Vi har plukket de sidste sommer hindbær. Nu skal planterne klippes ned og der skal tilføres kompost, for at sikre næste års høst – og korrekt pasning af hindbær
Sommerhindbær og efterårshindbær
Når det kommer til dyrkning, beskæring og pasning af hindbær, så er det vigtigt at vide om man har sommerhindbær eller efterårshindbær.
Sommerhindbær bærer frugt på sidste års grene. Efterårshindbær bærer frugt på de grene, som er vokset frem i løbet af sæsonen. Nå ja! også høstes sommerhindbær i juli, hvor efterårshindbær høstes i september.
Vi har netop høstet de sidste sommerhindbær, så nu får vi lige en pause fra friske hindbær – førend vi til september begynder at høste efterårshindbær.
Læs mere om sommer- og efterårshindbær her
Når sommerhindbær er høstet, så skal de klippes ned – altså alle de grene, som har båret frugt skal klippes væk. Der er allerede nye grønne skud på vej op af jorden, de skal endelig ikke klippes væk – de skal blive indtil næste sommer, hvor de bærer frugt.

Afklippet fra hindbær får fårene. Det må ikke komme på komposten, da der kan være sygdom i. Og for at undgå sygdom og spredning af utøj, så smid det ud, brænd det eller giv det til dyr, som vil elske at spise grenene.
Pasning af hindbær
Efter hindbær er klippet ned, så er det en god ide at tilføre en god portion kompost.
For sommerhindbær klippes ned efter høst i juli, hvorfor kompost tilføres i juli. For efterårshindbær klippes først ned, efter vinteren, hvor der tilføres kompot.
Jeg bruger samtidigt lejligheden til at få strammet græskanten omkring hindbærbedet lidt op. Med en udspændt snor, så får jeg klippet græskanten helt lige – så står det flot. Jeg graver også de rodskud af hindbær op, som er lige tæt nok på græskanten. Disse rodskud – som jo er nye planter – flyttes ind i hindbærbedet, hvor de kan vokse videre.
Når græskanten er ordnet, så kommer jeg en god portion kompost på hindbærbedet. Derved får hindbær planterne noget at leve af og vokse af. Og det er egentlig den gødning, som jeg giver til mine hindbær. Fungerer rigtig godt. Når vi kommer til marts, så plejer jeg at toppe både efterårshindbær og sommerhindbær med en omgang flis, for at holde på fugten i jorden. Hindbær kræver en del vand, for at trives – flis begrænser behovet for vanding.
Det er egentlig den pasning af hindbær, som jeg gør. Altså udover at høste massevis af lækre hindbær hver eneste sommer og efterår.
Det er ganske nemt. Jeg bruger ingen tid på opbinding af hindbær, det klarer mit smarte plantestativ til hindbær helt fint selv.
Læs om plantestativ til hindbær her
Det er da virkelig nemt! Der er næppe to timers pasning af hindbær på årsbasis. Største arbejde vi har med vores hindbær er en aftentur imens hindbær modnes – altså næsten hver aften, da hindbær modnes over flere uger. Og den aftentur er nu kun hyggelig. Størstedelen af vores hindbær kommer i fryseren og forvandles senere til marmelade og bruges i kager, men vi spiser også en stor del hindbær frisk (når i sæson). Morgengryn med friske hindbær smager skønt.