Succesfuld plantning af store træer, handler om jord, jordtype, gødning osv. Det handler– først og fremmest – om at sikre støtte til træet. Dette gøres med korrekt opbinding af træer.
Plantning af store træer
Træerne til vores allé er ankommet. Og nu er det tid til plantning af træerne. Vi har allerede målt op til træerne, så de kommer til at stå lige på række – hvilket er vigtigt med en allé.
Læs om klargøring til alletræer her
Nu skal træerne i jorden. Det er store træer, så træerne skal støttes med pæle, tværafstivere, opbindingsbånd og strammer. Vigtigst ved plantning af store træer er nemlig korrekt opbinding af træerne, så de står fast.
Nu skal jeg ikke gøre mig til større ekspert på området om opbinding af træer, end jeg egentlig er.
Jeg har godt nok efterhånden plantet min del af træer, buske og især blomster – naturligvis i min egen have, men før det hos mine forælre, bedsteforældre og mine forældres venner.
Mine forældre har nogle gode venner, som havde en gård. Idag er gården solgt, men i min barndom har jeg jeg tilbragt mange timer på gården – mest for at lege med gårdens børn. Som jeg – og børnene på gården – blev ældre, så blev vi sat i arbejde. Eller rettere sagt, arbejdet blev del af legen. Og der er både plantet læhegn, skov og meget andet.
Rune har helt sikkert også plantet sin del af træer, buske og blomster. Alene her på Nymølle har vi plantet 150 meter bøgehæk, anlagt en frugthave med 25 frugttræer og efterhånden plantet flere hundrede stauder. Plus alt det løse, der imellem, som nu fylder i haven.
Pointen er, at både Rune og jeg ved hvordan vi graver et hul. Det gør de fleste sikkert.
Det vigtigste…
Når det kommer til at plante store træer, så er det at grave et hul, den mindste opgave.
Det vigtigste ved plantning af store træer er opbinding af træer – eller rettere sagt, at skabe korrekt støtte til træet, så træets røder kan få ro til at etablere sig.
Frugthaven vi anlagde er anlagt med mindre træer, som skal vokse sig store. Her er ikke brugt støttepæle ved træerne. Det gælder nemlig, at træer under 170 cm ikke bør støttes, medmindre kronen allerede er stor. Mindre træer kan nemlig fint klare vind. Faktisk skal små træer gerne påvirkes af vinden, så rødderne stabiliserer træet. Læs om etablering af frugthaven her
Uden korrekt støtte til træet, så vil rodklumpen aldrig få ordentligt fat. Vinden vil kunne få så godt fat i træet, at træet vil bevæge sig for meget i jorden. De nye små rødder, som skal stabilisere træet, vil blive knækket over, når træet konstant står og flytter sig – og dermed får træet aldrig ordentligt fat i jorden. Derfor er opbinding af store træer så enormt vigtigt.
Så meget ved jeg! Jeg er dog langt fra erfaren i korrekt opbinding af træer.
Korrekt opbinding af træer
Apropos støtte, så må et af mine bedste haveråd være, at spørge om hjælp.
Youtube og google har hjulpet mig et utal af gange. Bøger, magasiner og artikler har virkelig også altid været til stor hjælp. Størt støtte og bedst rådgivning har jeg dog altid fået ved at spørge eksperterne.
Heldigvis vil mange rigtig gerne svare. Tror faktisk aldrig jeg ikke har fået rådgivning, når jeg har spurgt – i hvert fald ikke noget, som jeg husker.
I forbindelse med opbinding af træer, så har jeg netop søgt hjælp. I første omgang på nettet, som denne gang ikke var til meget hjælp.
Haveselskabet havde godt nok en artikel om støtte til træer. Træet der blev plantet var dog meget lille – alt for lille i forhold til, hvad jeg har lært, at have behov for støtte.
Jeg kontaktede derfor leverandøren af vores træer. Vi har bestilt træer fra planteskoler.dk. Her talte jeg med Kurt og fik rigtig god rådgivning om opbinding af træer.
Kan tilføje, at Kurt har mere end 40 års erfaring med planting af store træer. Kurt er ejer af planteskoler.dk, hvor de producerer store træer til private, planteskoler og kommuner – og tilmed planter rigtigt mange træer for kommuner rundt i landet.
Kurt var helt fantastisk til at guide og fortælle. Jeg er helt sikker på, at jeg med hans rådgivning får plantet træerne helt perfekt – og lavet en korrekt opbinding, som kan give god støtte til træerne.
Håber nedenstående guide kan være til hjælp for dig.
Kan desuden kun anbefale at købe træer fra planteskoler.dk Godt nok første gang vi køber store træer fra dem, men indtil videre virkelig glade. Virkelig nogle flotte træer, som vi har fået leveret. Vi har tidligere handlet andre planter fra Planteskoler og de har det fortsat rigtig godt i haven – mon ikke at træerne også får det godt, når jeg nu får dem plantet korrekt.
Guide til opbinding af træer
Start med at grav hullet til træet. Lad værre med at grav hullet større end, at det passer til rodklumpen på træet.
Glem desuden alt om gødning, kompost eller udskiftning af jord i hullet. Det er spildt på træet – faktisk er der langt større risiko for at skabe problemer.
Ny muldjord i bunden af hullet, til træet rødder, lyder måske som en god start. Risikoen er dog at jorden bliver sur førend træet får behov for næringen. Og surjord er de færreste træer glade for.
Ved plantning af store træer, skal der ikke være fokus på jord. Det kommer først senere – og i form af jorddække (topdressing om man vil).
Når hullet er gravet, så det passer til rodklumpen på træet, så løsn jorden i bunde af hullet. En gravegreb er genial hertil, men en spade kan også gøre det. Brug desuden ikke tid på at fjerne sten – kun hvis det er decideret meget store sten (på størrelse med en håndbold).
Tre pæle til opbinding af træer
Huskereglen må være træ kræver tre.
Mange steder på nettet kan læses om støtte med én pæl. Andre steder kan læses om støtte med to pæle. Ifølge Kurt fra Planteskoler, så er det helt forkert. Kurt vil altid anbefale tre pæle – og for bedste resultat, at der også monteres tværstivere imellem de tre pæle til træerne.
Den med tre pæle burde egentlig være logisk. Kigger man rundt i parker og langt veje, så bruger alle gartnere tre pæle. Sådan er det i hvert fald de mange steder jeg har kigget, siden jeg har talt med Kurt – nærmest gået sport i at spotte nyplantede træer (Endnu en god ide til hjælp, se hvad andre gør) .
Ved opsætning af pæle til støtte til træer, så start med at fordel de tre pæle omkring plantehullet. Afstanden på pælene skal passe med de tværstivere, som senere skal monteres på pælene.
Bank derefter pælene i jorden. Monter tværstivere på to sider og flyt træet på plads i hullet.
Herefter fyldes hullet med vand, imens den sidste tværstider monteres.
Med reb – løsligt bundet om stammen – sikres det at træet står fuldstændig lige. Derefter fyldes der jord på, jorden trædes til og der fyldes jord på igen.
Dermed er træet plantet. Der er opsat stolper og monteret tværstivere til støtte for træet. Nu skal der monteres opbindingsbånd, som ved hjælp at træstativet sikrer korrekt støtte til træet.
Montering af opbindingsbånd til opbinding af træer
Opbindingsbånd monteres med tagpapsøm. Start med at bøj enden af opbindingsbåndet, så båndet ligger dobbelt. Dette sikrer at opbindingsbåndet ikke trevler op. Sæt et søm i – bemærk, at båndet skal løbe omkring pælen.
Træk nu opbindingsbåndet omkring pælen og ind omkring træet, over sømmet og rundt på modsatte side at pælen – Derved skjules det første søm og belastningen på bånden førest over i pælen, fremfor i sømmet.
Først nu klippes opbindingsbåndet af rullen med bånd.
Opbindingsbåndet skal ikke sidde stramt på træet. Omvent skal båndet heller ikke sidde så løst, at båndet bevæger sig op og ned af stammen.
Husk at monter båndstrammer på båndet – dette gøres før båndet monteres endeligt på stolpen.
Ved montering af opbindsningbånd på pælen, så gentages processen fra tidligere. Bøj 2-3 cm bånd indunder/bagom for at lave en hæftning, og sæt båndet fast med to søm.
Dermed er opbindingen af træet færdig. I hvert fald den første opbinding fra den første pæl. Processen gentages for hver pæl, så træet er støttet med opbindingsbånd fra tre pæle.
Sådan! Perfekt opbinding af træ
Nu videre til næste træ. Der er 5 træer endnu. Og med tidligt mørkt, så må jeg hellere komme igang.
Foto af det endelige resultat, med alle 6 træer i alléen plantet og korrekt støttet, må komme senere. Det nåede at blive mørkt før jeg var færdig. Sidste træ blev plantet og støttet i lyset fra en lommelygte. Trods mørket, så ser det allerede vildt godt ud.
Meget glad for de 6 lindetræer, som skal udgøre alléen langt indkørslen. Godt nok lille allé, men alligevel. Det ser allerede vildt godt ud. Det bliver super godt.
Nu vil jeg slutte for idag – og kravle på sofaen med en bog og et glas rødvin. Det er trods alt fredag aften. Skønt start på weekenden – først havearbejde, sidenhen hygge på sofaen.
I morgen står den på tulipaner. Der skal lægges tulipaner rundt i havens bede. Endnu en ting at glæde sig til, til foråret – præcis ligesom vi allerede glæder os til at opleve lindetræerne springe ud.
Skal nok vende retur med fotos af alléen senere, ligesom jeg vender retur med mere vejledning til jorddække til træerne – som tidligere nævnt i blogindlægget.
Hov ja! Vender også retur med guide til brud af båndstrammer. For at bloginglægget ikke skal blive længere nu, så tager jeg det i et senere blogindlæg. For nu, lad det blot pointeres at det er en virkelig god ide at bruge båndstrammer!
Hvor høje er jeres stolper – og hvor langt går de i jorden?
Hej Jan
Stolperne er 180 cm – og går 40-50 cm ned i jorden.
Vh. Martin
Hejsa
Vi har et meget stort fyrretræ, der er ca 80 år gammelt. Ser sundt ud men hælder mod huset.
Vi vil nødigt fælde det og vil i den forbindelse høre om man kan “sikre” et sådant træ gennem en kraftig wire eller tilsvarende der monteres i et kraftigt jordanker ?
på forhånd tak
Hej Leif
Skønt med gamle træer i haven. Og ja, det ville da være meget ærgerligt at måtte fælde. Vi er dog ikke de rigtige at spørge, da vi blot er hobby-have-folk.
Jeg ville ellers gerne hjælpe. Din ide lyder da også smart, men jeg ville være uroligt for holdbarheden – og sikkerheden.
Jeg har været med til at fælde store træer. Det er nogle VOLDSOMME store kræfter, som er på spil. At begynde at rette træet op er dog også næsten umuligt.
I bagklogskabens visdom, så havde det været bedre at plante længere væk fra huset… men det hjælper jo intet idag. Du er nok nødt til at prøve at tale med fagfolk. Måske også med din forsikring førend du begynder med “sikring”. Ville være ærgerligt at sikring ikke holdt og forsikring pludselig ikke dækker, fordi skaden kunne være undgået – hvis blot træet var blevet fældet, som det måske bør. Vores forsikringer skal jo godt nok sikre os mod skader, men som husejer har vi jo også en forpligtelse til at forebygge skader… og hvorvidt du kan ryge under noget med rettidig omhu, det kan jeg ikke svare på. Det må være din forsikring du skal tale med derom.
I hvert fald rigtig meget held og lykke.