Netop fået leveret 831 hegnsbrædder. Ved godt, hvad de næste uger kommer til at gå med. Der skal monteres beklædning på vores plankeværk.
Ikke tale om hamstring…
Med fare for at gøre grin med noget, så alvorligt som Corona-virus, så har vi sørget for aktivering til de næste uger. Der skal sættes hegnsbrædder op på vores plankeværk – hegn om man vil.
Indskyder lige. Brædderne var bestilt en uge før Corona-virus lukkede ned for store dele af Danmark. Og vi tager virus udbruddet meget alvorligt, men har valgt at fortsætte med bloggen – trods omstændighederne – og vil ikke tale yderligere om corona-virus på bloggen. Vil blot sige, pas på jer selv. Og pas på hinanden.
Det er vist også ved at være på tide, at vi får monteret beklædning på vores hegn. Det er trods alt helt tilbage til forrige sommer, at vi fik sat hegnpæle i jorden. I løbet af efteråret har vi fået monteret tværgående lægter, som hegnsbrædder skal monteres på.
Læs om opsætning af hegnstolper
Alt i alt bliver hegnet 65 meter langt. Stolper er sat i jorden med 1,5 meter mellemrum. Og de 831 hegnsbrædder skal monteres som 1 på 2 beklædning. Hvert bræt kommer til at lave et overlap på det underliggende bræt, så der skal mange brædder til – og uhyggeligt mange skruer.
Vi kunne have valgt klinkbeklædning – også kaldet klik beklædning. Det har vi dog ikke valgt. Årsagen er først og fremmest pris. 1 på 2 beklædning er klart den billigste måde at lave et plankeværk. Desuden er mest klinkbeklædning lavet som vandret beklædning til hegn. Vi vil gerne have lodret beklædning til hegn, da vi synes det er flottest – og giver det mest “rolige” hegn.
Hegnsbrædder til 1 på 2 beklædning
Brædderne er af typen ru forskallingsbrædder. Høvlede ville måske være flottere, men ru forskallingsbrædder er billige og der er mange brædder. Når det hele er monteret, så skal det nok blive super godt.
Ekstra penge er der at spare ved at vælge hegnsbrædder af kvaliteten KVINSTA, som er den dårligst sortering af brædder. Til et plankeværk er det helt fin at vælge. Specielt til et plankeværk med 1 på 2 beklædning, hvor man kan placere de grimmeste hegnsbrædder inderst – skjult af yderbeklædningen.
Vi har valgt brædder i tykkelsen 25 mm. 19 mm kunne have været fint, men kan ikke anbefale 16 mm – trods det sælges mange steder.
25 mm giver dog den bedste holdbarhed. Bredden på brædderne er en smagssag. Billigst er brædder i 100 mm bredde. Og man må langt hellere vælge et tykt end bredt hegnsbræt.
Beregning af antal hegnsbrædder
Måske det virker ganske lige til at montere 1 på 2 beklædning – og det er det sådan set også. Der skal dog lidt beregning til for korrekt montering af 1 på 2 beklædning.
Det er en rigtig god ide at lave præcis opmåling af ens plankeværk og efterfølgende lave beregning til montering af 1 på 2 beklædning FØR der bestilles hegnsbrædder.
Ved korrekt beregning får man nemlig også beregnet det præcise antal brædder, som skal bruges.
Der er lavet en rigtig fin gennemgang af beregning til 1 på 2 beklædning her:
Sådan laver du 1 på 2 beklædning
Den guide har vi brugt. Nu er brædderne bestilt og vi er klar til at få monteret alle de mange hegnsbrædder, så vi kan få indhegnet vores kommende køkkenhave.