Hele vinteren lyser Rød kornel flot op i haven med sine farverige grene. Beskæring af kornel er dog vigtigt, for at grenene ikke bliver brune. MEN…hvornår skal kornel beskæres?
Beskæring af rød kornel
På rød kornel – også kaldes rødgrenet kornel – er det de nye grene, som har den kraftigste farve. Når grenene bliver 2-3 år, så begynder grenene at blive mere brune end røde. Se nedenstående foto af vores Kornel i haven, som blev plantet for 3 år siden.
Bemærk hvordan grenene helt ved jorden er begyndt at blive brune. Sådan skal det naturligvis ikke være! Derfor skal jeg igang med beskæring af kornel.
OBS: Vent med at beskære en kornel til den har stået på voksestedet i 3 år. Ellers er der stor risiko for at den ikke overlever beskæring.
Normalt vil jeg beskære en rød kornel hver eller hverandet år. Ganske enkelt for at sikre at grenene forbliver smukke røde.
Da dette er en ny kornel, så er det først år i år, at vi kan beskære. Og det trænges der virkelig også til!
Egentlig behøver man ikke beskære kornel. Der vil fortsat være røde grene – det vil dog være de nye skud, længere oppe på busken. Og det nedre vil begynde at blive brunt.
Nu ønsker jeg ikke at have en KÆMPE busk, som bare skal blive højere og højere. Derfor klipper jeg kornel ned, så den kan skyde på ny – og igen til vinter stå flot med de farvestrålende grene.
Hvornår skal kornel beskæres?
Rød kornel må være den plante, som er nemmest at beskære. Tænker man bare lidt logisk. Man ønsker at grenene skal stå flot hele vinteren – derfor skal beskæring af kornel selvfølgelig ikke ske om vinteren, ej heller om efteråret.
Beskæring af kornel skal ske, når vinteren er slut. Helt præcis er det korrekte tidspunkt til beskæring af rød kornel i marts.
Når forårsvejret rigtig tager fat i april og maj, så vil planten skyde med massevis af nye skud. Og disse skud skal nok nå at blive 1-1,5 meter høje før vinteren, så man til vinter har en stor flot busk.
Efter klipning – den først vinter – vil kornel stå med en masse fine skud fra jorden. Klipper man busken ned igen til foråret, så gentages processen. MEN venter man et år – og nøjes med beskæring af kornel hvert andet år – så vil der anden sommer ske en forgrening. Dermed har man en tættere busk henover vinteren. Så om man beskærer årligt eller hvert andet år, er en smagsdag.
Vigtigt er det blot, når man beskærer kornel, at man klipper planten helt ned til jorden. Vel at mærke, hvis man ønsker at sikre at hele planten står med flotte røde grene. Klipper man kun halvt ned, så vil de nederste grene – under klippet – blive brune.