Vi prøver ranunkler på friland om vinteren for at få tidligere blomstring og længere stilke til buketter. Metoden bygger på god dræning, let vinterdækning og muligheden for naturlig kuldepåvirkning. Her kan du læse, hvordan vi gør, og hvad du kan forvente af vinterdyrkning på friland.
Ranunkler på friland om vinteren – vores næste haveforsøg i skærehaven
Her hos os har vi i flere år dyrket ranunkler på den klassiske måde: forspiring i efteråret, overvintring i drivhuset og så udplantning i det tidlige forår. Det har fungeret rigtig fint, men det fylder også… meget. Drivhuset bliver hurtigt proppet, og ranunkler tager altså lidt mere plads, end man lige regner med, når de står i bakker og venter på varmere tider.
Guide til dyrkning af ranunkler
De seneste sæsoner har jeg dog lagt mærke til, at flere og flere dyrkere planter deres ranunkler ud i december, dækker med vinterbeskyttelse og lader planterne klare vinteren på friland. Og i år har vi besluttet, at det skal vi prøve. Ranunkler på friland om vinteren har længe fristet – både fordi kulden faktisk er med til at give de langstilkede blomster, vi gerne vil have til buketterne, og fordi drivhuset efterhånden er fyldt helt op med alle de andre planter, vi forspirer.
Der er også en praktisk grund: Ranunkler i såbakker er virkelig nemme at overvande, og råddenskab er en reel risiko. På friland burde risikoen for overvanding være meget mindre – selvom risikoen for frostskade selvfølgelig stadig er der. Men vi prøver. Og det bliver spændende at se, hvad vinterdyrkning på friland kan give.

Hvorfor kulde giver de langstilkede ranunkler, vi ønsker til buketter
Når man dyrker ranunkler til buketter, er der én ting, der betyder mere end noget andet: længden og kvaliteten af stilkene. Det er netop her, kulden spiller en afgørende rolle. Ranunkler udvikler sig langsommere i kølige perioder, og denne langsomme vækst giver kraftigere planter og længere, mere holdbare stilke.
Det er også en af grundene til, at vi gerne vil prøve ranunkler på friland om vinteren i stedet for kun forspiring i drivhus. Drivhuset bliver let for varmt, og planterne vokser for hurtigt, hvilket ofte giver kortere stilke. Kulden udenfor kan derimod give præcis den rolige start, som ranunklerne har brug for, hvis de skal levere smukke, langstilkede blomster til skærehaven i foråret.
Jord, placering og forventninger ved dyrkning af ranunkler på friland om vinteren

Når man forsøger sig med ranunkler på friland om vinteren, handler det først og fremmest om at vælge et sted, hvor jorden ikke sopper. Ranunkler er ikke sarte – de tåler en del kulde – men de hader at stå i våd jord. Dette problem har vi dog ikke, da vi dyrker alt i skærehaven i højbede.
Guide til anlæg af skærehave i højbede
Vi begyndte forspiring af ranunkler tilbage i slutningen af oktober. Nu er planterne vokset pænt til – og fylder godt i drivhuset. Nu skal de plantes ud i skærehaven, for dernæst at dækkes med plastik. Dernæst er planen egentlig bare at vente.
Hvis overvintringen lykkes, forventer vi tidligere blomster og længere stilke, end vi plejer at få. Det er i hvert fald erfaringen hos dem, der dyrker ranunkler til buketter i skærehaver – og det er jo netop til buketter, vi dyrker ranunkler.
Dyrkning af ranunkler på friland vinter
Når vi normalt planter ranunkler ud i foråret, kommer de hurtigt i vækst – men de mangler ofte dét forspring, som en vinterkold periode giver. Ranunkler trives faktisk rigtig godt med en pause i kulde, hvor de kan etablere rødder og stå og “trække vejret”, før foråret for alvor sætter gang i dem.
I vores skærehave betyder det alt, hvis stilkene kan blive længere og stærkere. Ranunkler, der har fået vinteren med, skulle efter sigende give lidt mere kraft, lidt længere stilke og en mere stabil første blomstring. Det er i hvert fald det, vi håber at opleve.
Samtidig slipper vi for det evige ræs med bakker, der skal vandes, vendes, flyttes, afhærdes og passes på – især i en periode, hvor pladsen i drivhuset er trang.
Kan ranunkler overvintre på friland i Danmark?
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om ranunkler kan overvintre på friland her i Danmark. Og det ærlige svar er: måske. Det kommer an på vinteren.
Vi har oplevet vintre, hvor der knap nok var frost, og andre vintre, hvor vi fik de der hårde frostnætter ned omkring minus 10–15 grader. Ranunkler kan godt tåle frost, men længere perioder med hård frost – især hvis jorden samtidig er våd – kan tage livet af dem.
Derfor bliver vores strategi: veldrænet jord, jorddække af træspåner, plastik henover for at beskytte mod nedbør, vind og værste kulde. Og bliver det virkelig koldt, så kommer der fiberdug henover.
Vores forhåbning er, at de kan overleve og etablere sig hen over vinteren. Og lykkes det, kan vi stå med ranunkler klar til buketter flere uger tidligere end normalt.



Overvintring af ranunkler på friland
Overvintring handler ikke om at holde ranunklerne varme – men om at holde dem tørre og beskyttede mod de værste svingninger i vejret.
Hvis overvintringen lykkes, kan vi forvente:
- tidligere blomstring
- længere og stærkere stilke
- flere knopper pr. plante
- mere robust vækst i foråret
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men vi har set nok eksempler til, at vi er blevet nysgerrige. Derfor forsøget. Og værste der kan ske, er at det hele glipper – og de mange udplantende ranunkler dør.
Vi har dog garderet os mod den ulykke, ved at have flere ranunkler på lager. For at forlænge blomstring, så lægger vi nemlig endnu et hold ranunkler til forspiring i januar. Glipper det med de efterårs lagte ranunkler, så har vi de januar lagte i reserve.
Er det værd at forsøge med dyrkning af ranunkler på friland om vinteren?
Ja, det synes vi.
Ranunkler på friland om vinteren er ikke uden risiko, men til gengæld kan gevinsten være stor – især hvis man dyrker til buketter og gerne vil være tidligt i gang.
For os er det også en måde at frigive drivhusplads på, og samtidig slippe for risikoen ved overvanding i bakker. Når man står med mange planter i forspiringen, er alt plads guld værd.
Vi skal nok dele erfaringer løbende hen over vinteren og foråret – både hvis det går godt, og hvis det går galt. Det er jo hele charmen ved haveforsøg: man ved aldrig helt, hvordan det ender.

