Tryk "Enter" for at gå til indhold

Vinteropbevaring af dahlia knolde

Guide til opgravning af Dahlia knolde, rengøring af dahlia knolde, tørring af dahlia knolde og guide til, hvordan man opbevarer dahlia knolde om vinteren.

Hvornår skal dahlia knolde graves op?

Dahlia knolde tåler ikke frost. Og Dahlia knolde kan ikke blive i jorden om vinteren.

Her på Nymølle begynder vi at tage Dahlia knolde op i løbet af oktober måned. I år har vi endnu ingen nattefrost haft, så planterne står endnu flotte med mange dahlia blomster.

hvornår skal dahlia tages op opgravning tørring vinteropbevaring knolde

Planterne er dog begyndt at vise tegn på, at væksten er ved at aftage. Flere af planterne er også begyndt at se lidt sørgelige ud – og blomstringen er slet ikke, som den var tidligere.

Læs om hvornår dahlia knolde skal graves op her

Med opgravning af dahlia knolde, så opstår dilemmaet: hvordan opbevarer man dahlia knolde om vinteren?

Som med de fleste ting, så er der ikke bare én løsning. Der findes mange forskellige løsninger. Da jeg først startede ud med dyrkning af dahliaer, så var jeg stor fan af spagnum til at gemme knoldene i.

Des flere knolde jeg har fået, des mere spagnum blev det dog også. Og spagnum er jo ikke det mest miljørigtige valg. Derfor har jeg forsøgt mig med andre løsninger.

Nu gemmer jeg dahlia knolde i gamle aviser. Det fungerer rigtig fint. Jeg pakker ganske enkelt hvert enkelt knold ind i flere stykker avispapir og kommer klumpen i en kasse, som kan stables, og stiller kasserne frostfrist.

Hvordan man opbevarer dahlia knolde er dog en ting. Klargøring til opbevaring af dahlia knolde er noget andet.

Guide til hvordan man opbevarer dahlia knolde – og klargør til opbevaring

Jeg har mine dahlia knolde i krukker. Det letter opgravning, da jeg blot klipper planten ned – og dernæst vender dahlia knolden ud af krukken.

For at have en bedre arbejdshøjde, så bruger jeg to trillebør. En trillebør til affald og en trillebør til at grave dahlia knolden ud af jorden fra krukken.

rengøring opgravning dahlia knolde hvordan opbevarer man dahlia knolde

Det kræver lige lidt rusken og skubben med jordklumpen, for at få fundet de enkelte dahlia knolde frem. I løbet af sommeren, så har knoldene sat voldsomt mange rødder – nærmest fyldt hele krukken med rødder.

Efter hver knold er gravet frem – jeg har tre knolde i hver potte – så kommer jeg knoldene i en spand vand.

Jeg bruger hverken tid på at spule rødderne, skrubbe rødderne eller anden rengøring. Jeg banker blot alt det løse jord af, dernæst ned i en spand vand. Også tager jeg næste krukke med dahlia, imens at knoldene står i blød i vand.

Når jeg har fået tømt næste krukke, så er knoldene i spanden med vand, næsten rene. I hvert fald rene nok til at jeg kan gemme dem – og eventuelt utøj er druknet.

tørring dahlia knolde vinteropbevaring

Herefter placeres knoldene side om side i en plastkasse, hvor de får lov at tørre i nogle dage (afhængig af vejret).

Nogle sværger til papkasser. Det har jeg forsøgt mig med. Fungerer ikke, da de suger for meget vand – og knoldene derved holdes for fugtige og rådner. Plastkasser med mange huller, fungerer bare! Og er nemme at rengøre år efter år, så de kan bruges igen og igen. Mere miljørigtig alternativ er måske kasser af træ – måske en ramme af træ og bund af hønsetråd. Nu har jeg dog plastkasser og indtil de ikke holder mere, så er det dem jeg bruger.

Knoldene skal ikke være knastørre, men blot tørre så de ikke er våde. Dernæst pakkes knoldene i avispapir, og stables i kasser – én kasse pr. sort.

Vil lige tilføje, at jeg naturligvis gennemgår knoldene og fjerner beskadige rødder (tuber) og sådan. Det er dog hurtigt gjort og sjældent et problem.

Tidligere brugte jeg tid på at klikke de mange små rødder væk fra tuberne. Det gør jeg dog ikke længere. Jeg vasker, tørrer og opbevarer mine dahliaer, præcis som jeg har gravet knoldene op af jorden.

jord fra dahlia til knolde genbrug

Jorden fra krukkerne er helt næringsfattig. Dahlia knoldene har virkelig suget alt næring ud af jorden. Dette gør jorden perfekt til lægning af tulipaner. Det er nemlig først til foråret, når løgene er i vækst at der er behov for næring.

Så jeg gemmer alt jorden – og genbruger jorden, når jeg i løbet af november fylder massevis af krukker med tulipaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *