Når køkkenhaven BUGNER med grøntager her i august, så er der ikke noget bedre at lave end hjemmelavede pickles. Smager skønt til salat, kødretter og uundværlig i hjemmelavet remoulade.
Hvad er pickles?
Helt enkelt sagt, så er det syltede grøntsager i en lækker sovs. Det lidt længere svar er, at pickles er råsyltede grøntsager – hvilket sikrer et fortsat sprødt og lækker bid. For at sikre dette, så er tilberedning og forarbejdning af pickles noget anderledes end almindelig syltning af grøntsager – såsom f.eks. syltede gulerødder eller syltede rødbeder
Vil i hvert fald sige, at hvis ens hjemmelavede pickles – eller for den sags skyld købte pickles – er slatne grøntsager uden bid og sprødhed, så er noget galt. Vil nødig sige at produktet ikke er pickles, men i hvert fald ikke en god opskrift på pickles der er brugt.
Nu vi er igang med at tale om, hvad pickles er, så lad det tilføjes at remoulade er mayonaise rørt med pickles. Altså er pickles en uundværlig del af remoulade – og vil man gerne lave hjemmelavet remoulade, så er det – naturligvis – nødvendigt med hjemmelavede pickles.
Nå ja! Også er pickles en PERFEKT løsning til at få tøm køleskabet – står man pludselig med mange grøntsager, som er ved at trænge til at blive brugt. Man kan vitterligt lave pickles af alle grøntsager.
Vores pickles opskrift er lavet med friske grøntsager, netop høstet fra køkkenhaven. Vi laver nemlig pickles, når køkkenhaven BUGNER af grøntsager her i august og september – hvor vi nærmest ikke kan følge med til at få alting spist. Det hele modner jo nærmest samtidigt, her i august.
Hjemmelavede pickles opskrift
Vi har lavet pickles i mange år efterhånden, så vores opskrift på pickles er forfinet og forbedrig i løbet af årenes løb. Tidligere lavede vi forkskellige versioner – nogle mere stærke og andre mere søde, så vi havde lidt forskelligt. Det gør vi dog ikke mere. Nu laver vi en og samme – og laver altid en stor portion på 5 liter hjemmelavede pickles. Rettere sagt vi laver opskriften flere gange her i august og september, når vi har overflod af grøntsager.
At lave en stor portion på 5 liter pickles passer dog fint for os. Det er en mængde, som er til at håndtere – ikke mindst have skåle til de mange grøntsager til. Så hellere gentage processen igen 1-2 gange mere, fremfor at lave en KÆMPE stor portion pickles på en gang. Det tager jo også tid at forberede alle grøntsager – skrælle, snitte og hakke.
Nå ja! Og vores hjemmelavede pickles opskrift indeholder en saltning af de friske grøntsager. Derved formår vi at få langt mere sprøde grøntsager – slatne grøntsager i en pickles er bare ikke rart at spise.
Her følger opskriften på vores pickles:
- 10 liter grøntsager – rengjorte og snittede i mundrette stykker.
- 2 dl salt
- 1,2 liter eddike
- 500g sukker
- 70g maizena
- 20g sennepspulver
- 4-5 tsk karry
- 1-2 tsk gurkemeje
Til denne portion af hjemmelavede pickles har vi brugt squash, gulerødder, blomkål, sommerkål og spidskål. Men hvad man nu lige har i køkkenhaven fungerer. Kål snitter vi forholdsvis fint, de øvrige grøntsager i mundrette stykker. Skal ens hjemmelavede pickles bruges til remoulade, så blend det hele hurtigt, før brug.
Alle grøntsager kommes i en skål – eller to, eller tre… Blot sørg for at hav plads i køleskabet.
Fordel salten på grøntsagerne, vend grøntsagerne og stil i køleskabet til dagen efter – 24 timer i køleskabet er perfekt.
Hæld vand fra grøntsagerne og skyl nu grøntsagerne grundigt. Virkelig grundigt. Dæk dernæst med vand i 1 times tid og dryp grøntsagerne af i et dørslag eller si.
Opskrift på pickles syltelagen
Tag 2 dl eddike og kom i en skål. Pisk sammen med krydderier og maizena. Brug et piskeris, så der laves en pæn sovs – dressing om man vil.
I en STOR gryde – plads nok til alle grøntsager – hældes 1 liter eddike og sukkeret. Det bringes i kog. Tag 2-3 dl. af væsken og hæld i dressingen. Hæld tilbage i gryden og kog 3-4 minutter.
Tag gryden af varmen, vend alle grøntsager i gryden og rør rundt. Hæld på skoldede gals.
Hjemmelavede pickles er bedst, hvis de får lov at trække 6 uger.