Fastelavnsboller hører normalt slutningen af vinteren til. Helt præcis til fastelavn, som hvert år falder 7 uger før påskedag. Jeg har dog lyst til at bage fastelavnsboller med creme NU – de smager skønt.
Fryseegnet kage
Ikke alene er fastelavnsboller nemme at bage. Fastelavnsboller med creme er desuden en fryseegnet kage – en af få fryseegnede kager. Og nu vi skal gå hjemme ekstra længe pga corona nedlukningen, så er det herligt med bagværk i fryseren.
Hemmeligheden til succes med nedfrysning af bagværk – altså boller, brød og fastelavsboller – er at komme det friskbagte bagværk i en frysepose kun få minutter efter brødet er ude af ovnen. OG derfra direkte i fryseren. Derved skabes damp i posen, hvilket er vigtigt for at undgå tørt bagværk ved optøning. Specielt vigtigt for fastelavnsboller, som lunes i ovnen før servering.
Det gør det også dejlig nemt at have bagværk i fryseren, som lige kan tages op til eftermiddagskaffen eller aftenskaffen. Nå ja, også smager fastelavnsboller med creme bare virkelig lækkert!
Opskrift på fastelavnsboller med creme
Med denne opskrift bages to plader fastelavnsboller. Giver ca. 30 fastelavnsboller med creme
- 700 gr. mel
- 3 tsk. kardemomme
- 4 spsk. sukker
- 300 gr. smør
- 50 gr. gær – jeg bruger tørgær
- 2,5 dl. mælk
- 2 æg + 1 æg til pensling
- 1 portion kagecreme
Kagecreme skal køles af i køleskabet før brug, så det er en god ide at starte med lave kagecremen. Kan fint bruges en købt kagecreme, hvis det er. Det er dog ganske nemt at lave kagecreme. Hjemmelavet kagecreme smager desuden langt bedre end kagecreme fra brev.
Opskrift på creme til fastelavnsboller
Kagecreme er altså virkelig nemt at lave! Vi ser godt nok, at det tit går galt i bageprogrammer på tv – handler nok mest om, at alting sker på tid. Der er altså ingen grund til at frygte skilt kagecreme, når bare man tager sig tid, sørger for at piske godt og passer på med varmen.
Hjemmelavet kagecreme behøver desuden hverken laves med fløde eller hel stang vanilje, for at smage godt. Vaniljesukker er helt fint! Og trods maizena kan mindske klumper, så er mel ganske fint at bruge. Jeg bruger altid mel og aldrig prøvet at min kagecreme er skilt.
- 2 æg
- 3 spsk. vaniljesukker – eller 2 spsk. sukker og én stang vanilje.
- 1 spsk. mel
- 2,5 dl. mælk – fløde kan også bruges
Pisk de hele æg med sukkeret. Skal piskes til en fin æggesnaps, hvilket gøres med piskeris og ved håndkraft. Ingen grund til at finde hverken røremaskine eller elpisker frem. Æg og sukker skal slet ikke piskes så voldsomt.
Pisk dernæst melet i blandingen. Sørg for at pisk alle mel klumper væk. Tilsæt nu mælk og vaniljesukker. Pisk det hele sammen. Bring cremen i kog under omrøring og lad den koge godt igennem – cremen skal tykne, førend den tages af varmen. Sker efter 1-2 minutters kogning, hvor der piskes grundigt.
Hæld kagecremen i en kold beholder og stil i køleskabet. Lad kagecremen køle helt ned. Rør cremen igennem før den bruges, så er den helt perfekt.
Kagecremen kan sagtens laves dagen før og stå i køleskabet natten over.
Bagning af fastelavnsboller
Og lad os så komme igang med bagning af fastelavnsboller med creme!
Start med at smelt smørret i en gryde. Tag smørret af varmen og tilsæt mælken til smørret – derved får smør og mælkeblandingen den rette temperatur til at blandet i melet.
Mel, kardemomme, sukker og tørgær blandes sammen. Æg tilsættes og under omrøring – lettest på røremaskine – tilsættes smør og mælkeblandingen. Rør det hele sammen indtil dejen slipper dejskålen og der er rørt en lækker og blød dej.
Stil dejen til hævning et lunt sted i en plastpose eller bøtte med låg – så dejen ikke tørrer ud.
Dejen skal hæve til dobbelt størrelse, tager som regel 30 minutter. (Kan være en god ide at tænde ovnen nu – ovnen skal være 200 grader)
Rul nu dejen ud på et mel drysset bord. Dejen skal være 0,5 cm tyk. Og del nu dejen i 10×10 cm stykker. Herpå lægges kagecreme.
Fold nu dejen omkring kagecremen, så der laves en fin fastelavnsbolle. Stil på bageplade, hvor der efterhæves i 15-20 minutter.
Pensl bollerne med æg og bag fastelavnsbollerne i ovnen ved 200 grader i ca. 18 minutter.
Og voila, så er der serveret fastelavnsboller med creme. Pynt eventuelt med glasur, men først når bollerne er kølet lidt af.