Patricia Routledge er død. Hun vil altid blive husket hos mig, som Hyacint Bucket – rettere sagt mrs. Buoquet – fra serien Fint skal det være.
I erindring om Patricia Routledge
I ugen der gik, forlod en sand komisk styrke denne verden, da vi sagde farvel til Patricia Routledge, skuespillerinde bedst kendt – og elsket – for sin uforglemmelige portrættering af Hyacinth Bucket i serien Keeping Up Appearances (på dansk: Fint skal det være). Hun blev 96 år gammel.
Måske ikke den mest oplagte at lave en nekrolog om her på bloggen, men så alligevel. Jeg skrev en nekrolog om David austin, da han gik bort tilbage i 2018. Netop grundet min kæmpe passion for engelske roser. Og trods roser udgør en stor del af haven her på Nymølle, så har Patricia Routledge også en særlig plads. Ikke blot som komiker, men som min pendant til janteloven jeg er vokset op med i vestjylland.
Man kan sige, at Patricia aldrig var min nabo, men gennem Hyacinth blev hun alligevel en slags familie-figur i min dagligdag. Ikke mindst i en ungdom, hvor jeg – som homoseksuel teenager – ofte har følt mig helt anderledes, udenfor og mærkelig. Lidt som Hyacinth egentlig er, uden at være bevidst om det. Mere præcis leve i hendes “rigtige verden”, som min verden var den rigtige for mig.
De fleste kender hende. Hvem har ikke, mindst én gang, siddet foran skærmen og tænkt: “Ja, det dér kender jeg godt” — især de små og store spøjse optrin med stiv ryg og oprejst hovede, med fine manerer og – ikke mindst – hyacinthens konstante kamp for at fremstå over normen, aldrig under.
Jeg ELSKE det! Jo jo, jeg grinte bestemt også af komikken, men jeg var specielt facineret af den hjemmegående husmor, som servede te i pænt stel, dækkede et overdådigt bord og hold selskab. Måske ikke lige den inspiration de fleste har med fra “fint skal det være” serien. Det har jeg dog.
Mit forhold til Patricia Routledge – aka mrs. bouquet
Efter hendes død, så kom jeg til at tænke. Og derfor denne nekrolog, her på bloggen, trods Fint sakl det være intet har med haver og roser at gøre. Jeg tror faktisk at hele serien “Fint skal det være” på Hyacinths finurlige måde har været med til at holde mig lidt nede på jorden.
Måske kombineret med det danske orsprog “fint skal det være, røv og nøgler er det”.
Det sker i hvert fald ganske ofte, nærmere en ubevist “regel” end en ikke, at jeg efter borddækning til et selskab slutter af med tanken “ja ja, fint skal det være”… og et lille smil til mig selv, at det er NOK nu.
At kalde sig selv snobbet er ikke videre flatterende. Jeg er det nu heller ikke, men “lider” da lidt under ideen at det aldrig kan blive godt nok – Som Patricia Rouledge, så fint spiller det, som Hyacinth Bucket i “Fint skal det være”.
Så på mange måde, tror jeg egentlig at Hyacinth Buchet har været med til at holde mig nede på jorden, når tanker, ideer og planlægning er fløjet lidt for højt.
Briternes forsøg på en overklasse jantelov
Jeg er vokset op i Jylland. Bor i dag på sjælland, og trods janteloven bestemt findes på sjælland, så er her lidt mere albuerum. Der var ikke meget plads til at være anderledes, hvor jeg voksede op.
Måske netop fordi jeg er vokset op med “du skal ikke tro du er noget” eller måske mere præcist “hvorfor kan du ikke bare være almindelig”, så ser jeg måske netop tv serien “fint skal det være” med Patricia Routledge i rollen som Hyacinth Buchet helt anderledes end andre.
Okay! Måske også fordi jeg vitterligt er VILD med alt det dekadente i serien. Jeg elsker indledning med borddækningen, postkort skrivning og det hele.
Hyacinth er selvfølgelig en fiktiv komisk person. Hun var igennem Patricia Routledge – det komiske spejl for alle de snobbede ideer, vi måske ellers gerne selv ville leve ud – og som viste sig at være skrøbelige, famlende, ofte latterlige.
For ærligt. Selvfølgelig handler det ikke om service, duge eller fint pudset sølvtøj, når man holder fest. Det handler om at have det festligt med sine venner. Alt det andet er kulisse – eller som jeg ynder at “undskylde med” jeg nyder at pynte op, og gøre det ekstra lækkert for mine gæster.
Serien talte til det dybe i os, ønsket om at hæve os lidt, men også frygte for at falde igennem…
Til selskab med mrs. Bouquet
Patricia kunne ikke bare spille komedie; hun bar også en dyb professionel pondus. Før og efter Hyacinth havde hun en imponerende karriere på teaterscenen, i musikalske sammenhænge og med dramatisk repertoire. Hun var ikke kun “kvækkende Hyacinth”, men en alsidig kunstner med klang i stemmen og styrke i tilstedeværelsen.
For mig vil hun altid være den kvinde, som fast insisterede på korrekt udtale af sit efternavn – Bouquet, ikke Bucket – og som med overdrevet pligtfølelse og et glimt i øjet kunne skabe scenarier, hvor alt kunne gå galt. Jeg grinede højt på hendes bekostning – ja, måske især på min egen – for i hendes absurde kamp for anseelse og perfektion genkendte jeg mig selv og mine egne små vanvidsdrømme.
Jeg indrømmer gerne, at jeg mægtig gerne havde været inviteret til selskab hos mrs Bouquet. I bouquet-tanken, så ikke for menneske i tv-serien, men for kulisserne. For sikke nogle kulisser hun altid skabte til hendes selskaber. Jeg er virkelig KÆMPE fan af den slags.
I hendes død mindes jeg ikke bare en stor stjerne af britisk komik, men også en slags ven, som gennem “fint skal det være”, lærte mig bruddet med janteloven. At jeg er fuldt berettiget til at lege fint skal det være, når jeg holder selskab… når jeg blot husker det vigtige, menneskene.
Jeg kommer i hvert fald fortsat – helt sikkert – til at udtale “ja ja, fint skal det være” i mit stille sind, når jeg pynter op til selskab.
Må hun hvile i fred — og må hun fortsætte med at smile over os, hvor hun nu end er, med et løftet øjenbryn og en perfekt udtalt “Bouquet”.