Vores gør det selv hønsehus projekt fortsætter. Nu skal hønsehuset flyttes ud i haven…
Først et fundament
Vores nye hønsehus er bygget med den tanke, at det skal hæves på et fundament af pæle. Derved sikres hønsehuset mod, at rotter og mus kan bygge rede under hønsehuset. Desuden får hønsene et sted at kunne gå i læ.
Der er også en lille design detalje og konstruktions detalje ved at hæve hønsehuset over jorden. Hele hønsehuset er nemlig designet, så der kan bygges en hønsegård udfra hønsehuset.
Hønsehuset er bygget af krydsfinerplader, som satte sin begrænsning i forhold til højden på siderne i hønsehuset – og for at sikre en passende højde i hønsegården, så vi kan gå derinde, så hæves hønsehuset. Dermed bliver hønsegården 1,6 m i højden.
Læs om vores hønsehus design og tanker her
Ved at hæve hønsehuset, så er fundamentet også ganske nemt lavet. Et rigtig gør det selv projekt, hvilket passer super med et gør det selv hønsehus.
Fundamentet til hønsehuset laves af 4 pæle, som sættes i jorden. Ovenpå bygges et stabiliserende skelet, som hønsehuset kan hvile på.
Med et pælebor gik det nemt at få gravet hullerne til pælene, som blev sat i vatter. Pælene er gravet ned i 90 cm dybde, for at sikre stabilitet på hønsehuset – og sikre frostfridybde. Vi skal ikke risikere at vores nye hønsehus flyver væk, ligesom det sidste.
Læs om, hvordan stormen tog vores hønsehus her
Gør det selv hønsehus
Det var netop stormvejr 2. januar, som satte hele projektet med at bygge et hønsehus igang. Vores projekt “gør det selv hønsehus” har været et januar og februar projekt, som vi er gået til og fra. Meste af januar gik med at tegne hønsehuset og planlægge indretning – og ikke at tale om, at vi har brugt ret meget tid på at kigge på økonomien i at lave hønsehuset selv.
Der er mange fine hønsehuse til salg. Vi var egentlig også vældig glade for vores gamle hønsehus. Udfodringen var blot, at hønsehuset ikke var helt stabilt – og det er nok en generel fare ved alle købte hønsehuse. Medmindre man ligefrem vil betale 7-10.000 kr for et hønsehus.
Det kan helt sikkert betale sig, at bygge et hønsehus selv. Vi har bygget – og malet – vores nye hønsehus for 4000 kr. Tiden det har taget er naturligvis ikke medregnet, men skulle man regne timeløn for havearbejde og den tid man bruger på fritidsbeskæftigelser, så blev man vist under dynen 😉
Vi har fundet flere hønsehuse på nettet, som kan købes til 4-5000 kr. De leveres dog umalede. Maling er ikke så dyrt, men der ryger hurtigt 500 kr. oveni. Så vi har i hvert fald sparet 1000-1500 kr ved at lave et gør det selv hønsehus.
For de 4000 kr. vi har betalt for materialer til vores nye hønsehus, så har vi dog også fået et langt bedre hønsehus. Det er vi sikre på. Vores nye hønsehus blæser ikke sådan lige væk. Og bliver ikke skæv af en smule vind, ligesom det gamle hønsehus blev.
Det gamle hønsehus var flot, men også noget Kina-bras. Trods vi havde betalt 4900 kr for det.
Vores nye hønsehus er desuden større, så der er bedre plads til hønsene. Hønsegården bliver også større. Det biver ren luksus villa for hønsene – og sådan skal det være!
Opsætning af hønsehu
Efter at vi havde fået lavet fundamentet til hønsehuset, så var det bare at flytte hønsehuset.
Kan love for, at vi har fået mange sjove kommentarer om at bygge hønsehuset i garagen. Lige fra “pas nu på, at det kan komme ud” til “hvordan vil I få det ud i haven”.
Den med at få hønsehuset ud i haven, skyldes vist mest at vi har en onkel, som har bygget en kompost i skuret – for sidenhen at opdage at døren ikke var 1,5 m bred.
Det har dog været super fint at bygge hønsehuset i garagen. Der har været tørt og vigtigst af alt, så har der været lys. Godt nok er det begyndt at blive lysere nu, men januar og start februar var det altså tidligt mørkt. Meget mørkt!
Læs om vores hønsehus byggeri her
Hønsehuset kom desuden fint ud af garagen. Der var masser af plads! Og vi kunne fint løfte det, så enhver joke og spydighed bragt til skamme 🙂
Det er et tungt hønsehus, men vi flyttede 1 meter ad gange. Havde nogle kasser, som vi rykkede hønsehuset frem på. Det gik super fint. Og kan kun anbefales! Her er hverken ømme rygge eller ødelagte muskler.
Det er okay, at ting – engang imellem – tager tid.
Da vi først var fri af garagen gik det desuden noget nemmere. Vi løftede 4-5 meter ad gangen. Tog en pause og flyttede 4-5 meter igen. Vi kunne nok sagtens have løftet hele vejen i et løft, men hvorfor risikere dårlig ryg – eller risikere at tabe hønsehuset, når det nu er så flot.
Apropos flot hønsehus
Se lige, hvor det er blevet flot med hønsehuset i haven. Nu skal vi have lagt tagpap på hønsehuset og bygget en hønsegård, men det må vist blive til et projekt en anden dag. Nu vil vi slutte for idag, få fodret dyrene, komme i bad og så skal vi afsted til en middagsaftale.
Skøn søndag i haven med hønsehus byggeri!
Det tog desuden ikke hele søndagen i haven, at få hønsehuset ud i haven. Vi nåede også at få ordnet lidt andre praktiske ting i haven, ligesom vi har fået plantet 3 nye sommerfuglebuske.
Sommerfulgebuskene er plantet bagerst i haven, for at dele haven lidt op i rum. Det bliver super flot, når de kommer til at vokse sig store – og blomstre med massevis af lilla blomster.
Nu og her, så er vi dog klart gladest for at have fået hønsehuset flyttet ud i haven. Nu begynder vores gør det selv hønsehus projekt ligesom at kunne ses afsluttet – så vi kan få høns igen. Det bliver dejligt.