Tryk "Enter" for at gå til indhold

Guide til at bygge en stalddør

Gamle eller skæve stalddøre skyldes næsten altid for tynde materialer og manglende afstivning.
Du kan løse problemet ved at bygge en kraftig stalddør selv i den rette tykkelse og med et stabilt Z på bagsiden. Få min guide til at bygge en stalddør, som en proff – trods jeg blot er amatør.

Hvordan jeg bygger en stalddør – vores gør det selv-projekt her på gården

Vi er gået i gang med et noget større projekt herhjemme. Vi skal nemlig have skiftet alle stalddørene. Fire almindelige døre og to dobbeltdøre. Så reelt 8 døre. Det er ikke et projekt, jeg lige tager på en eftermiddag, men sådan er det jo ofte her på Nymølle – vi har altid nok at lave.

Vi startede faktisk med at undersøge, om vi kunne købe færdige døre. Jeg tjekkede det første gang tilbage i 2024. Vi skulle male hus sommeren 2025 og ville gerne have nye døre til at matche den flotte facade. Nu skriver vi 2026, og jeg tjekkede igen i efteråret. Kan afsløre: prisen er bestemt ikke blevet bedre. Vi fik et tilbud på omkring 3.000 kr. pr. dør. De ville bygge dem i 20 mm brædder. Det kan være fint nok, hvis afstivningen er perfekt. Men vores nuværende døre er 18 mm – og de er noget værre bras.

Jeg ville gerne op i 3–3,5 cm tykkelse. Det er sådan de gamle originale døre er bygget i værkstedet – de holder fint endnu, men er jo også beskyttet indenfor. Firmaet ville gerne lave dem tykkere, som vi ønskede… men prisen voksede selvfølgelig derefter. Så vi endte med at træffe beslutningen:

Vi bygger stalddørene selv

Jeg har købt træ for cirka 8.000 kr. Det skal dække otte døre i alt (inkl. dobbeltdøre). Til beklædningen har vi valgt 32 x 125 mm brædder med fer og not. Til afstivningen, Z’et, har vi købt forrammetræ på 33 x 92 mm. Det bliver solide døre.

Træ til beklædning af stalddør

Her i blogindlægget får du hele processen. Både hvad jeg gør, hvad jeg har lært, og alt det praktiske, jeg ville ønske nogen havde skrevet ned for mig.

Hvorfor vi endte med at bygge en stalddør selv

Jeg havde ærligt håbet på, at vi kunne købe færdige døre. Vi har jo nok projekter. Men når prisen er over 3.000 kr. pr. dør – og vi gerne vil have dem tykkere og stærkere – så giver det simpelthen mere mening at bygge dem selv.

20 mm brædder kan måske gå. Men jeg har set, hvordan 18 mm døre opfører sig. De slår sig. De bliver skæve. De knager ved det mindste. Vi ville have en dør i rigtig kvalitet. En dør der kan holde til fugt, kulde, varme og alt andet dansk vejr kaster efter den.

Derfor landede vi på gør-det-selv løsningen. Og ærligt: det er ikke så svært. Det tager bare tid. Og trods jeg må kategoriseres som totalt amatør i forhold til arbejde med træ, så er resultatet blevet mega prof.

Hjemmelavet bygge selv stalddør til udendørs

Den hverken binder, knager eller skraber imod. Og den er perfekt tykkelse, til at døren er tung – som man gerne vil det med en stalddør. Og vel egentlig forventer. En stalddør skal ikke være tynd, så den flyver op ved lidt vind.

Materialerne jeg bruger til at bygge en stalddør

Før jeg kommer til min guide til at bygge en stalddør selv, så vil jeg lige gentage valg af brædder – lidt mere detaljeret. For det rigtige material er altså afgørende. Her er især tykkelse afgørende til en stalddør – eller mere præcist en revledør, om jeg lige vender retur til.

Ved en stalddør gælder det nemlig at både beklædning såvel Z’et udgør hele afstivning af døren. Hvor det i andre situationer blot er Z’et, som sikre afstivning. Det gælder f.eks. ved havelåger og hegn, hvor der beklædes med små lister. Nå, vi skal bygge en stalddør.

Beklædning – brædder med fer og not

Vi har valgt 32 x 125 mm brædder. Men pga. fer og not er dækbredden kun 112 mm. Den lille detalje skal man altså holde øje med, ellers ender man med for lidt træ.

Fer og not gør døren stærkere. Brædderne låser bedre sammen, og det giver mindre bevægelse.

Afstivningen – Z’et

Her bruger vi forrammetræ 33 x 92 mm. Den dimension føles rigtig til en stalddør. Den giver dørens bagside styrke, så den ikke giver sig. Og Z’et fordeler vægten.

Pris og mængder

Samlet set har vi købt træ for ca. 8.000 kr. Det dækker 8 døre. Det betyder, at prisen pr. dør ender langt under, hvad vi kunne købe dem til – og i en langt bedre kvalitet.

Hvad er en revledør – og hvorfor en stalddør faktisk hedder det

Jeg nævnte ordet revledør lige før, så lad os lige vende det mere konkret. Måske mest relevant, hvis du skal købe en stalddør – det finder du nemlig ikke til salg. Der sælges udhusdøre, som især er til garager, værksted osv – altså med karm og fodtrin. Også er der revledøre, som er de klassiske gammeldags stalddøre, som sættes i staldbygninger – oftest hængles med stabelhængsler og uden dørtrin, karm osv. Bare en trædør i et hul i stalden.

Da jeg begyndte at undersøge priser, søgte jeg efter “stalddør”. Og fandt ingenting. Til sidst fandt jeg ud af, at en stalddør faktisk hedder en revledør.

Nedenfor ses en af værkstedet gamle døre. Rettere sagt bageriets. Nymølle var et bageri, hvor vi idag har værksted var indtil 1960 bageri. Dørene her er sikkert fra 1900, da Nymølle blev opført. Bemærk at der ingen skruer er. Døren er kyndigt samlet i en revle – en udfræsning – deraf revledør.

En revledør er bygget af lodrette brædder, som bæres af en Z-afstivning. Det klassiske håndværk er, at brædderne er samlet til én “revle”, og at tværstiverne sidder ind i revlen – så der ikke er synlige skruer.

Det er en smuk og meget traditionel måde at bygge på. Men også en metode, der kræver meget præcision. Og noget mere håndværk kyndighed, end jeg kan præstere.

I den moderne gør det selv-verden skruer vi ofte brædderne fast. Det gør jeg også. Skruerne forsvinder alligevel, når døren bliver malet. Og styrken er fuldt ud den samme.

Før du går i gang – mål op og lav en skitse til at bygge en stalddør

Inden jeg overhovedet begynder at save eller skrue, starter jeg altid med en lille skitse og nogle grundige opmålinger. Et godt råd jeg engang fik fra en tømrer, mål to gange og sav en. Nu givet videre, og det virker. Jeg tager altid de forskelige mål først, noterer ned på skitse og måler igen. Lige dobbelttjekker. Det lyder måske kedeligt, men det er her hele forskellen ligger. En stalddør skal passe helt præcist i hullet, og den skal have de rigtige luftmål, ellers bliver resten af arbejdet besværligt. Så her gælder det om at tage sig tid.

At lave en skitse fra start hjælper til at måle også arbejder, fremfor at skulle løbe ud og måle i dørhullet flere gange igennem processen, som man når de forskellige dele.

Mål dørhullet og planlæg luft

Jeg måler først hele dørhullet op: bredde, højde og placering af hængsler, hvis der allerede sidder nogle. Derefter justerer jeg selve dørens mål, så der bliver lidt luft hele vejen rundt. Jeg går efter:

  • 2 cm luft under døren
  • 0,5 cm luft i hver side
  • 0,5 cm luft i toppen

Det giver plads til bevægelse, fugt og små skævheder i murværket. Tilføjer lige, at det er afstand på det mindste sted – sådan et gammel hurmul kan nemt være 1 cm skævt fra top til bund i døren. Det smalleste sted er det, som bestemmer bredden på døren.

Dernæst planlægger jeg tværafstiverne og noterer deres mål. De skal være 4 cm kortere end dørens fulde bredde. Det giver 2 cm luft i hver side, hvilket sikrer døren kan åbnes. Plus det ser langt pænere ud end tværafstivere, der går helt ud til kanten.

Buet dørhul – men lav døren firkantet

Vi har buede døråbninger i stalden. Det kan virke uoverskueligt at bygge en dør i bue fra starten, men det gør jeg aldrig. Jeg bygger i stedet døren som en helt almindelig firkantet dør, lidt højere end nødvendigt. Når døren er færdig, stiller jeg den op i hullet, tegner buen direkte på brædderne og saver til sidst.

Det gør processen langt nemmere og mere præcis.

Savning af bue til buet staldør

Det rigtige udstyr til at bygge en stalddør

Når opmålingen er på plads, handler det om at have det rette værktøj. Man behøver ikke eje et helt snedkerværksted, men visse ting gør arbejdet meget lettere – og resultatet meget pænere.

En stalddør kræver en del savning, boring og montering, og her er det rigtige værktøj halve arbejdet.

Stiksav og de rigtige klinger til at bygge en stalddør

Stiksav er nødvendigt til at bygge en stalddør

Stiksaven er et af de helt nødvendige værktøjer til at bygge en stalddør. Den skal både lave:

  • udskæringer i Z’et
  • tilpasninger i bræddernes sider
  • savning af buen i toppen

Men stiksaven er kun så god som dens klinge. Der findes klinger til fine snit, klinger til længdesnit langs årerne og klinger til tværsnit. Og ja – du kan mærke forskel. De giver et langt renere resultat og langt bedre kontrol. Så sørg for at få klinge til at skære langs årerne, såvel på tværs af årene. Og da vi bytter en stalddør, med pæn finish, så vælg selvfølgelig de lidt dyrere klinger til fint snit.

Boremaskine, kap-/geringssav og håndsav

En god boremaskine er uundværlig, for der skal skrues mange brædder fast. Vi bruger også en kap- og geringssav til afkortning af lister og brædder. Det går hurtigere, og resultatet bliver skarpere.

Men har du ikke sådan én, kan en god gammeldags fukssvans godt gøre arbejdet – det tager bare lidt længere tid. Og du skal være påpasselig med at save rigtigt. Den del klarer maskinen for dig, bruges en kap- og geringssav.

Styrelister og skabeloner – hemmeligheden bag et professionelt resultat

Guide til savning af lige linje med stiksav

Det er næsten umuligt at save helt lige med en stiksav i frihånd. Og tro mig, jeg har prøvet.
I stedet spænder jeg en liste fast, parallelt med den linje jeg vil save. Så kan jeg lade stiksaven køre langs listen. Jeg skal bare sørge for at presse saven let ind mod listen, så får jeg helt rene og lige snit.

Det tager lidt ekstra tid at sætte op – men det gør en kæmpe forskel i det færdige resultat.
Det samme gælder for små skabeloner, især til fræsning og boring senere i processen.

Amatørhænder til at bygge en stalddør – professionelt resultat

Jeg vil egentlig gerne understrege én ting her. Jeg er ikke tømrerlært. Jeg har ingen håndværksuddannelse. Jeg er bare en, der kaster mig ud i tingene, når noget skal fikses herhjemme.

Jeg har bygget et hønsehus og nogle kaninbure. Og jeg har lavet småting indvendigt, mens vi renoverer. Alt sammen i kategorien “nemme projekter”. Det er altså ikke svært at sætte dørkarme op eller montere fodpaneler, når man har en god kap- og geringssav til at klare vinkler. Derefter er det egentlig blot at sømme fast. Også kan det hurtigt smukkeseres med god spartling.

Men jeg har aldrig før bygget en stalddør. Jeg havde faktisk aldrig holdt en stiksav i hånden, før jeg begyndte på det her projekt “bygge en stalddør” – eller rettere, de her otte stalddøre. Som ikke bare skal fungere. De skal også være æstetisk pæne, passe til vores flotte gamle bygning. Så ja, jeg føler, at det er noget af et projekt jeg har kastet mig ud i. Og det er nok hemmeligheden, jeg gør det bare.

Helt præcis bruger jeg tid på først at finde vejledning på nettet. I dag kan man finde så mange dygtige tømrer og træfolk på nettet, der deler deres tricks. Jeg har fulgt en hel stak i de sidste 6–8 måneder, og det er derfra, jeg har lært alt fra at skære perfekte linjer med en stiksav til at tænke i konstruktion frem for bare brædder. Det er faktisk lidt vildt, hvor meget man kan samle op, når man bare søger “hvordan gør man…”.

Så ja – jeg er amatør. Men med det rigtige værktøj, lidt tålmodighed og lysten til at lære, kan man altså lave noget, der føles professionelt. Det gælder i hvert fald her.

Og kan nettet ikke hjælpe, så kan man altid spørge ChatGPT. Det var f.eks. der jeg fik guide til størrelsen på forrammetræ. Vi endte med det dyreste træ på 33×92 cm. Ville gerne have haft 30mm tykke. Det kunne jeg ikke finde. Og spørgsmålet var så skulle jeg gå med 24, som var i flere udgaver. Eller noget tykkere, men mindre bredde.

En hjemmelavet stalddør starter med et skelet

Når værktøjet er klart, og målene er på plads, går jeg i gang med selve konstruktionen. Og her starter jeg aldrig med brædderne – jeg starter med en ramme. Det virker måske bagvendt, men det giver den mest stabile dør.

En stærk stalddør bygges nemlig bagfra.

Byg en arbejdsramme for at bygge en stalddør

Rammen er ikke en del af døren. Den er kun en arbejdsstation, som Z’et bygges på. Døren skal have en fuldstændig plan og stabil flade at blive samlet på – og det giver rammen.

guide til at bygge en stalddør

Rammen er netop bare en ramme – en kvadrat, hvor selv afstivningskontstruktionen (Z-et) kan bygget imellem, før brædder monteret. Ovenstående foto viser min ramme. To brædder på sidderne, som gerne må være godt solide. Derved udgås at siderne bøjer og måle på døren forskyder sig. Det er trods alt rammen, som definerer dørens mål. I top og bund har jeg en liste til at skabe afstand. Denne afstand er, som den færdig dør. Og på fotoet ses de tværgående afstivning i Z’et monteret på tværs – sat fast med kiler, for nem afmontering. Det vender vi retur til. Nu fokus på rammen.

Rammen skal være:

  • samme bredde som den færdige dør
  • dørhullets bredde minus 1 cm
  • solid, så den kan flyttes rundt uden at vride sig

Vi bruger den samme ramme til flere døre. Når én dør er færdig, skruer vi top/bund list af og justerer dørens bredde. Derfor startes også med den bredeste dør.

Hvorfor Z’et skal bygges først

Det kan virke logisk at bygge selve brædde-døren først og Z’et bagefter. Men det er faktisk omvendt.
Z’et er dørens skelet. Det er det, der holder hele døren sammen og forhindrer den i at slå sig.

Hvis man monterer Z’et ovenpå en allerede samlet dør, kommer brædderne til at arbejde for meget, og døren mister stabilitet. Derfor bygges Z’et først – og lægger brædderne ovenpå bagefter. Vil man gøre det omvendt, så bør man lave en udfræsning i brædderne. Og altså lave en klassisk revledør, så brædder ikke kan forskyde sig.

Konstruktion af Z’et til at bygge en stalddør

Med rammen til at bygge en stalddør på plads, så kan vi begynde at få styr på dørens skelet – nemlig Z’et til afstivning. Z’et er den vigtigste del af en stalddør, for det er her hele styrken ligger. Når Z’et er skåret korrekt, og alle stivere passer perfekt sammen, får døren en stabilitet, der holder sig i mange år. Og heldigvis er processen ikke svær – når bare man sørger for at undgå de klassiske fejl eller at springe over, hvor det er nemmest.

Tværafstiverne – den øverste og den nederste

Jeg starter med de to vandrette afstivere. De skal være 4 cm kortere end dørens bredde, så der er 2 cm luft i hver side. Det giver et pænere resultat og sørger for, at afstivningen ikke ikke klemmer mod dørhullets sider.

Jeg lægger dem i rammen og bruger et par kiler til at holde dem fast. Det gør arbejdet langt nemmere, for så ligger de helt stille, mens jeg arbejder videre.

Jeg har en 2 cm blok i den ene side – for at give afstanden til karmen. Også har jeg to kiler banket mod hinanden, i den modsatte side. Derved kan tværafstiverne nemt tages ud og monteret igen derefter. Det er nødvendigt for at lave indhak til det skrå bræt.

Jeg mærker dem op: Ø for øverste og N for nederst. Derved glemmer jeg ikke hvad del, der hører til hvor – når jeg samler, senere i processen.

Bemærk desuden. Den side, der vender ned mod gulvet, er siden der beklædes. Den side, der vender opad, bliver synlig. Så her vælger jeg altid træets pæneste side.

Det skrå bræt – dørens rygsøjle

Det skrå bræt er det, der holder døren fra at falde sammen og hænge i hængslerne. I toppen skal det være længst væk fra hængslerne. I bunden skal det være tættest på hængslerne. Sådan arbejder tyngden nemlig bedst.

Jeg lægger brættet diagonalt hen over dørens “skelet”, ca. 10 cm fra kanten. Så markerer jeg præcist, hvor det krydser de vandrette afstivere. Her skal der skæres små indhak, så det skrå bræt ikke kan flyttet sig.

Det er her mange springer over. Og istedet bare skruer skråafstivningen fast på tværafstiverne. Det er den nemme metode, men træ arbejder – og trods skruer, så vil træet bevæge sig. Resultatet er at på sigt får man en skæv dør.

Ved yderkanten måler jeg 2 cm lodret ned på tværafstiveren. Og laver en streg til det skrå bræts anden afmærkning. Derved får jeg en lille trekant, som bliver selv indhakket til skrå afstivningen. Se nedenfor.

bygge en stalddør md z-skelet korrekt

Og det er nu, at stiksaven skal i brug – naturligvis med brug af træliste til at styre den lige linje. Læs asfsnittet “Det rigtige udstyr til at bygge en stalddør” for at få mere forklaring.

Når indhakket er savet i tværafstiverne, så monteres de igen i rammen med kiler. Dernæst lægges hele rammen inklusiv tværafstivere ovenpå det skrå bræt til afstivning. Og det justeres til at passe i indhak, hvorefter indhak tegnes over på skråbrættet. Se foto i midten ovenfor. Dernæst er det blot at save med stiksaven igen, for at passe skråbrættet til indhak i tværafstiverne.

bygge en stalddør md z-skelet korrekt

Samling af Z’et til at bygge en stalddør

Dernæst monteres skråbrættet i tværafstiverne – og z’et er skabt.

Jeg sætter to skruer i samlingen – i båd top og bund. Derved skulle jeg være helt sikker på, at Z’et ikke bliver slapt, trods træet arbejder. Måske denne del virker svær – beklager om jeg ikke fik det forklaret mere enkelt. Det er nemlig virkelig enkelt. Og det er faktisk her, man opdager, at en stalddør bare er en samling meget enkle elementer.

bygge en stalddør md z-skelet korrekt

Med Z’et på plads, så er det blot at montere beklædning. Og jeg skriver blot, for det er seriøst VIRKELIG den nemme del af at bygge en stalddør. Men som meget næsten alt, så tager det tid. Og for det flotteste resultat, så er det vigtigt med finessen – altså sørge for at brædderne ligger ens – og beklædningen ikke “vælter”.

Montering af beklædningen på vores gør det selv stalddør

Samtidigt med montering af beklædning, så begynder døren at ligne en dør. Husk dog at beklædningen måske er nem at montere – det er dog beklædningen, som ses. Så sørg for opmærksomhed på detaljer.

Vi bruger brædder med Fer og Not. Det vil jeg klart anbefale, da det skaber en god afstivning. For at træet kan arbejde – og vi ikke risikerer at fugt får døren til at stå og give sig, så vælger jeg at lavet et lille mellemrum imellem brædder.

Montering af beklædning på hjemmelavet stalddør med z-skelet

Jeg bruger plante skilte (man er vel først og fremmest havetosse) til at sikre samme afstand imellem brædderne. For at brædderne ikke flytter sig, når jeg skruer, så bruger jeg skruetvinger til at holde bræddet fast. Tager ét bræt af gange. Skruer fast også videre til næste bræt, indtil alt beklædning er monteret.

Med en vinkel forlænger jeg løbende den linje, som jeg har fastlagt til skruer. Derved sikres jeg at skruerne sidder i samme helt lige linje. Det er bare pænest. Døren males godt nok, men det er nem detalje – og tilfredsstillende, at det er pænt.

En vigtig detalje:
Jeg skruer skruerne en smule over centrum af de vandrette afstivere. Grunden er simpel. Der skal hængsler i senere, og det er træls at ramme en skrue, man har sat i for tre timer siden.

Tilpas bredden på den hjemmelavet stalddør

Når alle brædder er monteret, saver jeg døren til, så bredden passer perfekt til målene. Her bruger jeg igen stiksav og en styreliste. Det giver helt rene, lige kanter.

OBS: husk at nu saves på langt med brædder, så klingen skal skiftes – og en klinge til at save på langs i træ, skal bruges. Man kan IKKE bruge en almindelig klinge, da den VIL save skævt.

Færdig hjemmelavet staldør

Og nu står man faktisk med en fuldt samlet dør. I firkant udgave. Og lidt for høj til murhullet, men det fikses – ved at save toppen til.

Savning af buen i toppen

Hvis du, ligesom os, har buede døråbninger, så kommer det sjove nu. Det er ikke svært – og faktisk ret tilfredsstillende.

Måske der findes anden og smarte løsning. Det gør der sikkert, men denne løsning fungerer – og det er vigtigst.

Tegn buen op direkte på døren

Jeg stiller døren op i dørhullet og tegner buen direkte på træet. Det er langt nemmere end at måle noget abstrakt ned på et fladt gulv.

Når buen er tegnet, saver jeg ca. 0,5 cm uden for stregen. Det giver plads til døren kan åbnes, uden at skrabe imod toppen i dørhullet.

Dernæst er det blot en god tur med sandpapir rundt på alle kanter, for lige at afrunde kanter – og døren får sin endelige form.

Guide til hjemmelavet bygge en stalddør selv

Jeg er virkelig stolt over resultat. I skrivende stund er døren monteret, men følelse da døren lå der foran mig – og lige var pudset. WAUW! Første stalddør bygget og den er bare flot. YES!

Og ikke bare yes, fordi den er flot. Jeg ved også allerede på daværende tidspunkt at den passer – for døren har jo netop lige været sat op i dørhul, for at jeg kunne tegne buen.

Ikke sagt at jeg var urolig for at den ikke ville passe. Lidt var jeg dog – det ville jo dog kunne justeres ved at save lidt til. Den slags er dog aldrig sjovt. Hellere måle korrekt fra start.

Montering af stalddøren

Nu skal døren bare op. Og det er her, man mærker, at alt det forberedende arbejde har været det hele værd.

Opkiling af døren – det letter montering af stalddør

Jeg bruger masser af kiler, når døren skal op. Måske ikke helt korrekt brug af “opkiling af døren”, da det mere referere til at man kiler en dør fast før man skruer fast. Og altså lader kilerne blive. Jeg fjerner kilerne igen. Men de er en god hjælper, for at jeg kan få lov at montere døren selv.

Vigtigt ved montering. Døren skal:

  • stå i vatter
  • have 2 cm luft i bunden
  • have 0,5 cm luft i sider og top
  • hænge helt stabilt uden at klemme

Døren skal stå helt korrekt, før der skrues noget fast. Det hjælper kilerne til. Når de er monteret fra begge sider, så flytter døren sig nemlig ikke. Imens kilerne monteres, så kan jeg desuden nemt lave små justering af placering, såvel sikre døren er i vatter.

Virkelig smart og enkelt. Og med kilerne på plads, så kan jeg bore huller og skrue døren fast.

Stabelhængsler – det eneste rigtige til en stalddør

Jeg bruger stabelhængsler. De passer til denne type dør, både i udseende og styrke.

Monter hængler på væggen først. Vores er muret ind i væggen, så de var på plads. Stabelhængsler hænges fast og sikrer de kører frit helt rundt i døråbning. Derefter placeres hængsler på døren og jeg markerer præcist, hvor de skal sidde. Skruer huller til boltene og sætter boltene i.

Bolte, fræsning og det pæne finish på at bygge en stalddør

For et pænere resultat fræser jeg små fordybninger på bagsiden af døren til både bolthoved og plade. Så undgår jeg, at noget stikker ud, man kan hænge fast i, når man går forbi.

Da der allerede er boret huller til bolte, så kan man ikke bare fræse ud – uden boret flyver til alle sider. Derfor laver jeg en styreliste igen – blot en klods med et hul, matchende bor. Og bruger denne til at styre udfræsning. Ganske nemt. Og fin lille detalje, så bagsiden også er pæn.

Endeligt monteres bolte med spænderem, det hele skrues GODT fast. Og efterspændes en uge senere. Dernæst fjernes kiler. Og dørens åbning testes.

Endelig er det blot at montere håndtag, som efter hele præstationen med at bygge en stalddør selv, er en ganske lille opgave. Blot bor hul i døren, skrue fast og volia.

Lad mig afslutningsvis tilføje. At bygge en stalddør selv kræver tid, men det kræver ikke, at man er snedker eller tømrer. De fleste ting kan alle finde ud af, hvis man giver sig selv lov til at arbejde langsomt og præcist.

Vi er så tilfreds med resultat. Den dør kan jeg godt være stolt af – high-five til mig – og nu videre til de næste døre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *