Nu er det tid til lægning af gladiolus og fresia – såvel platning af ranunkler i haven. Jeg fylder skærehaven med alle tre, som er GENIALE til buketter…
Skærehave – dyrkning af blomster til buketter
I år skal køkkenhaven ikke kun være til glæde for maven. Jeg har bygget 4 mindre højbede, som ligger i forlængelse af køkkenhaven. Disse skal fungerer som min skærehave til dyrkning af blomster til buketter.
Naturligvis også Runes. Vi er trods alt to om haven her på Nymølle. Rune forstår ikke helt behovet med en skærehave. Rune mener jeg bare kan klippe buketter i haven – der er jo så mange blomster. Det fungerer bare ikke for mig. I prydhaven skal blomsterne jo netop pynte. Jeg ender derfor altid med bare at klippe det, som alligevel er ved at visne. Med en skærehave, så er hele pointen at jeg kan – eller rettere sagt SKAL – klippe, når blomsterne er ved at springe ud. GLÆDER mig!
Skærehaven består af 4 bede på 1,5×1,5 meter. Jeg har fire bede, for at kunne sikre en fornuftig sædskifte rotation. Der bør nemlig gå 4 år imellem at der dyrkes Gladiolus, Georginer og lignende planter samme sted i haven.
Nu starter jeg i år med lægning af gladiolus i ét af de fire bede. Næste år flyttes til et ny, året efter et nyt og tredje år et ny – og først efter 4 år, så lægges gladiolus igen i samme bed. Derved sikres det at planterne har det godt og de optimale vækstbetingelser i jorden.
Nu er tiden kommet til at skærehaven for første gang skal plantes til. Der skal lægges gladiolus i jorden, såvel lægges fresia og udplantes forspirede ranunkler. Alt imens spirer det frem i vindueskarmen med forskellige sommerblomster, som sidenhen skal plantes ud – jeg vender dog lige nogle uger endnu førend jeg udplanter sommerblomster. Forårsvejret har ikke rigtigt fået fat i maj måned endnu, men forhåbentligt kommer det snart.
Lægning af gladiolus
Jeg er startet med at luge, kultivere og til slut rive jorden. Ved lægning af gladiolus og andre løgvækster – gælder egentlig ved alt dyrkning – så er det en rigtig god ide at starte med et rent og jævnt plantested.
Derefter har jeg lagt alle de mange gladiolus ud over hele jorden. På 1,5×1,5 får jeg plads til 75 gladiolus løg. Har købt i forskellige skønne farver, så jeg kan lave massevis af farvestrålende buketter. Gladiolus er virkelig en skøn blomst til buketter.
Med alle løgene på plads, så er det bare at grave huller og dumpe løgene ned i jorden. Gladiolus skal plantes i 10 cm dybde. Og et godt råd ved lægning af gladiolus er at være omhyggelig med plantedybden. Forstået på den måde at løget altså bør dækkes af minimum 10 cm jord. Ellers risikeres det at blomsterne vælter, når de springer ud.
Her i skærehaven vil jeg desuden sætte støtte op, for at undgå gladiolus vælter. Det gør jeg nu ellers ikke normaltvis i haven, men der er også andre omkringstående planter til at støtte gladiolus.
Lad mig tilføje. Gladiolus fungerer super fint også i krukker. Her vil jeg dog også anbefale støtte, for at gladiolus ikke vælter. Jeg har også kommet en masse gladiolus i krukker, som skal pynte rundt i haven – senere på sæsonen. Netop nu er haven pyntet med massevis af krukker med forårsløg.
Dyrkning af gladiolus – genbrug af gladiolus efter lægning af gladiolus
Nu skal det ikke handle om genbrug i dette blogindlæg. Det skal handle om dyrkning af blomster til buketter og tilplantning af skærehaven. Jeg vil dog i forbindelse med lægning af gladiolus tilføje, at hvert eneste løg nemt kan genbruges igen næste år – og samtidigt forvandles til massevis af nye løg.
Ved godt at gladiolus løg kan købes billigt i mange supermarkeder på denne årstid. De løg er helt fint, men farverne er temmelig tarvelig. Det er altså noget andet at købe de bedre løg på planteskoler – eller bestille på nettet, som jeg har gjort. Der kan fås gladiolus, hvor bladene nærmest ligner fløjs. Så smukt! Jeg har købt gladiolus fra Blomsterverden – min absolut favorit plante-pusher på nettet.
Det handler ganske enkelt bare om at grave løgene op i efteråret, når man har haft fornøjelsen af blomsterne.
Læs om dyrkning af gladiolus løg her
Lægning af fresia
Lægning af gladiolus har jeg gjort i et hele bed – altså et af de fire bede, som udgør min skærehave. Så meget plads sætter jeg ikke af til lægning af fresia. Her i skærehaven overholder jeg desuden heller ikke anbefalede planteafstand, men lægger og planter langt tættere – alle blomster bliver jo netop fjernet førend blomst, så planterne har ikke brug for ret meget plads.
Fresia lægges i blot to rækker på 1,5 meter. Der lægges 20 fresia løg pr række, som lægges med ca. 7,5 cm afstand – normalt anbefales den dobbelte planteafstand.
Det virker måske af utroligt få fresia i forhold til de enormt mange gladiolus løg, som jeg har lagt. Det er det da også, men fresia sætter 3-5 blomster pr løg. Så med 40 løg kan jeg i hvert fald forvente 120 blomster – og det er jo noget mere end de 75 gladiolus blomster, som jeg får fra de 75 gladiolus løg.
Plantning af ranunkler
Som det sidste, som plantes for denne gang i skærehaven, så plantes også ranunkler – eller rettere sagt der udplantes ranunkler.
Jeg har nemlig allerede for længst begyndt forspiring af ranunkler.
Læs om forspiring af ranunkler her
De sidste uger har mine forspirede ranunkler stået i en plastkasse – fungerende, som et minidrivhus. Rigtig praktisk løsning, da jeg nemt kan bære ind om natten ved udsigt til nattefrost.
Nu er planterne dog så store og hærdede for vejret, at de skal plantes ud i skærehaven.
Og det var det, for denne gang. Nu er det blot at vente indtil jeg til juni, juli og august kan hente massevis af blomster til buketter fra min nye skærehave. Senere her i maj udplantes forspirede sommerblomster, ligesom andre sommerblomster sås direkte i skærehaven – nogle vil jeg kunne høste til juli og august, andre vil jeg først kunne høste fra september og hele efteråret.
Og NØJ, hvor jeg glæder mig over denne lille del af haven, hvor jeg netop med super god samvittighed kan gå ud og hente massevis af blomster til buketter. Kan allerede mærke, at det bliver vildt godt. Jeg er meget begejstret!