Nogle vil måske sige dumt. Jeg siger optimistisk. Det skader i hvert fald ikke! Nu har jeg fået lagt plastik overdækning til kartofler, så temperaturen kan hæves i jorden – for tidlige kartofler…
Tidlige kartofler
I år vil vi forsøge at få endnu tidligere kartofler, end tidligere år. Nu har vi også fået lavet de fine højbede i køkkenhaven, så det hele er noget nemmere. Og hvem ville ikke elske at kunne hente kartofler i haven allerede i starten af juni?
Tidligere år har vi forspiret kartofler og først lagt kartofler, når jorden var 10 grader – det har været omkring slutningen af april.
Jorden skal være 10 grader varm, førend der kan lægges kartofler i jorden. Eller mere korrekt, førend kartoflerne vokser. Kartofler kan sagtens lægges tidligere, men begynder først at vokse ved en jordvarme på 10 grader.
I år vil vi forsøge at komme tidligere igang med at lægge kartofler, hvorfor vi forsøger at lægge plastik på jorden. Vi har netop fået leveret plastik til vores kartofler og trods jorden er dækket af sne, så startes weekende med en tur i køkkenhaven – med lægning af plastik på jorden til kartofler.
Plastik overdækning til kartofler
Ved køb af plastik til kartofler, så er det vigtigt at købe klar eller hvid plastik. Sort plastik skulle eftersigende ikke fungere, da det sænker temperaturen i jorden.
Spørg mig ikke hvorfor sort plastik til kartofler ikke dur, men sådan er det. Tænker kartoffelavlerne må have styr på den detalje, siden de bruger hvid plastik på jorden.
Jeg har ikke kunnet skaffe hvid plastik i små mængder. Og trods vores køkkenhaven udgør en stor del af haven, så behøver vi ikke plastik til flere hundrede meter. Derfor har jeg købt klar plastik. Og ja, det er helt almindelig afdæknings plastik fra malerforretning.
Jeg har dog valgt den kraftige version i håb om at kunne genbruge igen næste år – for at minske plastik forbruget. Jeg tænker desuden at den kraftige plastik fungerer bedre udendøre, hvor vind, blæst og regn kommer til at rive i plastikken.
Plastikken er fastgjort med nogle store sten. Det er samme sten, som jeg senere bruger til fiberdug og insektnet – så der er fast inventar i køkkenhaven.
Bliver sjovt at se, hvordan jorden ser ud om nogle dage – om plastikken har formået at hæve temperaturen, så sneen tør.
Forspiring af kartofler
Plastik til kartofler er dog kun én lille del af forberedelserne til tidligere kartofler. Forspiring af kartofler er en anden vigtig ting, såvel valg af en tidlig sort.
Vi dyrker Hamlet, som er en god tidlig kartoffel – og en sort, som vi har god succes med på vores jordforhold.
2. februar blev kartoflerne lagt til forspiring. Og allerede nu 10 dage senere, så er de første små spirer begyndt at vise sig.
Lad forresten værre med at forspire alle kartofler. Forspiring sikrer tidligere kartofler. Ved at lægge nogle kartofler, som ikke er forspiret sikres høst af nye kartofler senere på sæsonen.
Vi har købt 3 kilo Hamlet læggekartofler. Det passer med, hvad vi spiser henover en sommer og tidligt efterår – førend vi går over til de sene kartofler, Sava, King Edward og asparges kartofler. Halvdelen er lagt til forspiring, den anden halvdel af de tidlige kartofler lægges uden forspring.
Læs om forspiring af kartofler her
For lethed, så lægges alle hamlet kartofler dog samtidigt i marts – når temperaturen under plastikken er 10 grader. De sene kartofler forspires aldrig, men lægges når temperaturen i jorden er 10 grader – uden plastik – hvilket vil være engang slut april, start maj.