeg gør det hele lettere. Og mindsker vandplaskeriet.

Når knolden kommer af spanden med vand, så kan jeg hurtigt spule det sidste jord af.

Nogle vil mene at rengøring af dahlia ikke er nødvendigt forud for vinteropbevaring af dahlia knolde. Jeg har forsøgt nogle år uden rengøring og jeg har altså bedste erfaring med rengøring før vinteropbevaring af mine dahlia. Jorden bidrager med for meget fugt, hvormed risikoe for at knoldene rådner er større. Samtidigt øges risikoen for at utøj følger med til vinteropbevaring af knoldene, som ender med at gnave massevis af huller i knoldene.

Det kræver lidt mere arbejde med rengøring af dahlia, men det er – efter min mening – hele arbejdet værd. Når jeg har fået knoldene rengjort, så har jeg også MEGET nemmere ved at se råd og skader. Altså dele af knoldene, som jeg vil klippe væk før vinteropbevaring. Deling af knoldene gør jeg dog først til foråret. Og jeg klipper heller ikke rødder væk (gjorde jeg tidligere, men gør jeg ikke længere). Jeg klipper kun dårlige ting væk. Og gemmer ellers knoldene, som de er – når de er rengjort.

Læs om deling af dahlia her

Tørring af dahlia knolde

tørring dahlia vinteropbevaring rengøring knolde

Knoldene lægges i plastkasser med massevis af huller i siderne og bunden. Derved sikres en god udluftning i kassen, som nok egentlig er det vigtigst at fokusere på i forhold til vinteropbevaring af dahlia knolde.

Knoldene må ikke tørre ud, men må ENDELIG heller ikke være våde. Derved øges risikoen for råd.

Det er faktisk bedre at knoldene er lidt for tørre end våde, da man til foråret altid kan lægge knoldene i en spand vand. I løbet af nogle timer svulmer knolden op igen og er så fin, som ny.

Jeg lader mine dahlia knolde ligge til tørring – som vist på ovenstående foto – i nogle dage. Naturligvis et sted, hvor der er god udluftning. Jeg bruger vores garage. Derefter skal knoldene pakkes i avispapir.

Førhen har jeg brugt spagnum til pakning af dahlia knolde til vinteropbevaring. Det kan også kraftigt anbefales, men vi skal jo forsøge at begrænse vores brug af spagnum. Og avis papir klarer jobbet. Alternativt kan også bruges savsmuld, hvis man er heldig at have adgang til det.

Når jeg pakker knoldene, så starter jeg med at lægge en avis i bunden af kassen. Pakker dernæst hver eneste knold enkeltvis i to lag avispapir og lægger knoldene lagvis i kassen.

tørring dahlia vinteropbevaring rengøring knolde

Vigtigst er det at sikre at knolden er pakket ind – at der stikker lidt af stilken ud af en af enderne er ikke så afgørende.

Og det er faktisk det. Ganske nemt. Pakning af dahlia knolde er desuden et perfekt job til de tidlige aftener. Det bliver jo pludselig buldermørkt kl. 17, hvorefter det ikke er muligt at komme i haven. Det er i hvert fald besværligt. Derfor er det herligt at have denne slags små projekter, som man kan hygge sig med indenfor.

Frostfri vinteropbevaring af dahlia knolde

tørring dahlia vinteropbevaring rengøring knolde

Når det kommer til vinteropbevaring af dahlia knolde, så er det vigtigt at vælge et frostfrit sted. Endelig ikke for varmt, men frostfrit.

Jeg gemmer mine dahlia knolde i værkstedet. Her er godt nok ikke opvarmet og ikke særlig godt isoleret, men vi har et lille rum i forlængelse af værkstedet – hvor vi har vores frysere stående. I og med at lokalet ligger indendøre, og fryserne står og afgiver lidt varme, så er her frostfrit (i hvert fald nedtil -10 grader). Og fungerer SUPER til vinteropbevaring af dahlia knolde, såvel vores øvrige frostfølsomme planter.

Der er fyldt i det lille lokale, når vi kommer til december. Vi skal dog kun lige kunne komme til fryserne, så det går nok. Her er allerede pelargonier (inde i mini drivhuset) og artiskokker sat til vinteropbevaring. Og nu også dahlia knolde.

Det er jo et helt skatkammer herinde. Både alle de frostfølsomme blomster, som vi værner meget om. Og fryserne fyldt med alt det lækre, som vi har høstet fra køkkenhaven i år.

Nå ja! Og bagerst i billedet ser mine amaryllis. Godt nok ikke til vinteropbevaring, men til forspiring.

Læs om dyrkning af amaryllis løg her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *