Et af de helt store projekter her i juni er opgravning af tulipanløg fra krukker – og dernæst sikre korrekt tørring af de mange blomsterløg. Ganske enkelt for at jeg kan gemme mine tulipanløg.
Opgravning og tørring af blomsterløg
Tulipanløg skal graves op, hvert eneste år, hvis man vil være sikker på at de kommer igen. Opgravning af tulipanløg sker her i juni, når alt bladgrønt er visnet ned.
En lille tilføjelse. Der findes tulipanløg, som er bedre – mere sikre – til at komme igen, uden opgravning. Og altså ved at de bare bliver i jorden. Disse sikre tulipanløg (også kaldet flerårige tulipaner) har vi i havens bede. Det ville være alt for stort arbejde at opgrave alle havens bede for tulipanløg.
Netop derfor har jeg også de mange tulipanløg, som skal graves op, i krukker. Det gør bare det hele nemmere. Plus jeg kan stille krukkerne bagved stalden, når de er afblomstret. Og lade tulipanerne visne ned her – ude af syne. Det er virkelig ikke pænt, når tulipanløg visner ned før opgravning.
Når jeg tømmer krukkerne med tulipanløg, så smider jeg løgene ned i plastspande. Ganske enkelt for at holde styr på, de forskellige sorter af tulipaner.
Den meget varme har virkelig gjort løgene godt. Se lige nogle store flotte løg.
Sol alene har dog ikke gjort det. Det er nødvendigt med vanding. Plus gødning til tulipanløg i krukker. Specielt vanding er vigtigt, så længe der er grønne blade.
Jeg starter op med vanding i foråret, når løgene er 10-15 cm over jorden. Vander krukken grundigt igennem 1-2 gange om ugen – nogle tørre uger 3 gange – for at sikre nok vand til løgene. Stopper frøst med vanding, når 1/3 del af bladmassen ikke længere er grøn.
Efter opgravning af tulipanløg, så starter processen med tørring af de mange blomsterløg. Det sker i løgposer, som jeg hænger op i loftet. Super simpelt, men det virker.
Læs om pasning af tulipanløg i krukker
Tørring af tulipanløg
Tørring af de mange blomsterløg sker i stalden. Her er både tørt, køligt og jeg kan sikre god udluftning. Det er vigtigt.
Ved at hænge løgene op, så undgår jeg at der opstår kondens på en side af posen.
Endnu en fordel er, at løgene derved er væk fra skadedyr. Rotter og mus er vældig glade for friske løg – og kan hurtigst smadre en hel høst af løg.
Når alle løg er tørret, så sorterer jeg i størrelser – og derefter er det blot at vente indtil november, hvor løgene på ny skal lægges i krukker.