Gladiolus blomster er skønne i haven, hele sommeren. Og med ganske få trick, så kan det hurtigt blive til mange flere løg – formering af gladiolus er ganske nemt!
En pause fra juleri…
Det er måske mærkeligt, at tale om formering af gladiolus blomster, her i december. Gladiolus er trods alt en sommerblomst – eller i hvert fald blomstrer gladiolus om sommeren. Helt præcist er gladiolus et løg, et sommerløg.
Præcis som det gælder for alle løg, så er formering lettest ved deling og opformering af de sideløg, moderløget sætter hver sæson.
Kan lige indskyde. Det er også muligt at formere løg ved at så frø, men det tager noget længere tid. Og man skal være meget opmærksom på krydsbestøvning, hvis man ønsker samme egenskaber som der frøet er høstet. Kort sagt, det er svært at styre farve og kvalitet ved frøformering af løg.
Deling af løg bør først gøres, når bladmassen er visnet ned – og løget har hentet alt kraft ned i løget. For forårsløg, som naturligvis blomstrer i foråret, så kan delingen gøres i juni-juli. Anderledes er det for sommerløg, som jo har blomstret indtil september – og desuden har en noget kraftigere bladmasse.
Sommerløg kan først deles i december. Til denne tid er bladmassen visnet ned og løgene tørret.
3 gange. Nu en tradition…
Det er vores tredje december på Nymølle.
Vi overtog gården i maj 2017, perfekt tid til at lægge gladiolusløg i haven – og det var da også noget af det første vi købte til haven.
Dermed også tredje gang, at bruger et par timer i stalden på at rengøre og dele gladiolusløg. Skøn tradition, som vi har fået her. En lille pause fra juleræs, indkøb af julegaver, julefrokoster og alt det andet julehygge og juleri.
Tiden på at dele og rengøre gladiolusløg er kun steget. Formering af gladiolus bliver nemlig hurtigt til mange løg. Vi startede ud med 15 løg. 2017 gik rengøring og deling ganske nemt. I år er der mange flere løg, og opgaven tog – naturligvis – mere tid. Det gør dog ikke noget. Det er ganske hyggeligt. Og der er dejlig tørt i stalden.
En rigtig hyggelig december tradition vi her har fået. Og dejligt at se, at mængden af løg vokser.
Formering af gladiolus
Teknikken til formering af gladiolus har vi vist allerede afsløret. Det gøres ved at høste sideløg.
Hvordan høst af sideløg og opformering af sideløg gøres, kommer vi lige tilbage til. Formering af løg starter nemlig tidligere end i december. Det hele starter efter opgravning af gladiolus løgene, hvor det først og fremmest er vigtigt at sikre den rigtige tørring.
Tørring af gladiolus løg er lidt mere omstændigt end tørring af andre typer løg. Gladiolus skal nemlig først tørres ved højere temperaturer – hvilket kan være svært at finde udendørs i september, når løgene graves op.
Læs om første tørring af gladiolus her
Efter 1-3 ugers tørring ved høj varme – gerne over 24 grader – skal løgene flyttes til et køligere lokale. Vi bruger stalden, men en garage vil også være fint.
Læs om anden tørring af gladiolus her
Efter et par måneder i stalden, så er bladmassen visnet helt ned – og løgene er tørret perfekt. Og det er netop her vi er kommet til nu, hvormed løgene også er klar til rengøring, deling og første etape i formering af gladiolus.
Rengøring og formering af gladiolus
Med løgene korrekt tørret, så kan den visne bladmasse klippes væk – og løgene deles og rengøres.
Kan også fint vente til senere. Det behøver ikke være her i december, hvis tiden ikke er til det. Kan sågar vente helt til maj, lige før løgene lægges i jorden. Vi rengør og deler nu, da stalden om lidt skal bruges til vores får.
Det hele går ganske nemt. Løgene hænger ophængt, så der er god luftcirkulation omkring løgene – og det får løgene lov til endnu. Eller rettere sagt bladmassen. Vi starter nemlig fra en ende og klipper løgene af, et efter et. Når alle løgene er klippet ned, så hænger kun bladmassen tilbage. Klar til at ryge på komposten.
Løgene klippes af bladmassen med en grensaks, for at sikre et pænt snit i stilken – og undgå at rive stilken af løget, hvormed løget skades.
Det er ganske nemt at se, hvad der er moderløg og hvad der er sideløg. Sideløgene er de bitte små løg – på størrelse med store perler. Moderløget, som er derfra blomsten er skud i år, er det kæmpe store løg.
Nederst på løget sidder en klump med rødder.
Høst af sideløg
De små sideløg fjernes, som det første. Gøres ganske let ved at ryste løget og dernæst gnide fingrene henover sideløgene. De flader let af, så det er en god ide at nulre sideløgene af henover en spand, hvor sideløgene kan drysse ned i.
Efter sideløgene er fjernet har man et stort gladiolus løg tilbage, hvorpå der sidder en masse rødder.
Rødderne sidder i en klump på bunden af løget, som let fjernes ved at lave et lille let vrid på rødderne.
Det gøres ganske nemt. Og dermed er høst af sideløg og rengøring af moderløg færdigt. Og tilbage står man med et stort, fint gladiolus løg – klar til at blive plantet ud i haven til maj, hvor det igen kan bidrage med endnu én stor gladiolus blomst.
Se små sideløg kommer ikke til at blomstre i 2020. Det er de bittesmå sideløg alt for små til. Der er slet ikke kraft nok i løget til at sætte en blomst. Formering af gladiolus tager altså tid, men ved at høste sideløgene er man godt på vej.
Guide til formering af gladiolus
De små sideløg er de løg, som skal bruges til formering af gladiolus. Præcis ligesom de store løg, så skal de små sideløg lægges i jorden til foråret. En plantekasse eller plantebakke er fint. Læg de små løg med 5 cm afstand, så har de plads til at vokse.
Vokse vil de! Temmelig meget. Det lillebitte sideløg, som ikke er meget større end en stor perle, vil vokse til at have en størrelse på en stor nød – nogle på størrelse med en valdnød.
Plantekassen vil i løbet af sommeren ligne en stor omgang kassegræs – eller mindre siv. Ingen blomstrer vil komme. Men husk at trods der ingen blomster kommer, så skal plantekassen ud og stå, og have sol.
Til efteråret graves løgene op og tørres, præcis ligesom de øvrige – og store – gladiolusløg, som har blomstret. Sideløgene vil dog ikke have sat sideløg, men blot være vokset større.
Til december rengøres sideløgene, som nu har størrelse med en stor nød. Og til foråret 2021 lægges de igen i jorden. Her vil nogle blomstre, andre vil ikke. For større løg er det en god ide at fjerne blomst straks den skyder – perfekt til buketter.
Til efteråret 2021 kan høstes et løg på størrelse med moderløget. Eller rettere sagt en temmelig stor mængde, for hver moderløg sætter mange sideløg – trods de er ganske små..
Formering af gladiolus tager altså tid, men arbejdet er hurtigt overstået – især, når man jo netop alligevel skal opgrave, tørre og rengøre de store løg. Så sideløgene er blot en hurtig lille side-beskæftigelse, som giver massevis af nye løg til have i løbet af et par somre.