Tryk "Enter" for at gå til indhold

Altid et besøg værd!!!

Vi har besøgt mange planteskoler og plantecentrer. Vi har ikke besøgt alle, der findes. Vi har dog allerede fundet vores favorit og – efter vores mening – danmarks bedste planteskole.

Danmarks bedste planteskole

I hvert fald den bedste planteskole på sjælland er Hesselbækgaard – hvis man spørg Rune og jeg.

Lad det hurtigt blive indskudt, at der ikke er talt om betalt markedsføring. Vi har aldrig fået rabat, vi har aldrig fået planter og vi har aldrig fået penge, for at fremhæve Hesselbækgård på vores blog.

Vi har blot fået fantastisk service, fantastisk gode planter og fagkyndig vejledning.

Når vi skriver i hvert fald på sjælland, så er det fordi vi bor her. Og det er naturligvis her vi har besøgt flest planteskoler. Mine forældre bor dog i jylland. Rune er opvokset i jylland og har fortsat meget familie i jylland. Runes forældre er dog flyttet til Lolland.

Kort sagt, så kommer vi ret meget rundt i Danmark. Først og fremmest for at besøge vores forældre og familie, men også for at holde ferie. Og vi besøger mange planteskoler, når vi sådan suser igennem jylland, henover fyn eller rundt på lolland og falster.

Det er altid sjovt at komme rundt og se planterne på de forskellige planteskoler. Et besøg på en planteskole er også altid en herlig anledning til en pause fra en familieweekend – I og med vi bor på sjælland, så bliver bliver ofte til længere besøg, når vi bevæger os til lolland, fyn eller jylland.

Vi tør derfor godt bruge betegnelsen Danmarks bedste planteskole om Hesselbækgård.

Hesselbækgård er den bedste planteskole

Vi er desuden så enormt heldige at have Hesselbækgård liggende kun 15 minutter fra vores hjem. Det gør naturligvis også, at vi er kommet der en del, siden vi overtog Nymølle og er begyndt at anlægge vores have.

Helt fra dag ét har vi fået en ubeskrivelig god service. Venlighed og imødekommenhed er en selvfølge – tror aldrig jeg har oplevet en arbejdsplads med så smilende medarbejder. Skulle nærmest tro, at personalet er instrueret til at smile til alle. Det er skønt! Og dobbelt skønt er det, at personalet virkelig vil hjælpe.

Der går mange rundt i planteskolen og sætter planter på plads. Når man spørg, så smider de altid, hvad de har i hænderne og er klar til at hjælpe – det er nærmest “lidt for meget” i mangel af bedre beskrivelse. Min pointe er, at det er fantastisk! Sikke en service!

Vi har nok alle prøvet at være i et supermarked eller anden butik, hvor man spørg om hjælp – og får beskeden “spørg ved kassen” eller endnu værre “ring på klokken derhenne”.

Faktisk er det en oplevelse at besøge Hesselbækgaard helt fra man kører ind på parkeringspladsen. Træer og hække pryder parkeringspladsen – og i det tidlige forår pynter forårsløg græsplænen.

Det er virkelig noget andet end de ellers ofte kedelige planeskoler, som blot ligner store drivhuse og kæmpe indhegninger omkring de udendørs planter, såvel som en altid mudret parkeringsplads.

Indgangspartiet til Hesselbækgård er anlagt med flotte bede, som er plantet til med træer, stauder og buske. Præcis, som mange ville gøre det i deres egen forhave. Det er ikke lige vores stil, men det er flot og indbydende.

bedste planteskole planter stauder rådgivning

Det handler om planter…

Et besøg på en planteskole handler dog først og fremmest om planter. Indretning, service og fagkyndig personale må nok siges at være anden prioritering – trods det er skønt at få. Præcis ligesom gode priser altid er dejligt, også.

Hesselbækgård leverer på det hele! Og scorer topkarakter hele vejen rundt. Det er virkelig altid et besøg værd at køre en tur til Hesselbækgård.

De har en stort og flot udvalg af planter. Især rododendron, roser og stauder har de utroligt mange af, men også træer og buske.

Personligt er jeg gladest for at besøge afdelingen for stauder. Skønt at gå igennem de mange planter, som virkelig bare stråler af sundhed og liv.

Jeg er især glad for inddelingen af stauderne. Alle stauder er inddelt i farver, hvilket gør det utroligt overskueligt – og gør det vældig nemt at finde planter, som passer sammen.

farve inddelt stauder planteskole bedste hesselbækgård

Hver plante har desuden en udførlig beskrivelse af blomstringstid, højde, størrelse – ja alt, hvad man måtte ønske at vide om planten er beskrevet ved siden af et stort billede af planten.

Beskrivelsen af planterne er virkelig exceptionel god hos Hesselbækgård. Langt over normalen, for hvad man ellers oplever.

Gør det virkelig nemt at forelske sig i planter, såvel som finde planter til ens bede.

Rune er mere glad for afdelingen med roser. Rune er dog virkelig også ekstremt glad for roser. Tror, at det er noget, han har med hjemmefra. Runes mor er virkelig også glad for roser – og har nogle fantastisk flotte roser i hendes have.

Jeg er nu også glad for roser. Jeg er dog opvokset i Holstebro, hvor jorden er meget sandet og næringsfattig. Altså det modsatte af, hvad roser kan lide. Roser har derfor altid været havens lidt sørgelig planter. Måske netop derfor jeg er så glad for stauder. Jeg er vokset op med haver fyldt med smukke stauder.

Prikken over i’et

Årsagen til dette blogindlæg handler dog hverken om stauder eller roser. Faktisk har dette indlæg – og nominering, om man vil af Hesselbækgård, som Danmark bedste planteskole – intet med planter at gøre. Det handler om gødning. Eller helt præcis ubekrivelig god kundeservice.

Jeg var for et par uger siden på Hesselbækgård i anledning at skulle købe gødning til pæoner.

Læs om plantning af pæoner her

Pæoner tåler ikke kvælstof. Altså Nitrogen, forkortet N. Og kan derfor ikke få NPK gødning.

Mange giver måske pæoner NPK gødning, men det er en kæmpe fejl. Min bedstefar har avlet mange pæoner og fra ham har det altid været en regel at pæoner ikke måtte få almindelig gødning. Kun PK gødning – også kaldet efterårsgødning. Desuden skal pæoner have kalk.

Nu skal det ikke handle om gødning i dette blogindlæg. Lover at vende retur på et senere tidspunkt med et indlæg om gødning til pæoner.

Lad det blot blive pointeret endnu engang. Pæoner må IKKE få kvælstof, da det får pæoner til at sætte fokus på blade fremfor store knolde – og dermed mange blomster. Det er nemlig fra knoldene at blomsterne tager deres kraft.

Derimod skal det handle om virkelig god kundeservice hos Hesselbækgård.

Jeg havde brugt det sidste af min PK gødning, arvet fra min bedstefar. Jeg havde googlet en masse på nettet, men ikke rigtigt fundet noget sted at kunne købe PK gødning – eller efteråsgødning, som det også hedder.

Derfor var jeg kørt til Hesselbækgård. De havde ikke PK-gødning, men det forblev ikke ved et nej. Imens en undersøgte om de kunne få det, så undersøgte en anden om en planteskole i nærheden havde.

Det er service!

Helt ubeskrivelig god service! Når jeg genfortæller historioen nu, så smiler jeg og tænker wauw!

Det var helt unødvendig god service. Langt ud over det forventede.

Jeg bestemte allerede da jeg kørte derfra, at det skulle blive et blogindlæg med temaet Danmarks bedste planteskole.

Jeg kan tilføje, at jeg nu har fået hentet PK-gødning hos et andet plantecenter – hvor Hesselbækgård guidede mig til. Nu vil jeg ikke nævne plantecentret jeg hentede gødning hos, men blot smilende tilføje, at jeg blev henvist til kassen, da jeg spurgte en i plantecentret om PK-gødning.

Jo tak! God service er sjælden idag!

Hov forresten…

Jeg kan ikke udtale mig om Hesselbækgårds håndtering af reklamationer. Jeg har nemlig aldrig oplevet at have en reklamation. Alle planter Rune og jeg har købt hos Hesselbækgård stortrives i haven. Og vi har købt mange planter hos Hesselbækgård. De frostsikre krukker har det fortsat godt. Og vores rosmarin fra Hesselbækgård lever endnu – trods rosmarin ikke er glad for den danske vinter.

Med styr på alt andet, så er jeg dog sikker på, at Hesselbækgård også håndterer reklamationer flot.

Andet skulle undre mig meget!

2 Kommentarer

  1. Jesper
    Jesper 3. april 2019

    Hej Martin og Rune,
    1000-tak for de flotte ord, vi her på Hesselbækgård er meget meget glade for jeres fine bloginlæg, og det er jo præcis oplevelser som jeres, der for os er vigtige i dagligdagen, nemlig kunder der besøger os, og får endnu mere ud af deres besøg, end de forventede.
    Det forsøger vi at leve op til, men kan da blive helt i tvivl om vi kan leve op til så fin en anmeldelse :0)
    – Super spændende projekt i har gang i, og virkelig en flot blog. Den vil vi kigge mere på, når vores travle forårs sæson ebber lidt ud.
    Mvh Jesper Hesselbækgård Havecenter

    • Martin - Nymolle1900
      Martin - Nymolle1900 4. april 2019

      Hej Jesper 🙂

      Velbekom! Vær dog endelig ikke i tvivl, om i kan leve op – I gør det skam allerede!

      Virkelig en fantastisk planteskole du har! Der findes helt sikkert planteskoler med større udvalg, billigere priser, mere eksotisk udvalg… men aldrig oplevet en planteskole med så utroligt søde, hjælpsomme og venlige medarbejder.

      – og når det så er sagt, så er jeres priser ganske fornuftige. I har et flot udvalg både af stauder, roser, træer osv.

      Vi har absolut intet at klage over!

      Netop også derfor, at vi gerne beskriver Hesselbækgård, som Danmarks Bedste Planteskole.

      En “nominering”, som ærligt lidt overrasker – især mig – givet jeg er vokset op med Jespers Planteskole i baghaven og fulgt Jespers Planteskole helt fra åbningsfest, som 3 årig… I starten var det vist en talende Beo Stær, som gjorde besøget værd, siden blev det planterne.

      Nu skulle fokus ikke drejes på Jespers Planteskole. Blot imponerende, at I topper 30 års favorit…

      Jeg har virkelig besøgt mange planteskoler. Rune og jeg har besøgt utroligt mange planteskoler. Specielt efter vi overtog Nymølle og begyndte vores haveprojekt.

      Hesselbækgård Havecenter er uden tvivl vores absolutte favorit planteskole!

      Skønt at have jer i vores “baghave”! Vi glæder os til mange ture til jeres planteskole fremover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *