Tryk "Enter" for at gå til indhold

Julen starter tidligt på Nymølle!

Kalenderen siger november. Nu skal årets julekage bages, så den kan være klar til juledagene.

Der er mening med galskaben

Det virker helt tåbeligt at tænke på julen allerede nu i start november. Ikke desto mindre, så skal der bages julekage.

Helt tosset er jeg ikke!
– selvom Rune mener, at jeg er pænt tosset.

Jeg er dog ikke de eneste, som allerede er igang med at gøre klar til julen. Butikkerne er allerede begyndt at pynte op for længst, så vi er jo nærmest bagud på Nymølle – hvis vi skal følge de nye jule traditioner.

November er jo også tid for alle julemarkeder og mange firmaer begynder med julefrokoster allerede i november. Jeg tillader mig at bage en julekage – det er også en nødvendighed. Min julekage skal nemlig stå køligt i 1-2 måneder, før den kan spises.

Vi skal dog ikke fejre jul hjemme, men skal til mine forældre i Holstebro. Det bliver hyggeligt.

2. juledag får vi dog huset fyldt af gæster til julehygge på Nymølle.

Og det er netop til den anledning, at jeg vil bage en super lækker julekage. Vil bage en engelsk julekage, fyldt med alverdens lækkerier.

Det er både en super lækker kage, men også en meget flot kage. Alle farverne gør, at kagen er fantastisk smuk at skære ud – og det må jo gerne se og smage lækkert.

Opskrift på Engelsk Julekage

225 g. smør
225 g. sukker
6 stk. æg
2 tsk. kanel
1 tsk. nelliker
1 tsk. ingefær
285 g. mel
65ml. Whisky eller Cognac
150 g. grønne rosiner
150 g. korender
300 g. cocktailbær
170 g. sukat
170 g. syltet appelsinskal
55 g. mandelmel
55 g. smuttede hele mandler
Revet skal af 1 citron
1/2 dl orangeblomstvand
2 æbler, revet.

Fremgangsmåden er ganske nem. Bland rosiner, korender, cocktailbær, sukat, appelsinskal, mandelmel og hele mandler med citronsaft og halvdelen af whisky’en. Lad det stå og trække et par timer.
Varm nu ovnen til 180 grader. Rør smør og sukker sammen, så du får en lys og luftig masse. Rør æggene i et ad gangen. Når æggene er helt udrørt, vend forsigtig halvdelen af melet og krydderier i massen. Vend den anden halvdel af melet i massen med frugt – melet forhindre frugterne i at falde til bunden.

Julekage bagning hjemmebag

Vend forsigtigt frugterne og revet æble i dejen.

Fordel hele blandingen i en bageform, som er foret med bagepapir. Glat overfladen på kagen ud med våde hænder – sørg for at lave en lille fordybning i midten. Dæk kagen med bagepapir og sæt kagen i ovnen.

julekage bagning

Efter 1 time reduceres varmen til 160 grader. Bag yderligere i 2 timer.

Tag kagen af ovnen. Lad kagen blive i formen og hæld whisky og orangeblomstvand over. Lad kagen stå til dagen efter. Nu tages kagen af formen, men ikke af papiret. Pak istedet kagen ind i mere bagepapir, folie og et viskestykke. Stil nu kagen et køligt sted. Og vent til jul.

Det er virkelig en FANTASTISK julekage. Meget smuk julekage, som passer perfekt til en kop stærk, varm te. Rigtig lækker afslutning ovenpå fed julemad og julefrokost.

Endnu en november opgave

Det er også her i november, at der skal kigges til juleroserne – hvis de skal nå at blomstre til jul.

Læs om drivning af juleroser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *