Kan ikke få nok krukker med blomster i haven. Og endnu større er glæden ved krukker, når de løftes op i højden. Vi har flere løsninger på opsats til blomster og krukker.
Plantebord fra Claus Dalby
Nu viste jeg den anden dag mine skønne nye planteborde fra Claus Dalby. Vildt glade for dem, også efter at jeg nu har fået lov at pynte bordene igen-igen.
Stormen igår gjorde, at krukker og potter blev båret ind – og jeg her til eftermiddag har fået pyntet op igen.
Fantastisk løsning med sådanne planteborde – opsats til blomster, om man vil – til at få ens krukker og blomster op i højden.

Læs om planteborde fra Claus Dalby her
Nu skal det dog ikke handle om de købte planteborde. Det skal handle om min hjemmelavede løsning på opsats til blomster. En løsning, som jeg er temmelig glad for.
Hjemmelavet opsats til blomster udendørs

Min opsats til blomster er lavet med en whiskeytønde i bunden.
Hele julen har vi et juletræ i whiskeytønden. Juletræet er selvfølgelig pyntet med lys og skaber en rigtig dejlig julestemning i haven i juletiden.
Juletræet får lov at stå i tønden indtil februar. Her gravet juletræet op og plantes ud i haven – eller helt præcist i et af vores læhegn omkring vores marker. Om nogle år kan vi forhåbentlig fælde eget juletræ i haven. Perfekt løsning på genbrug af pynt til jul, flere gange 🙂

Efter juletræet er plantet ud i haven, så er whiskeytønden temmelig kedelig – og det er ikke lige tid til at plante nyt i whiskeytønden. Derfor bruges tønden, som opsats til blomster. Lægger ganske enkelt et par fliser over tønden, så der skabes et lille bord.

Videre kønt er det måske ikke lige nu og her, men den opmærksomme vil have spottet at her er lavet en perfekt opsats til blomster i krukker. Og det er da præcis hvad her skal ske. Nu blev jeg godt nok forstyrret i mit arbejde idag – fik besøg af en nabo – og nåede ikke at få flyttet krukker ud.
Det bliver i morgen. Skal nok vende retur med fotos. Og kønt skal det nok blive, når fliser bliver skjult af 3-4 krukker med tulipanløg – ligesom der omkring whiskeytønden kommer til at stå flere krukker med tulipanløg og andre forårsløg.
Efter forårsløg skal whiskeytønden plantes til med ærteblomster, som skal klatre op ad et stativ jeg stiller i whiskeytønden. På den måde bliver whiskeytønden brugt hele året, på forskellig vis.
Elsker den slags praktiske hjemmelavede løsninger, som har flere funktioner i én. Ikke mindst rigtig glad for løsningen her med whiskeytønden, da whiskeytønden skaber forskellig opsætninger og udtryk i haven.