Tryk "Enter" for at gå til indhold

Den rigtige plantetid for stauder

Plantecentrerne bugner allerede med stauder. Plantecentrene sælger stauder hele foråret, sommeren og efteråret. Alligevel forlyder det, at det er plantetid for stauder i efteråret. Kan det nu passe?

Bedste plantetid for stauder

Havemagasiner, og artikler om plantning af stauder, anbefaler, at stauder skal plantes i efteråret. Min beskedne erfaring siger mig noget helt andet.

Jeg har ærligt talt tit tænkt, om grunden til at havemagasiner anbefaler efteråret til at plante stauder skyldes, at de mangler andet at fylde deres magasiner med – efteråret er trods alt ikke lige den mest interessante tid, for et havemagasin. Medmindre man vil skrive om plantning af forårsløg.

Min erfaring i at plante stauder, har lært mig, at stauder kan plantes fra tidlig forår og indtil frosten sætter ind.

Faktisk synes jeg at foråret er den absolut bedste plantetid for stauder. Specielt, hvis det er i jylland, hvor jorden ofte er mere sandet.

Jeg er født og opvokset i vestjylland. Helt præcis i Holstebro. Jorden var sandet og virkelig ikke god til stauder. Helt umuligt var det at plante stauder i efteråret. De døde, da de ikke nåede at etablere sig. Modsat galt det for stauder plantet i foråret, som var vandet og passet sommeren igennem – de stortrives året efter.

Nu er jeg rykket til sjælland. Jorden på Nymølle er fantastisk god jord. Vi har meget ler i jorden, som er godt til at holde på vandet. Og vi har en rigtig god muldjord at dyrke i. Nu fungerer det fint at plante stauder i efteråret, men stauder plantet i foråret klarer sig fortsat bedre.

Min erfaring om plantetid for stauder

Det er i hvert fald min erfaring, at den bedste plantetid for stauder er foråret.

Bevars! Det kræver vand igennem sommeren, når man planter stauder i foråret. Gevinsten er dog 100% gro garanti.

Trods jeg ikke er gartner og kun er fyldt 32 år, så har jeg plantet temmelig mange stauder. Mine bedsteforældre have en stor have med mange stauder. Da min bedstemor flyttede i en mindre bolig blev der igen plantet mange stauder.

Mine forældre havde ligeledes en stor have med mange stauder, hvilke jeg har plantet min del af. Jeg tør næsten godt sige, at jeg overtog plantearbejde i havens bede og pasningen af havens stauder, da mine forældre fik smag for campinglivet.

Jeg tænkte ikke så meget over, at mange af planterne blomsteren imens vi var på camping – hvilket fik have interessen til at falde for mine forældre. Jeg synes blot at det var fantastisk sjovt og hyggeligt at plante stauder, dele stauder og passe havens stauder.

Jo tak! Jeg har plantet mange stauder for både mine bedsteforældre og forældre.

Nå ja! Også har jeg siden 2017 plantet enormt mange stauder med min mand, Rune, her på Nymølle. Vi er begge meget glade for stauder. Og der kommer mange flere endnu! Det er sikkert.

Det nu! Det nu, det er plantetid for stauder

Jeg vil altid anbefale at plante stauder i det tidligere forår. Vel at mærke, hvis man er klar på at vande og passe stauderne igennem sommeren – juli og august kan godt blive varme i Danmark, hvor der kræves vanding.

Men egentligt kan stauder plantes hele året rundt, når blot frosten er af jorden.

Når det altså ikke er sandet jord, som plantes i. Har man sandet jord, så bør stauder kun plantes marts, april, maj og juni – og igen i september. Ellers når planterne ikke at etablere sig, så de kan klare vinteren. Juli og august er ofte for varme, hvilket vil kræve for meget vanding. Det er i hvert fald min erfaring.

Jeg er netop trukket i arbejdstøjet på denne skønne forårsdag i midt marts. Frosten er for længt gået af jorden. Vi har ikke haft nattefrost siden februar. Marts har både været varm og der er kommet meget vand – faktisk er der sat regnrekord i marts, allerede. Vi har målt over 100 ml. regn allerede – og vi skriver kun 19 marts.

Idag skinner solen dog. Skønt forårsvejr. Solen har varmet jorden hele dagen, jorden er blevet fugtet igennem af regnen hele weekende. Kort sagt, den perfekte plantetid for stauder!

Rune er desuden til et møde, så jeg skal underholde mig selv. Hvilken bedre måde at bruge tiden på, end at plante stauder?

Nyt staudebed

Stauderne, som jeg har planet idag, er starten på et nyt staudebed i haven. Har tidligere nævnt dette staudebed. Faktisk har både Rune og jeg tidligere skrevet om dette staudebed. Det er vores flammebed.

Læs om vores flammebed her

Det nye staudebed er anlagt rundt om vores vandtank, som vi fik gravet ned i jorden i sommer. Og for at skabe lidt ying-yang, så har vi besluttet at anlægge et bed i røde, orange og gule farver ovenpå og omkring vandtanken.

Læs om opsamlingt af regnvand her

Billige stauder fra planteskolen

Stauderne har vi selv fremavlet. Sådan næsten da. Enkelte af stauderne er købt og sidenhen delt, pottet om – og nu har vi stauder til hele bedet, for ganske få hundrede kroner.

Læs vores guide til billige stauder her

Stauderne jeg planter idag er altså fra vores egen planteskole. Det kalder vi i hvert fald det hjørne af haven, hvor vi opformerer stauder og planter til haven. Skøn og nem måde at få billige stauder til haven – ellers bliver det hurtigt dyrt at anlægge et stort staudebed, hvis alle stauder skal købes.

Idag planter jeg dagliljer. Vi har dagliljer i både orange og gul. Dagliljer vokser hurtigt frem i foråret og vil hurtigt dække for ukrudt med deres lange grønne blade – og sidenhen blomstre med gule og orange blomster.

De orange dagliljer vi har blomstrer fra juli indtil august. Det er sorten “Mauna Lou”. De gule dagliljer blomstrer fra juni og indtil august. Det er sorten “Happy Return”.

plantetid for stauder staudebed dagliljer

Daglijerne skal udgøre fundamentet for dette nye staudebed. Desuden skal her plantes montbretia, som skal overtage blomstringen i august og indtil oktober. Foråret i staudebedet skal engblomme pryde bedet – dem skal jeg blot have hentet hos mine forældre, hvor vi får en deling.

Desuden skal kejserkrone pryde bedet i det tidligere forår. Kejserkrone er godt nok ikke en staude, men et forårsløg. Og vinteren igennem skal rødgrenet kronel give farve til bedet – i kontrast til de mange visne stauder.

Det bliver et super flot bed, når det først er plantet helt færdigt.

Nu er første etabe med plantning af stauderne i hvert fald overstået. Jeg fik plantet alle dagliljerne og vandet dem grundigt, så de får en god start. Nu glæder jeg mig til at se dem vokse op og blomstrer – hvilket jeg ved at Rune også gør 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *