Det rigtige navn er Hibiscus, men kaldes i Danmark for Hawaiiblomst. En indendørsplanten, som vokser hurtigt og derfor ofte har behov for ompotning – hvis man ikke blot laver nye planter ved formering af Hawaiiblomst.
Bedste indendørsblomst til sydvendt vindue
Har man et sydvendt vindue, så er det næsten umuligt at finde blomster dertil. Altså blomster, som kan klare sommervarmen og samtidigt klare det mindre lys og varmen fra stuen henover vinteren. Det kan dog hawaiiblomst. Faktisk stortrives hawaiiblomst i et sydvendtvindue i Danmark.
Hawaiiblomst har det så godt, at planten hurtigt vokser. Selv en lille plante fra supermarkedet kan hurtigt blive en temmelig stor stueplante i vindueskarmen. I starten kan man holde planten lidt på plads – så den kan være i vindueskarmen – ved at klippe planten. Det kan dog ikke fortsætte ret længe, førend det er tid til ompotning af hawaiiblomst.
Gule blade på hawaiiblomst
Når hawaiiblomst begynder at få gule blade, så er det oftest tegn på at planten trænger til ompotning.
Det kan selvfølgelig også være tegn på, at planten mangler næring. Prøv derfor i første omgang med tilførsel af gødning. Min erfaring er dog, at det oftest handler om plads i potten, når hawaiiblomst får gule blade.
Ligesom beskæring af hawaiiblomst kan holde ens hawaiiblomst nede i en periode, og dermed forlænge plantens levetid i vindueskarmen, så gælder det samme med ompotning. Sådan er det i hvert fald her på matriklen. Vi har ikke uanede mængder af plads i vindueskarmen, så kan ikke bare blive ved og ved med ompotning til større og større potte. Der er ganske enkelt ikke plads i vindueskarmen.
Okay! Jeg ved godt at de fleste formentligt bare vil skifte planten ud. Altså købe en ny. Sådan er jeg dog ikke. Nu har jeg købt planten, så skal jeg også nok forsøge at sørge for at den på en eller anden måde kan leve videre hos mig. Dertil er formering af hawaiiblomst en nem løsning.
Når jeg ikke kan gå op i større potter og min hawaiiblomst begynder at få gule blade, så klipper jeg planten til atomer – og laver stiklinger af planten.
Formering af hawaiiblomst
Marts måned er det helt rigtige tidspunkt til formering af hawaiiblomst. Jeg gjorde det selv sidste år og ud af min – efterhånden – temmelig store hawaiiblomst har jeg nu 4 fine planter. De to er foræret væk, som værtindegaver. De sidste to står side om side i vindueskarmen. Når de begge vokser til, så bliver den ene nok også foræret væk, som endnu en værtindegave (en noget større blomst i værtindegave). Også er jeg igen nede ved kun at have én hawaiiblomst.
I hvert fald én hawaiiblomst i gul. For jeg har også en hawaiiblomst i gul, pink og hvid – jeg er ganske glad for hawaiiblomst. Ikke mindst fordi jeg har en del sydvendte vinduer, men også fordi planten blomstrer stort set hele året – og ellers står smukt med sine store blanke grønne blade.
Ved formering af hawaiiblomst starter jeg med at klippe en masse fine grene af den eksisterende plante. Jeg fjerner de fleste blade, laver et skråsnit i enden af grenene og stiller grenen i blød i vand med lidt tomatgødning.
Det kan undlades med tomatgødning. Min erfaring er dog, at det giver god næring til stiklingen af hawaiiblomst og fremtvinger rodvækst på stiklingen.
Derefter stikker jeg grenen i en potte med jord – og stiller i vindueskarmen. Når jeg tager stiklinger så forsøger jeg så vidt muligt at tage stiklinger, hvor der allerede er en god forgrening på stiklingen. Forgreningen placerer jeg gerne i jordhøjde, således at det virker som om planten allerede fra start har 2-3 grene stikkende opad jorden – se nedenstående foto.
De første uger ser det ud til at man blot har placeret en gren i en potte i vindueskarmen, hvorfor man måske fint kan have sin stikling af hawaiiblomst i soveværelset – væk fra dømmende øjne. Til start behøver man heller ikke vælge et sydvendent vindue.
Fotoet ovenfor er tage 2 uger efter jeg har taget stikling af min hawaiiblomst. Allerede er der MASSEVIS af nye skud, helt fra bunden af planten.
Stiklinger af hawaiiblomst til formering af hawaiiblomst
Ovenstående to fotos viser stiklingen efter 2 og 3 måneder. Nu begynder det pludselig at ligne en stueplante igen. Nedenstående foto viser planten efter 4 måneder – og allerede med første skud.
Ikke bare én blomst, men 5 store knopper – og den første knop allerede ved at springe ud. Planten er også ved at være godt dækket af grønne blade igen. Ikke tosset resultat for at vente 4 måneder. Fotoet ovenfor er taget i juli 2021 – formering af hawaiiblomst blev startet i marts 2021 ved at tage stiklinger af en hawaiiblomst, som var begyndt at få gule blade og var udvokset sin potte.
Som sagt, så ved jeg godt at de fleste bare ville købe en ny plante. Kassere den for store. Jeg er dog alt andet end til alt dette køb og smid ud. Hawaiiblomsten her var desuden en blomst fra Rune, som jeg fik for nogle år tilbage – i en helt speciel anledning.
Jeg har en Hawaii blomst som er helt tilbage fra 1942 og den ligner ikke de Hawaii blomster man køber i dag, blomsten er lidt mere i dobbelt lag. Jeg laver stiklinger af den ved at tage “en grøn gren” og stikker direkte i jorden med en plastic pose over, og klipper lufthuller i øverste del af posen. Jeg har givet flere potter med mine hawaii blomster, og fået tilbagemeldingen, at de blomstrer livligt, min plante har ikke blomstret i flere år, og den ser ellers sund og rask ud og er blevet ompottet flere gange. Hvorfor blomstrer min ikke ??? Min søn fik en potte for flere år siden og hans plante er nu 1,50 meter høj. Når I sender mig en mail, kan I få et foto af min søns plante og også min.
Hej Helle
Uhh… det var en gammel hawaii blomst 🙂 Fantastisk du har den endnu – pas godt på den 🙂
Herligt at du tager mange stiklinger – det er bare så skøn en gave at give videre 🙂
Hvorfor din egen plante dog ikke blomstre mere, kan jeg ikke svare konkret på. Måske en del af forklaringen kan være at rodnettet er for klemt. Prøv at pot om til en større potte – evt vent til foråret, som er et bedre tidspunkt til at plante om. Og øg mængden af gødning henover forår/sommer 🙂
Held og lykke med det 🙂