Weekenden bød på solskin og forårstemning i haven. Vi har brugt weekenden på beskæring af stauder og jordforbedring. Beskæring i forår er det rigtige tidspunkt til at klippe stauder ned.
Hvornår skal stauder klippes ned?
Mange vil sige, at det er alt for tidligt at begynde at klippe stauder end allerede i slutningen af februar. Ikke mindst, når vi netop har haft de voldsomme minusgrader forrige weekend. Mange er bange for at stauder ikke tåler frost.
Nu er det blot vigtigst at huske, at stauder skyder på ny fra jorden. Alt over jorden har ingen funktion for stauden, når det først er visnet ned – ej heller for at holde på varmen i jorden, da det som fjernes udgør alt for lidt til at beskytte rodklumpen.
Forår beskæring af stauder gøres for at fjerne sygdomme, som kan have overvintret i det visne. Dette er især vigtigt for roser, men roser venter jeg lige en uges tid eller to med at klippe ned.
Mærkeligt nok, så er der opstået en eller anden ide om at det kan skade stauder at klippe ned for tidligt. Det omvendte er faktisk mere sandt.
Vigtigt er det dog – især for roser – at de er klippet ned førend de begynder at skyde på ny. Netop for at undgå at smittespredning fra forrige år…
Mange vælger da også at klippe stauder ned allerede i efteråret, fremfor beskæring i forår af stauder. Og nej, stauder dør ikke vinteren over fordi de klippes ned i efteråret 😉
Jeg synes dog haven bliver alt for nøgen vinteren over, hvis alt fjernes. Jeg synes det er pænt med de visne frøstande til at pryde haven. Desuden bidrager de mange visne grene til godt gemmested og overvintringsted for mange insekter, som flyver afsted ved de første forårs temperaturer – hvorfor denne weekend var helt perfekt til at klippe stauder ned.
Vigtigst af alt, så klippes stauder ned for at pynte på haven. Og her slut på vinteren, så er alt det visne pludselig bare ikke pænt mere – sneen har gjort at størstedelen er klasket sammen, og ligger henover jorden. Det er ikke pænt, så nu skal haven pyntes til foråret.
Forår beskæring af stauder
Endnu en STOR fordel ved at klippe stauder ned, her i slutningen af februar, er at havensbede får ro fra nu og indtil efter alle forårsløgene er afblomstret.
Alle vores staudebede er proppet med forårsløg – vintergækker, krokus, påskeliljer og tulipaner. Flere tusinde løg er plantet rundt i haven, hvilket besværliggør beskæring af stauder senere på foråret.
Det vil i hvert fald snart være umuligt at bevæge sig rundt i bedene, uden at træde på forårsløg – og knække toppende. Endnu mere besværligt bliver det at tilføje topdressing og jordforbedring til havens bede, som vi gør hvert år.
På engelsk kaldet det at mulche havens bede. Og handler om at tilføje 2-3 cm god kompostjord til havens bede.
Topdressing sikrer god næring til planterne i benene, såvel bidrager til at sikre en god humusrig jord til glæde for havens blomster. Endnu en fordel ved topdressing af havens bede, er at det lukker af for fremspiring af ukrudsfrø i foråret. Derved slipper vi for at kæmpe med ukrudt den næste månedstid – og derefter er bedet dækket af forårsløg, som til den tid sikrer ukrudtet ikke spirer frem. Og sidenhen sørger bedet stauder for at dække jorden af, så der ikke spirer ukrudt frem. Topdressing er altså en super god ide, både for at give ekstra næring til havens bede, men også for at mindske lugearbejdet og kampen mod ukrudtet.
Læs nærmere om nem ukrudt bekæmpelse her
Det pynter også gevaldigt på havensbede, når der tilføjes et ny lag jord og kompost henover jorden. Det hele ser bare pænt og ryddeligt ud.
Jordforbedring fra Champost
Normalt har vi købt topdressing til havens bede – som er jord blandet med kompost og sand. I år har vi dog købt decideret jordforbedring, som er ren kompost. Champost har et FANTASTISK produkt, som netop hedder Champost Jordforbedring.
Champost Jordforbedring består af ren hestemøg. Vi har tidligere kørt store mængder hestemøg på havens bede – især ved plantning af barrodsroser tilføjer vi altid hestemøg. Normalt har vi dog fået hestemøg fra en nabo, men i disse mængder var vi nødt til at bestille..
Og ihhh, hvor er det bare lækkert! Et lag topdressing er en ting, men at strø hestemøg ud over hele haven er bare en helt anden luksus for haven. Her er virkelig tale om jordforbedring i stor skala. Planterne elsker det, såvel alt dyreliv i jorden.
Er man i tvivl om effekten af at strø hestemøg ud i haven, så prøv! Og efter 2-3 uger, så stik en greb i jorden og tæl antallet af regnorm. Nej, jorden kan IKKE have for mange regnorm, trods man kan få tanken…
Hestemøg tiltrækker i hundredvis af regnorm og andre insekter til jorden, som bidrager med at lave en god humusrig jord – og en luftet jord – til stor glæde for havens planter.
Hjemmelavet kompost fra komposten kan naturligvis også bruges, som jordforbedring. Vi producerer dog slet ikke nok kompost, trods vi gør forsøget…
Alt afklip fra stauderne er netop fyldt nederst i ét nyt kammer, som skal fyldes. I løbet af ugen skal jeg have vendt det første kammer over i det midterste kammer, så alt den kompost vi har samlet fra efteråret og indtil nu, kommer ovenpå alt afklippet. Her skal det så ligge og kompostere indtil august, hvor det igen vendes til kompostens tredje og sidste kammer – førend det får nyt liv i køkkenhaven.
Læs om brug af kompost i køkkenhaven her
Forår beskæring, jordforbedring, kompost – og forårshygge i haven.
Og det var den weekend… Alle stauderne er klippet end og har fået tilført et lag jordforbedring.
Nå ja! Og for god ordenskyld, så lad mig pointere at dette blogindlæg ikke er betalt af Champost – jordforbedringen er købt til normalpris, uden rabat eller aftal om omtale. Blot en haveanbefaling fra en havemand, til en anden havemand – eller havekvinde … for møglækker kærlighed til havens bede:)
Fik ordnet det hele lørdag og søndag, i den forgange weekend. Nu skriver kalenderen mandag. Vågnede til haven dækket af frost – og nej, jeg er ikke et sekund nervøs for havens stauder. Vejrudsigten lover høje temperaturer den næste månedstid, højere og højere nattetemperaturer…
Tænker at klippe roser ned næste weekend, hvilket jeg udemærket er klar over mange vil synes er ALT for tidligt. Dem om det. Det fungerer her i haven. Og ved at få fjernet alt det visne førend roserne begynder at skyde på ny, så minimerer jeg DRASTISK svamp og sygdomme i roserne – som alt tages med fra sidste år, til næste, hvis blade ikke fjernes.
Og her i haven bruger vi ikke gift eller sprøjtemidler, så tidlig beskæring af roser er en nødvendighed for smukke roser – uden gift.