2 årige sommerblomster skal sås året før blomstring ønskes. Har man endnu ikke sået 2 årige blomster, så kan det nås endnu… tiden er dog ved at løbe ud…
Såning af sommerblomster
Såning af sommerblomster er en nem måde at tilføje fyld til havens bede – ganske billigt. Her på matriklen er især de 2 årige sommerblomster en vigtig del af blomster til krukker i foråret.
De fleste vil sikkert bare købe stedmoderblomster og hornvioler. De sælges ofte i 6-10 pakker i foråret, i alverdens skønne farver. Vi planter dog GANSKE mange krukker til med forårsblomster, så behovet er virkelig mange.
Af forårsblomster til krukker, så er stedmoderblomster en af vores absolutte favorit blomster. Heldigvis er det også en ganske nem to årig sommerblomst at dyrke.
Som med alle 2 årige sommerblomster, så handler det om at komme tidligt igang med såning. Det er i hvert fald vores erfaring, for at få succes med dyrkning af 2 årige sommerblomster – især med dyrkning af stedmoderblomster. Stedmoderblomster skal gerne sås, senest i løbet af sommeren, året før de ønskes at blomstre.
Man kan sagtens så stedmoderblomster i september, men blomstringen kommer først sommeren året efter – ikke til foråret, som de fleste gerne vil med såning af stedmoderblomster.
Derfor vil jeg klart anbefale såning af stedmoderblomster senest i juli – gerne i maj-juni, hvis man kan. Men juli er helt fint.
Samme er det med gyldenlak – på engelsk wallflower – det er ikke så kendt en blomst, herhjemme. Ved ikke hvorfor. I England er den meget populær. Måske det kommer herhjemme også.
Gyldenlak er i hvert fald en skøn sommerblomst til havens krukker. Det jeg selv er meget glad for ved gyldenlak er, at de er så høje – modsat stedmoderblomster – og derfor hurtigt giver fylde i en krukke.
Blomstringen er gerne april-maj, men fortsætter hele juni.
Dyrkning af 2 årige sommerblomster
Endnu en uundværlig 2 årig sommerblomst er digitalis. Det er virkelig en højt elsket blomst her i haven. De høje spir med blomster er noget så skøn! Og en perfekt selskabsplante til pæoner.
Digitalis – også kaldet fingerbøl – er desuden skøn i krukker, såvel i buketter. Virkelig en alsidig blomst.
Ens for alle 2 årige sommerblomster er at de vokser frem det ene år, hvor de er sået. Og blomstring først kommer året efter.
En 2 årig sommerblomst blomsterr altså IKKE to år i træk. Blomstringen kommer først andet år. Efter blomstring visner planten ned, også er den færdig – 2 årige blomster smider dog ofte massevis af frø, som gerne spirer frem af sig selv. Det tillader vi dog ikke. Vi vil gerne styre blomstringen i haven, så klipper frøstande af – og forspirer nye planter, som plantes ud i efteråret. Eller plantes i krukker til foråret.
Såning af 2 årige sommerblomster bør ske i maj-juni. Juli-august er dog også okay, hvis man ikke har nået det. Fremspiring kan dog gå lidt langsommer i juli og august, hvis sommervarmen har taget fat.
Faktisk er det lidt spøjst med såning her i sommermånederne. Modsat at vi i foråret bruger varmemåtte og konstant har fokus på at sikre højere temperatur, så er det stik modsat om sommeren. Her kæmper vi med at sikre lave nok temperaturer til forspiring og såning.
Gulvet i værkstedet er derfor godt fyldt med såbakker med 2 årige sommerblomster, såvel stiklinger og lidt såede grøntsager, som endnu venter på at komme ud i køkkenhaven.
Såning af 2 årige sommerblomster gøres nemmest i en såbakke. For dernæst at prikle over i individuelle såkamre.
Vigtigt for succes med såning af 2 årige sommerblomster er at prikle om løbende. Planterne må aldrig stå og klemmes i en potte – så stopper væksten.
Overvintre 2 årige sommerblomster
De sommerblomster vi planlægger at plante i krukker – gyldelak og stedmoderblomster – overvintre i drivhuset. Det klarer de fint. De 2 årige sommerblomster er ikke så frostfølsomme, som mange tror og frygter. Faktisk skal der frost til, for at planterne vil sætte blomster.
Pas dog på med vanding, da man hurtigt kan overvande og dermed drukne ens planter.
Fingerbøl, som vi hovedsageligt planter ud i havens bede, planter vi ud i haven i løbet af september måned. Det geniale ved fingerbøl i haven er at planten står flot grøn hele vinteren – og dermed ikke bare fungerer som godt fyld i havens bede om sommeren, men også fungerer som grønt fyld henover vinteren.
Ovenstående foto er fra september, sidste år – hvor vi plantede fingerbøl ud i haven. Se lige nogle store smukke grønne blade.
I år skal en del fingerbøl dog overvintre i drivhuset, sammen med stedmoderblomster og gyldenlak. Vil nemlig plante MASSEVIS af fingerbøl i krukker til foråret – som skal pynte i gårdspladsen. Glæder mig allerede! Det skal nok blive flot. Og kan hjælpe med til at skærme lidt for det kaos gårdspladsen er i fortiden, med kloakarbejde og andet større gravearbejde. Ser farligt ud.