I skærehaven dyrker jeg mange blomster til buketter. Dog ikke i januar – og til spørgsmålet “Hvilke blomster blomstrer i januar” er bedste svar ingen til buketter. Sæt i stedet fokus på blomstrende grene, gran og stedsegrønne planter
Julen varer lige til påske…
Okay! Jeg skrev godt nok at januar er tid til at sætte fokus på gran og stedsegrønne planter.
Tiden for julekranse er dog forbi. I hvert fald her på Nymølle. Jeg har netop taget de sidste kranse af gran ned, som hidtil har pyntet på stalddøre og hoveddøren – været så pænt her i december og januar.
Nu skal kransene dog væk. Og dermed er det sidste julepynt taget ned.
Kransene går dog ikke til spilde. Jeg binder kranse med hørsnor – ikke med ståltråd eller sådan – og kan dermed nemt skille kransene ad igen. Og alt grannet bliver nu i februar brugt til at fodre vores kaniner. (Naturligvis ikke kristjørn, da det er giftigt)
Alt julepynt er for længst fjernet indendørs. Hedder sig godt nok at julen varer lige til påske, men så længe hænger julepynt dog ikke hos os. Gammelskik er vist at tage julepynt ned d. 6 januar. Vi plejer at fjerne julepynt i juledagene eller lige efter nytår. Så trænger vi ligesom til at huset bliver normalt igen.
I første omgang er det herligt. Dejligt at få hjemmet tilbage til det normale igen. Hurtigt opstår dog behovet for nyt til at pynte.
Størstedelen af året vil det ske med blomster fra haven. December tænker jeg ikke over behovet for buketter, da vi har alt julepynt. Påskepynt er lige tidligt nok at hænge op…hehe.
Så jeg mangler mine buketter.
Hvilke blomster blomstrer i januar?
Ærligt! Jeg har naturligvis googlet det. Og ikke blevet klogere end jeg allerede var – at der til spørgsmålet “Hvilke blomster blomstrer i januar?” hurtigt kan svaret, nærmest ingen.
Og det samme kan gentages igen i februar. Der er nærmest ingen blomster i sæson i februar, præcis ligesom der ikke er nogle blomster i sæson i januar.
Indskyder dog lige. I februar begynder vintergækker så småt med blomstring. Februar er derfor ikke helt blomsterfri. Og en buket vintergækker er da herligt, trods temmelig lille.
Vi skal godt hen i marts, førend vi sådan rigtigt kan tale om blomster i sæson. Og tale om at dyrke blomster til buketter fra haven.
Når det er sagt, så er det faktisk muligt at få blomster fra haven i januar – og blomster fra haven i februar. Dog i form af blomstrende grene, som kan drives til blomstring.
Det er også muligt at drive forårsløg til tidligere blomstring. Såvel andre blomster. Det er dog noget mere besværligt end drivning af blomstrende grene til blomst. Og derfor ikke noget jeg rigtigt gør mig i.
Det skulle dog lige være i forhold til Amaryllis. Jeg driver hvert år flere amaryllis løg i blomst til jul, nytår og januar. Genbruger samme løg år efter år.
Læs om pasning af amaryllis løg, så de blomstre igen her
Drivning af blomstrende grene
Det er virkelig enormt nemt at få grene til at blomstre. Man kan egentligt gøre det med alle havens blomstrende grene. Nemmest er det dog med forsythia og japansk kirsebær. Specielt nemt er det med forsythia, som i forvejen blomstrer enormt tidligt på året.
Klip nogle grene fra en busk eller træ og stil grenen i vand et køligt sted – i en span vand. En garage, skur eller værksted er helt perfekt. Lad grene stå i en uges tid, for at akklimatisere – altså vænne sig til det lidt varmere lokale end udenfor.
Derefter tages grenene indenfor og stilles i en vase.
Man kan være heldig – specielt med forsythia – at kunne tage grene direkte fra haven og indenfor. Risikoen er dog at grenen smider alle blomsterknopper, førend de springer ud. Det undgås ved at lade grenene få en pause i et skur – behøver ikke være frostfrit, men bare lidt varmere end udenfor.
Det er virkelig nemt! Og trods sådan et bundt grene ikke ser ud af meget, når de lige er klippet af en busk eller træ, så bare vent. Når grenene er helt dækket af blomster, så får man en flot buket fra haven.
Jeg bundter de afklippede grene og binder en snor omkring. Det gør det lettere at styre grenene, når det står i vandet. Ellers kan de nemt flyde op og vælte udover spande, så de ikke får vand.
Gentag desuden gerne processen med at hente grene fra haven hver eller hver anden uge, for at sikre en kontinuerlig forsyning af blomstrende grene til stuens vaser.