Tryk "Enter" for at gå til indhold

Det ligner hårdt arbejde…

Havearbejde forbinder – desværre – rigtigt mange med hårdt arbejde. Sådan behøver det bestemt ikke være. Hemmeligheden er at få haven indrettet korrekt og varierer opgaverne.

Bedst som man hygger sig i haven…

Vi har rigtigt været i haven denne weekend. Det har været vildt hyggeligt. Dejligt, når man kan få en hel weekend og nyde haven – og komme videre med mange af projekterne i haven.

Der er blevet klippet græs, plantet en del nye planter og havens mange krukker er blevet vandet – såvel som forårets nye planter har fået en god mængde vand. Vi har heldigvis haft et skønt havevejr, denne weekend.

Den helt store opgave for haven har dog været, at få fjernet græsset fra to store nye bede, som vi vil anlægge. I hvert fald få påbegyndt arbejdet. Vi nåede halvejs. Det tager sin tid at grave græs væk.

Det er da netop også opgaven med at grave græs væk, som gav ideen til dette blogindlæg. Skal naturligvis nok vende retur med nærmere information om det nye bed, på et senere tidspunkt. Nu skal det nemlig handle om havearbejde.

Snak over hækken…

Bedst som vi stod og kæmpede med græsset, så kom der nemlig en dame forbi og kiggede ind. Kendte hende ikke. Hun var vist bare ude og lufte hund. Og da vores nyplantede hæk endnu ikke er vokset sig høj, så havde hun frit syn ind til vores projekt i haven, hvortil hun kommenterede “Det er varmt vejr til havearbejde idag”. Og hun fortsatte “det ligner hårdt arbejde”.

Nu skal “damen” – som jeg med det indlæg får mere og mere lyst til at kende navnet på – ikke klynges op, for at henvende sig til os.

Atid hyggeligt med interesse for det vi laver. Og vi fik da en hyggelig snak med damen om haven og vores projekt med at forvandle haven til en staudehave.

Vi vil dog tillade os et komme med en lille korrektion. Mest af alt, fordi hun konstant brugte betegnelse havearbejde – og hårdt havearbejde. En kommentar, som netop fik os til at snakke om ordet “havearbejde” efterfølgende.

Havearbejde er ikke et “arbejde

Vi ser det jo nemlig ikke, som “hårdt havearbejde”, når vi er i haven. Vi går i haven og hygger os. Og ja, måske netop derfor vi blev så – i mangel af bedre ord – stødte over det konstante fokus på ordet “havearbejde” og “hårdt havearbejde”.

Havearbejde er jo netop ikke et arbejde – medmindre man ligefrem er gartner. Præcis ligesom det er forkert at sige, at man passer egne børn. En pædagog passer børn, som forældre er man sammen med sine børn.

Vi fandt dog ikke et bedre ord for havearbejde. Ikke at vi egentlig bruger ordet havearbejde ret meget. Hjemme hos os bruger vi oftest betegnelsen “jeg går i haven” – eller omvendt “gå du i haven og hyg dig, så støvsuger jeg“.

Modsat kan vi heller ikke sige, at vi ikke bruger ordet “havevarbejde”. En snak over hækken med en fremmed dame, fik os dog begge til at tænke over ordet “havearbejde”. Og fjernelsen af græs gik da lidt lettere efter en pause – og vi havde pludselig en vældig debat indbyrdet om netop havearbejde.

To tosser og uendelig stor have

Vores debat var da netop om betegnelsen “havearbejde” gør det at have en have til et større projekt. Der er jo i hvert fald ingen tvivl om at vi har både familie, venner og bekendte, som mener vi er to tosser, at anskaffe os sådan en uendelig stor have – til arbejde for altid.

Vi er måske to tosser. Det kan vi ikke afvise. Vi er dog begge mægtig glade for haven – og elsker at gå i haven. Vi hygger os. Vi ser det ikke, som havearbejde, men som vores fælles hobby.

Vi har desuden et konstant fokus på at gøre haven nemmere. Vi bliver jo ikke yngre – ikke at vi tænker på alderdom allerede, men ingen grund til at gøre tingene mere besværligt.

Dertil skal måske lige tilføjes, at nemmere er relativt. Præcis ligesom hvad nogen ser som arbejde og andre ser som en hobby er svært af argumentere for eller imod.

Når vi anlægger et nyt bed eller på anden vis laver ændringer i haven, så skal det være for at forbedre haven – og gøre haven mere overkommelig. Det er da netop også derfor at vi arbejder henimod at mindske mængden af græs – og forvandle haven til en stor staudehave.

Overkommeligt havearbejde

Nogle vil måske mene at bede er langt mere besværlige end en græsplæne. Det er dog lodret uenige i. Når vi anlægger et bed, så anlægger vi det med fokus på minimal vedligeholdelse. Det betyder plant tæt og plant for en lang blomstring – fra tidlige forår og indtil efteråret er jorden dækket af blomster. Derved kvæles ukrudt og vi slipper for at luge havens bede.

Faktisk er eneste arbejde med et ordentligt anlagt staudebed, at klippe døde stauderne ned i foråret. Gøde et par gange igennem væksperioden – og naturligvis opbinde skrøbelige planter. Og ellers blot fjerne døde blomster.

Det er da virkelig overkommeligt havearbejde – for at bruge en betegnelse, som alle vist forstår (trods vi ikke er fan af ordet).

Hemmeligheden til nemt havearbejde

I forlængelse af pointen med at vi altid har fokus på at gøre haven nemmere, så har vi også altid for øje at dele opgaverne i haven op.

Alle ved at fabriksarbejde oftest er meget monotont arbejde. Det slider voldsomt hårdt på kroppen. Det er totalt modsat tankegang vi har, når vi arbejder i haven – det må aldrig blive monotont.

Vi kunne naturligvis nemt have fjernet græs fra de to nye bede i løbet af en weekend. Vi er to. Det ene bed er 16 kvm. Det andet bed er 12 kvm. Alt i alt 28 kvm. Det ville kunne nås på en weekend, når vi er to – trods det er hårdt arbejde.

Det skal være hyggeligt – og må ikke gøre ondt.

Vi arbejder dog ikke på akkort, når vi er i haven og hygge ros. Der skal være plads til kaffepauser. Der skal være plads til at hygge med Toby i skyggen. Der skal være plads til at tage 30 minutter på marken med vores nye lam og får – og der skal være plads til en snak henover hækken med en fremmed dame.

Der skal desuden altid være plads til en ispause. Det tog vi lørdag over kl. 14. Hoppede i bad. Tog bilen og susede til Fredensborg Slot. Købte en is i iskiosken, gik en lang tur i parken med Toby og bare nød det skønne vejr – og den flotte slotspark.

Nå ja! Og vigtigst. Vi vil ikke gå i seng om aftenen helt rædbrækket af at have knoklet i samme stilling en hel dag. Projektet med at fjerne græs startede fredag, fortsatte lørdag og igen søndag. Indimellem er der lavet andre haveopgaver. Der er klippet græs, nusset om lidt blomster, vandet krukker, plantet nogle blomster i et andet bed osv osv – indimellem arbejdet med at grave græs af bedet. Ikke fordi kroppen var træt, men netop for at undgå at kroppen blev træt – og for at få brugt kroppens andre muskler, såvel som strukket kroppen ud.

Den tanke må vist være den vigtigst, når det kommer til at forvandle “havearbejde” til “hygge i haven”.

havearbejde
Toby hyggede sig i skyggen – imens vi gravede græs af det nye staudebed.

Nyt staudebed

Nu har det vist handlet nok om ordkløveri. Pointen med dette indlæg må vist være, at huske at hygge sig i haven – og huske at passe på kroppen, når man er i haven. Ingen grund til stress og jag i haven. At gå i haven skal være en glæde, ikke et arbejde – ellers skal man måske overveje at flytte til en mindre have. Eller måske overveje en lejlighed.

Afslutningsvis skal lige nævnes, at græsset blev gravet væk fra det store nye bed. I løbet af ugen får vi fjernet græsset fra det andet bed. Derefter skal jorden graves igennem, der skal køres kompost på – og derefter er vi klar til at plante bedet til med massevis af stauder.

Temaet er pink

Udgangspunktet for bedet er vores nyplantede kejserbuks, som står i det store bed. Kejserbuksen vil blomstre med pink blomster i november og december. Og staudebedet er designet til at stå i pink fra slut april og indtil slut oktober – derefter kan kejserbuksen tage over et par måneder, før forårløg tager over i februar, marts og april.

Læs om plantning af kejserbuks her

Går alt som det skal, så skulle de nye pink staudebede gerne stå med blomst 11 måneder om året – takket været en blanding af stauder, forårsløg og blomstrende buske.

Vi glæder os!

Skal desuden nok vende retur med mere information om det pink staudebed, i et senere blogindlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *