Havedesign og haveindretning er en spøjs størrelse, nogle gange. Synes at det idag mere handler om at anrette og stille an – gerne med en stor gammel zinkbalje eller flere gamle zinkbaljer, som pynt.
Havedesign og haveindretning
For at sige det, som det er, så ved jeg egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette blogindlæg. Enhver er frit for at indrette og designe sin have, præcis som man vil. Det gør vi selv.
Okay! Pointen er en reflektion – rettere sagt at dele en iagtagelse (forundring, er måske bedre) – over tidens havedesign, haveindretning og indretning af haverum.
Jeg oplever at det idag handler mere om at anrette og stille an – i mangel af bedre formulering – end decideret at dyrke, plante og lade natur, blomster osv råde i haven.
Jeg har gået med disse tanker igennem flere år – tidligere stødt på “dilemmaet”, når vi har besøgt have rundt i landet. Ekstra forstærket er oplevelsen blevet, siden vi er kommet igang med vores instagram. På instagram må man virkelig sige at opsætning hersker…
Man kunne måske sige, at det blot er en anderledes måde at bruge haven på. At det er sådan havedesign er idag. Det kan selvfølgelig sagtens være.
Nu er min pointe dog ikke brugen af af haven, såvel haverum. Og hvorvidt man laver udekøkken, hvis man nyder at lave mad, grille og være udendørs 24/7 – SUPER FEDT! Det er jeg mega inspireret af.
Det, som jeg undres over, er alt det nips der følger med. Altså i dagens havedesign.
Måske jeg kører i ring – og ikke rigtigt kommer til pointe. Lad mig derfor tage et konkret eksempel – en konkret ting, som en stor gammel zinkbalje.
Zinkbalje som pynt i haven
Det kræver selvfølgelig en forklaring. Og trods min evne til at fatte mig kort, måske ikke er den bedste – beklager på forhånd, men min indledning og fortælling har en pointe…
Vi var for nogle uger siden på besøg i en have. Vældig smuk indrette have. Et umådelig smukt orangeri, flotte opstillinger af krukker og virkelig bare en utrolig hyggelig og smuk haveindretning. Der var virkelig kælet for detaljerne – selv vandhaner, rundt i haven, var smukt udført i kobber.
For ikke at nævne indretning af et FANTASTISKE udendørs køkken, omkranset af højbede med krydderurter og skyggende træer.
Kort sagt. Alt der havde en funktion var bare enormt lækkert udført. Og hvor end man kiggede hen, så var der blomster i fuld flor – eller sensommerblomster og efterårsblomster klar på spring.
Undlader at nævne navnet på haven – eller havedesigner. Og det forbliver min “hemmelighed”, da jeg nu kommer til frustrationen… min forundring, som virkelig generede mit besøg i den have. Med alt det fantastiske at se, så vil jeg ikke sige ødelagde besøget i den have, men det var for meget…
Og nu kommer men’et. Hvor end man kiggede hen, så stod en stor zinkbalje. Minimum én. Ærligt, så var der flere steder der stod 2-3 gamle zinkbaljer oveni hinanden.
De udgjorde absolut ingen funktion. Langt de fleste zinkbaljer stod på højkant, hvilende opad en bænk. Ganske sikkert, meget nøje, placeret for at fremvise at her har man en gammel zinkbalje i haven.
Forstår det virkelig ikke!
Da jeg voksede op, så var det gamle landbrugsredskaber, som var stillet op til “pynt” i haven.
De fleste må have besøgt en have, hvor der stod en plov i et bed. Det var i hvert fald vældig “moderne” i vestjylland. Èn kunne dog sjældent gøre det. Det tog ofte overhånd, så der også var gamle udslidte vandpumper, mælkejunger og gamle træhjul rundt i havernes bede.
Det er gået af mode. Og været ude af billedet i ganske mange år. Nu har zinkbaljer – helst en stor gammel zinkbalje, eller (åbentbart) dusinvis af gamle zinkbaljer – erstattet gamle haveredskaber.
Jeg forstår det ikke!
Zinkbalje til at plante blomster i
Jeg kunne forstå, hvis man brugte en gammel zinkbalje til at plante i. Eller måske nogle zinkspande eller zinkkar. Det ville da kun give god mening!
Jeg har selv nogle zinkbaljer, som jeg planter i. Det er virkelig praktisk, da zink er ganske let – kontra glaserede krukker – og derfor nemme at flytte rundt i haven, når blomstringen er igang.
Vi har da også nogle zinkspande, som bruges til lugning af ukrudt. Det er super praktisk, da de ikke flyver væk, de holder desuden ENORMT godt – modsat en planstikspand.
Jeg kunne sågar forstå, bruge af en zinkbalje som vandfontæne, fuglebad eller sådan.
Men at stille zinkbaljer op rundt i haven, blot som pynt – nips vil jeg kalde det. Det forstår jeg virkelig ikke.
Skal jeg komme med lidt selvreflektion, så kan det være at min manglende forståelse handler om at jeg er ved at være gammel. Jeg nærmer mig da i hvert fald mere 40 end 30 – Det er selvfølgelig en spøg. Min store omtale af zinkbaljer er desuden blot ét eksempel på, hvad jeg forsøger at beskrive. At havedesign idag, når jeg kigger med, handler rigtigt meget om at anrette, stille an og inkorporere nips.
En helt anden tilgang til have, end jeg – og Rune – har. Vi holder og dyrker nok også vores have anderledes end de fleste. Vi forsøger da at gøre det med klassisk fremgang – gammeldags, måske.
Og med fare for at dette blogindlæg læses, som en kritik af havedesign idag – hvilket virkelig ikke er meningen – blot en forundring. Lad mig derfor også slutte af, hvor jeg startede. Nemlig at havedesign idag er meget mere end blomster, dyrkning og pasning. Det er det også, for nogle mere end andre. For andre handler havedesign dog mere om at indrette (læs anrette og stille op). Og igen for andre handler haveindretning om at lade have – naturen – råde frit… hvad vi idag kalder “vild med vilje” eller “vild have“.