Efteråret er tid til lægning af hvidløg, for at kunne høste store flotte hvidløg til sommer. September vil jeg anbefale til hvornår det er bedste at sætte hvidløg.
Hvornår er det bedst at sætte hvidløg?
Jeg afslørede min anbefaling i indledningen til dette blogindlæg. Min anbefaling er at lægning af hvidløg sker i september. Oktober er også ok. November bliver lidt sent.
Gevinsten ved lægning af hvidløg i september er at der vil ske en hurtig fremspiring. Og når vi går på vinter, så står der allerede fine hvidløg i haven. Disse er klar til at vokse videre, straks vi får bedre vejr i foråret. Med andre ord, så har man allerede hentet et par måneder i vækst – og kan derfor høste hvidløg det tidligere, hvormed der skabes plads til nye afgrøder i køkkenhaven.
Vi dyrker helt almindelige hvidløg. Ellers blevet meget populært med elefanthvidløg eller slangehvidløg. De er også helt fine, men giver nogle meget store hvidløg – de almindelig hvidløg passer bedst til vores behov.
Lægning af hvidløg i køkkenhaven
Har netop været i køkkenhaven idag og sat hvidløg. Sætter hvidløg i 2 rækker på 3,5 meter. Det giver os en god høst af hvidløg. Vi har i hvert fald rigeligt med hvidløg til vores husholdning.
Imellem og omkring rækkerne med hvidløg udplantes forspiret persille. Dermed får vi to rækker med hvidløg og 3 rækker med persille. Det passer med at, når vi høster hvidløg i juli – så er persillen ved at være vokset sig så stor, at den overtager pladsen.
Endnu en gevinst ved persille omkring hvidløg er at i foråret lukker persille hurtigt af for jorden, så der ikke behøves luges omkring hvidløgene.
En ekstra gevinst ved at sætte hvidløg i september er at vi kan bruge de fremspirede hvidløg – altså det grønne – som “hvidløg” i maden. Smager rigtig godt. Smager som hvidløg. Tager lige en pause henover vinteren, men der har vi jo også de tørrede hvidløg. Når vi kommer til foråret, så begynder vi dog at klippe toppe af hvidløg, for at bruge det i maden.
Vi genbruger desuden egne hvidløg. Vi køber ikke nye sætteløg til hvidløg. Vi tager blot de flotteste hvidløg, som er høstet i juli – deler dem i fed, som sættes her i september.