Tryk "Enter" for at gå til indhold

Dyrkning af tomater på friland

Vi har intet drivhus – endnu. Det gør dog ikke at vi ikke dyrker tomater. Vi dyrker bare frilandstomater – og sørger for at komme tidligt igang med forspiring af tomater…

Såning af tomater

Vil man dyrke tomater på friland – også kaldet frilandstomater – så er det først og fremmest vigtigt at vælge sorter specielt til dyrkning på friland. Vi kan anbefale San Marzano og Ukraine Purple. Sidstnævnt er nok lidt svær at skaffe frø af i år pga krigen i ukraine. Der er dog mange andre fine tomatsorter til dyrkning på friland.

Dertil kommer, at det er vigtigt at komme igang tidligt med såning af tomater. Det er ganske enkelt nødvendigt at kunne plante nogle STORE tomatplanter ud i køkkenhaven, når vi kommer til slutningen af maj. Ellers vil man ikke få succes med dyrkning af tomater på friland.

Vi starter op med såning af tomater allerede i starten af marts. Slut marts prikles tomaterne om til individuelle potter – hvor vi ved såning bare bredsår tomatfrøene i en såbakke.

I løbet af af de sidste uger er de forspirede tomatplanter vokses sig store i vindueskarmen. Nu er det tid til at få priklet planterne op i større potter.

Forspiring af tomater

Ved dyrkning at tomater, så kan man egentlig sagtens så i individuelle bakker. Man kan også sagtens prikle tomatplanter over i én stor potte første gang. Og dermed undgå flere ompotninger.

Der er dog flere fordele ved at prikle tomater om flere gange. Først og fremmest så har vi gang i forspiring af meget forskelligt – altså ikke kun forspiring af tomater, som optager plads i vindueskarmen.

Derfor er det også praktisk at kunne minimere behovet for vinduesplads, så vidt muligt – førend planterne har brug for det.

Og ja! Det er vigtigt med vinduesplads. Står de små skud og skal strække sig efter lyset, så får man nogle enormt ranglede planter. Det undgås ved rigeligt med lys. Kunstigt vækstlys kan selvfølgelig vælges, men det bruger vi nu ikke…

Endnu en fordel ved at prikle tomater om flere gange er, at man tilfører ny næring til planten. Og dette på en nænsom måde, så man ikke risikerer overgødning. Endeligt har gentagne ompotning og løbende prikling af tomater den gevinst at man ved hver prikling kan planten lidt dybere – og dermed tvinge plante til at få et endnu kraftigere rodnet.

Et kraftigt rodnet er netop alt afgørende for succes med frilandstomater. Der skal gerne være en ordentlig plante, som kan plantes ud i køkkenhaven. En plante, som hurtigt kan etablere sig og skyde til vejrs, så man kan høste tomater i august.

forspiring tomater prikling såning drivhus mini minidrivhus

Sidste prikling af tomater gør vi har midt april. Og stiller planterne i plastkasser, som både fungerer som minidrivhus til tomatplanterne – og samtidigt gør det nemt at bære planterne ud og ind i løbet af maj, når vejret bliver bedre. Smart ik?

Læs om frilandstomater her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *