Der kan være mange årsager til at begynde forspiring af gladiolus – tidligere blomstring, forlænge sæsonen for gladiolus blomster. Eller som her, at kunne se hvor jeg planter gladiolus…
Lægning af gladiolus
Endnu er det for tidligt at lægge gladiolus i haven. Må sige, at jeg var en smule fristet i forrige uge – vejret var da bare FANTASTISK!

Nu i denne uge, hvor vi igen har dagstemperaturer på under 8 grader, så er jeg enormt glad for ikke at have begyndt at lægge mine mange gladiolus i haven. Det er altså for tidligt.
Midt maj plejer det at være sikkert at lægge gladiolus. Nogle år er jeg dog startet allerede start maj, som temperaturen er denne uge, så bliver det næppe næste uge jeg lægger gladiolus.
Jeg har dog allerede været igang med forspiring af gladiolus.
Guide til forspiring af gladiolus

Lad mig lige starte med at pointere, at det bestemt ikke er nødvendigt med forspiring af gladiolus. På ingen måde. Lægges knoldene i jorden i maj, så skal de nok spire frem og give massevis af smukke gladiolus.
Når det er sagt, så kan forspiring være en god løsning. Med forspiring kan man få langt tidligere blomstring. Start f.eks. forspiring i marts måned, plant ud i maj og høst første buket i juni.
Udover at give tidligere blomstring, så kan forspiring også hjælpe med til at sikre en senere blomstring. Ganske enkelt ved at gemme nogle knolde til senere lægning. I juni og juli er det hurtigt for varmt i jorden til at gladiolus kan lide det – altså direkte at blive plantet i haven. Derfor kan man potte gladiolus op, stille et lunt sted og lade spire frem – også plante ud i juli, for dermed at kunne høste gladiolus til langt ind i september (normal blomstring er juli og august).
Endnu en fordel ved forspiring – og derfor jeg har været igang med forspiring af mange gladiolus – er at det gør det muligt at se, hvor i haven man har plantet gladiolus.
Har nemlig et nyt bed, som jeg løbende planter til med sommerblomster her i maj. For ikke at plante oveni de lagte gladiolus, så forspirer jeg.
Har ganske enkelt lagt gladiolus i små potter, dækket med jord og vandet grundigt.

Sørg for at jorden er godt våd og helt vandet igennem. Og stil dernæst potterne i drivhuset – eller andet lunt sted, hvor de er beskyttet mod kulde. (gerne minimum 10 grader). I løbet af nogle uger spirer knoldene frem og kan midt maj plantes ud i haven. Ganske smart.