Haven vokser. Samme gør mængden af haveaffald. Vi har derfor bygget en ny kompostbeholder, så vi kan lave skøn kompost og lækker gødning til havens bede.
Barndom med lego, ungdom med Ikea… Nu kompostbeholder.
De mange timer, som barn, der er brugt på at bygge lego – sidenhen udfordringer med at samle Ikea skabe – har sat sine spor. Og har hjulpet til at “designe” en hjemmelavet kompostbeholder.
Må vist hellere præcisere, hvis nogen skulle være i tvivl. Vi har ikke opfundet/designet den tredelte kompost. Vi har blot lavet en hjemmelavet kompostbeholder udfra tanken, at det skal være nemt, billigt og med minimal spild af træ.
Præcis, ligesom vi gjorde med vores hjemmelavede hønsehus. Få tegninger til hønsehus her
Helt præcist har vi kun haft 7 stumper træ på, som spild – som det ses på ovenstående foto.
Hemmeligheden er planlægning og dimentionere kompostbeholderen udfra de længder byggemarkedet sælger.
Vigtigst for os, var det at vi ikke ønskede at betale flere tusinde kroner for en kompostbeholder.
Gør det selv kompost
Kompost er i sig selv et gør det selv arbejde. Mange vil sikkert blot køre haveaffald på genbrugspladsen. Vi har dog en stor have og skaber temmelig meget haveaffald, så det bliver hurtigt til mange køreture til genbrugspladsen.
Kompost er desuden fantastisk god næring til havens bede, som vi nødig vil gå glip af. Derfor komposterer vi vores haveaffald og bruger komposten, som jordforbedring i haven.
Haven er vokset fra vores nuværende kompost – en trækasse, som vi engang har fået leveret hækplanter i – og nu er tiden til at udvide vores kompostbeholder.
En kompostbeholder er dog ganske dyr, hvis man vil købe en. Lidt søgning på google og man vil opdage, at en kompostbeholder nemt koster 3000-5000 kr. Især, hvis den skal laves i træ – og kunne rumme en større mængde haveaffald.
Sandt skal det sige. En kompostbeholder i plast til 300 liter kan købes for 300 kr. Dertil skal tilkøbes bund – og inden man er igang, så har man hurtigt brug for 2 beholdere mere. Selv for en lille have.
Vores kompost skal kunne rumme 1 kubikmeter haveaffald pr. 6 måneder. Dertil kommer en komposteringsperiode – vores kompost skal altså rumme minimum 2 kubikmeter. Og det er, som haven er nu, hvorfor vi bygger en kompostbeholder til at håndtere 3-4 kubikmeter haveaffald – inddelt i tre rum.
Hjemmelavet kompostbeholder til 1200 kr
Den færdige kompostbeholder står os i 1200 kr. Og vi tør nok sige, at vi har fået en noget bedre kompost end vi kunne købe. Tilmed til en rigtig god pris.
1200 kr. er en virkelig god pris for en stor kompostbeholder. Prisen er inklusiv de 7 stumper overskydende træ 😉
Til kompostbeholderen er brugt 4 H-stolper. Og 2 hjørne H-stolper. Alle 6 stolper i længden 2700 mm, som blev savet i 1200mm og 1500mm (største stolper til forsiden, så vi på sigt har muligthed for at lægge skråtag/låg på kompostbeholderen – hvis det bliver nødvendigt)
Sider og skilderum i kompostbeholderen er lavet af 14 terassebrædder på 3 meter og 7 terassebrædder på 4 meter.
De 3 meter lange terassebrædder blev savet i længer på 900, 900 og 1200mm. De 4 meter lange terassebrædder blev savet i længer på 900, 900, 1055 1055 – dermed opstod 7 stumper overskydende træ.
Alt i alt er der købt træ for 1200 kr.
Alt træet blev savet på parkeringspladsen hos Jem&Fix – så lån eller leje af trailer var der heller ikke behov for. Ganske nemt. Specielt skønt at komme hjem og bare kunne gå igang med at samle – nærmest som at have købt et Ikea skab, som blot skal samles.
Samling af hjemmelavet kompostbeholder
Hjørnestolper skal selvfølgelig i hjørnerne. Giver vist sig selv, ligeledes gør det med de øvrige stolper. Nævnes skal dog lige, at der bruges to stolper til midter inddelingen – se foto her:
De 900 mm brædder bruges til for og bagside. 1200 mm brædderne bruges i enderne. Endeligt bruges 1055 mm brædderne til skillevæggene imellem de tre kompostrum.
Ender og bagside, såvel som to nederste brædder i forsiden og skillevæg skrues fast i stolperne – med 6 cm mellemrum imellem hver brædde.
Opbygning går ganske nemt. Det er blot at starte ved en pæl, og bevæge sig fremad. Startede med bagsiden, som blev rejst – og sidenhen bygget videre udfra.
Voila. Det er det. Sådan laves en hjemmelavet kompostbeholder
Skillevægge – på nær to nederste brædder – kan nemt løftes op, for nem stikning af kompost. Samme gælde brædderne på forsiden, som desuden passer til alle tre rum.
På fotoet er frontbrædder ligeligt fordelt. Sådan bliver det ikke på sigt. De to beholder vil være fyldt imens sidste beholder er tom – eller ved at blive fyldt med nyt haveaffald, før komposten sættes – og sådan kører det i ring.
Hej Rune & Martin
Inspirerende at læse og se billederne. Det virker son en super god erstatning for vores nuværende åbne køkkenmødding. Et enkelt spørgsmål. Er de stolper i bruger trykimprægneret eller har i fået dem i lærketræ? Jeg synes nemlig ikke jeg kan finde dem i lærketræ og de links Claus sendte til Jem & Fix var også til imprægnerede stolper.
Og tak for at dele metoden!
/Anders
Hej Anders
Fedt du læser med… Kan kun anbefale komposten. Vi er MÆGTIG tilfredse med den.
Stolperne er godt nok i trykimprægneret – de klasssiske t-stolper, som sælger i mange byggecentre.
God arbejdslyst med projektet 🙂
Vh. Martin
Hej
Har i overvejet, om det er en god idé at bruge trykimprægneret træ? I en økologisk have med dyrkning af spisegrøntsager undgår man trykimprægneret træ til højbede, da træet er behandlet med problematiske stoffer.
Hej Thomas
Herligt du kigger med – og tak for dit indspark.
Komposten er beklædt med lærketræ – det har en god holdbarhed.
Men ja… H-stolperne er i trykimprægneret. Det havde vi vores overvejlser omkring. Vi fandt dog ikke H-stolper uden at være trykimprægneret – og derfor valgte vi denne løsning.
H-stolperne udgør dog så lille en del, at vi ingen bekymring har herved.
Vi har dog købt dansk trykimpræneret træ, som har en langt større miljømæssige krav end tidligere…Desuden fri for krom, som normalvis bruges i trykimprægneret træ og det er generelt pga krom, at trykimprægneret træ frarådet…
Så ja, det har skam været i vores tanker.
Held og lykke med dit projekt 🙂
Hej
Det er vel ikke trykimprægneret træ I bruger? Det tænker jeg ikke er godt for naturen.
Skal stolperne ikke funderes i jorden, så det bliver stabilt? Eller hvad tænker I om det?
Vh
/
Hej Pernille
Fedt du læser med 🙂
Hvis du tjekker kommentarerne til blogindlægget, så er spørgsmålet om trykimprægneret stillet tidligere 🙂
Og nej, naturligvis bruges ikke trykimprægneret… der bruges lærk.
Og nej, der er ingen grund til at fundere i jorden. Når komposten fyldes med haveaffald, så flyver den ingen steder 🙂
God byggelyst 😀 Og skøn påske…
Hej Rune og Martin
Jeg skal i næste uge købe ind til at lave jeres kompostbeholder men forstår ikke at der er forskel på endebræddernes mål og mellemrums bræddernes mål. Det er jo kun en lille forskel men hvorfor?
Vh Dorte
Hej Dorte
Herligt du kigger med – og fedt at du skal eftergøre vores kompost. Den er vi virkelig også mægtig glade for 😀
Forskellen skyldes at du i mellemrummene sætter en ekstra H-stolpe. Dette fordi bagbeklædning også sidde i én H-stolpe, så for at du kan få tage mellmestykkerne ud har du behov for en ekstra stolpe. Prøv at se fotos igen, så tror jeg du forstår 🙂
Specielt næst sidste foto kan du se, at der i mellemrum ligesom er to stoolper både for og bag – og heri glider brædderne nemt ned. Og det er altså GULD værd at kunne fjerne mellemrummene, når du skal vippe kompost fra ét rum til det næste.
Rigtig god arbejdslyst 🙂
Vh. Martin
Hey,
Jeg lavede bagsiden igår og glæder mig til det færdige resultat.
Set i bakspejlet undrer jeg mig over, at bagsiden er delt i tre fag. Hvis jeg havde haft overblikket fra starten, havde jeg valgt at undvære de to H stolper i midten, spare 14 oversavninger og forbinde de to hjørnestolper med tilsvarende lange brædder. Og herefter skrue de to H stolpe rumdelere på de rigtige steder. – Denne fremgang ville så kræve nogle andre mål for bagsidebrædderne og rumdelebrædderne.
Men måske er der noget konstruktionsmæssigt fornuft ved tre fag, som jeg ikke er opmærksom på?
/Claus
Hej Claus
Fedt du er godt igang med at bygge din kompost.
På den ene side har du helt ret. Du kunne godt have lavet bagbeklædningen i ét langt stykke. Konstruktionen bliver dog stærkere i 3 dele. Dette kunne du have løst med noget skrå-afstivning, men med tre-delt får du allerede derved en stærkere kontruktion.
Og der kommer altså meget tryk på siderne, når der er fyldt op med godt omsat kompost 🙂
Men selvfølgelig kan komposten bygges på andre måder, end vi har gjort det 🙂
Vh. Rune
Hey,
Bare lige for at være helt sikker. Er det så 1055 eller 1045, da I skriver 1045 længere nede i indlægget. Ift skillevæggene.
Vi er ved at indkøbe træ, selvom det bliver en dyrere omgang, end for et par år siden 🙂
K
Hej Kristoffer
Beklager forvirringen. Det får jeg lige rettet 🙂 Vist bare en slåfejl.
Vores er lavet med 1055 mm, men det kommer sig egentlig ikke så nøje – det er jo blot dybden på komposten. Laves den kortere/længere, så får du blot en mindre hhv større kompost.
Rigtig god fornøjelsen med det 🙂
Inspirerende.
Nå, men her i februar 2022 er priserne sandelig anderledes.
2 x H-Hjørnestolpe (https://www.jemogfix.dk/h-hjoernestolpe/4192/9028533/) á kr 159 = kr 318
4 x H-Stolpe (https://www.jemogfix.dk/h-stolpe/4192/9028532/) á kr 159 = kr 636
14 x Terrassebrædder 32x125x3000 (https://www.jemogfix.dk/sibirisk-laerk-terrassebraedder-32-x-125-mm-x-3-meter/4108/9059440/) á kr 110,25 = kr 1.544
7 x Terrassebrædder 32x125x4000 (https://www.jemogfix.dk/sibirisk-laerk-terrassebraedder-32-x-125-mm-x-4-meter/4108/9057287/) á kr 147 = kr 1.029
I alt: kr 3.527!
Men ideen er god. 🙂
Hej Claus
Pyh… ja, meget er godt nok stedet de sidste år. Hvorvidt træ kan findes billigere andet sted, kan jeg ikke svare på…
Jeg kan dog sige, at vi er MÆGTIG glade for vores kompost. Og trods prisstigning, så ville jeg bygge igen idag. Fungerer super godt, med h-hjørner, så mellemrum og forsider kan tages af.
Og ja… så er det da en noget pænere løsning (spørg du os) , en de mange kompost beholder, som er lavet af gamle paller… trods paller er gratis.
Men ja, det er godt nok vildt, som alting stiger i pris 🙁 Forhåbentligt vender det hele snart igen, nu vi efterhånden kan sige at corona-krisen er ved at blæse af…
Rigtig skøn fredag!
vh. Martin
Hej med jer
Hvor mange skruer brugte I?
Hvilke overvejelser gjorde I mht imprægneret træ og udvasknig af imprægneringsstoffer i komposten?
Venlig hilsen Peter
Hej Peter
Vi brugte virkelig ikke ret mange skruer. Flest skruer er brugt i bundrammen. Der er hvert brædde skruet fast til stolpen med to skruer.
Bagbeklædning og endestykker er hver sat fast med én skrue i stolpen.
Frontstykke og rumdeler er ikke skruet fast – du kan se, at der på disse stykker heller ikke er mellemrum imellem brædderne. Brædderne ligger blot ovenpå hinanden og kan løftes op, således at komposten nemt kan vendes fra ét rum til næste – såvel som at komposten nemt kan tømmes, når den tid er.
Vi har bygget vores kompost i terasse lærkebrædder. De er ikke trykimprægneret, men lærk holder godt. Lærk holder ikke så godt, som f.eks. eg eller robinie, men lærk er noget billigere. Og vi har god erfaring med brug af lærk – vores højbede i køkkenhaven er ligeledes lavet i lærk. Det holder fint.
Og vi valgte terasse brædder, da de er høvlet på alle sider – vores erfaring er, at det giver en mere holdbar overfalde. Modsat uhøvlet træ, hvor regner og sprækker er helt blottede.
Det var et ganske nemt gør det selv arbejde. Og en billig løsning til at få en stor kompostbeholder.
God fornøjelse med det 🙂
Hejsa
Det er et fint projekt, som jeg også vil kaste mig ud i.
Vi har 3 plastic kompostbeholdere, som er ved at eksplodere og vælte – det duer ikke 🙂
Men….
I skriver ingen dimensioner på jeres træ, udover længden 🙂
Venlig Hilsen
Brian Lynge Hagen
Næstved
Hej Brian
Du vil blive SUPER glad for en ordentlig kompost. Vi havde selv tidligere, nogle “hovsa løsninger”. Fungerede bare ikke og var alt for meget bøvl i forhold til hjælp.
Vi er mægtig glade for komposten, som den er blevet.
I forhold til dimensioner på træ, så er det 29 mm tykke stykker – og tror de er 90-100 mm i bredden.
Vi købte, hvad der var billigt i jem&fix – som naturligvis skal passe til de hersens stolper, hvor der er fræset ud til brædderne kan glide i 🙂
Held og lykke med projektet 😀