“Hyp” er vist mest noget, små børn siger til en hest –formetligt en kæphest – når der leges. Nu er tiden dog kommet til at hyppe kartofler
Hyppe kartofler
Spøg til side. Den med hest, kæphest og hyp var vist også lidt plat. At hyppe kartofler er dog ikke lige det mest sexede eller sindsoprivende, men ikke desto mindre en god ting at gøre.
Sådan helt nede på jorden, så handler det at hyppe kartofler om at hakke jord op til en vold omkring kartoffelrækken.
Det er en fejl at bygge en vold over rækken af kartofler, når kartoflerne er lagt i jorden. Volden opbygges af flere omgange, som planten vokser frem.
Traditionelt hyppes der 3 gange. Med de tidlige kartofler kan det dog være svært at nå ret meget mere end 1 – måske 2 – gange. For de sene kartofler er 3 gange dog en god ide, hvilket nemt kan resultere i en vold på 20-25 cm i højden.
Hvornår skal man hyppe kartofler?
Det er tid til at hyppe kartofler, når kartoffelplanterne er 5 cm høje. Derefter hyppes kartoflerne med ca. 1 måneds mellemrum – hvorfor det logisk ikke er muligt at nå at hyppe de tidlige kartofler mere end 1, max 2 gange.
Før man kan hyppe kartofler handler det altså om at kartoflerne skal i jorden. Det bør på nuværende tidspunkt være gjort for længst. Det er dog endnu muligt at nå at lægge de sene kartofler, som kan høstes fra august.
Læs om dyrkning af kartofler her
Vi lagde kartofler slut marts. Det er nu 1,5 måned side. De tidlige kartofler er hyppet første gang – og vi hypper nu endnu engang. De sene kartofler er dog først kommet rigtigt af jorden nu og hyppes første gang nu. De sene kartofler hyppes igen om 1 måneds tid. Til den tid er vi forhåbentlig allerede begyndt at høste de første nye kartofler.
At hyppe kartofler er ganske nemt. Det handler ganske enkelt om at hakke lidt jord henover og omkring planten. Derved opbygges en vold af jord i række af kartofler. Pas på ikke at knække planten, når der hyppes.
Derfor hyppes kartofler
Det er intet krav at hyppe kartofler. Man kan sagtens få succes med dyrkning af kartofler, uden at hyppe kartoffelplanterne.
Det er dog ikke bare for sjov skyld, at man hypper kartofler. Det har bestemt sin berettigelse!
Først og fremmest har kartoffelhypning det formål at beskytte kartoffelplanterne mod kartoffelskimmel.
De fleste sorter af kartofler er idag temmelig resistende mod skimmel, men alligevel – altid en god ide at tage sine forholdsregler. Meget nedbør i foråret er netop det, som skaber svampeangrebet på knoldene. Og den mest effektive metode til at undgå dette er ved hypning af kartofler, da vandet dermed ledes væk fra knoldene.
Kartoffelhypning er desuden en effektiv måde at bekæmpe det frøukrudt, som er spiret frem. Når jorden hakkes op omkring kartoflerne, så smadres ukrudtets rødder – og det resterende liv svitses hurtigt at solen.
Sidst, men ikke mindst så sikrer hypning af kartofler, at knoldende ikke bliver grønne. Dette handler nu dog mest af alt om at få lagt kartoflerne i en ordentlig dybde, fra start af – derved mindskes problemet med grønne kartofler gevaldigt.
Så alt i alt, så er der ikke den store nødvendighed for at hyppe kartofler. Udover at sikre sundere kartofler. Den største fordel ved hypning af kartofler handler dog om at bekæmpe ukrudt i kartoffelbedet.

Vi er temmelig plaget af frøukrudt. Det er de felste sikkert. Og for at komme det til livs på en nem og enkel måde, så vælger vi at hyppe kartofler. Derved undgår vi at skulle luge kartoffelbedet.
Hypning af kartofler er desuden hurtigt overstået. Det tager ikke mange minutter med et hakkejern, hvormed man nænsomt skubber jord ind omkring – og op over – kartoffelplanterne. Det er desuden ganske pænt, med sidde kartoffelvolde, hvorfra kartoflerne senere vokser frem.