Lidt en trist dag. Vi siger farvel til vores flotte landhøns – og hønsehuset står nu tomt.
Salg af landhøns
Vi har solgt vores høns! Og idag skal de væk. Derfor har vi været tidligt oppe og indfange hønsene – og hanen – imens de fortsat var rolige. Nu står de og venter, i to flyttekasser, på at blive hentet.
Også er kapitlet med høns af racen Danske Landhøns forbi.
Læs mere om Dansk landhøns her
Vi skal fortsat have høns
Vi er dog LANGT fra færdige med at holde høns på Nymølle. Vi har blot erfaret, at racen Dansk Landhøns ikke er for os – Trods de er fantastisk smukke!
Især hanen af Danske Landhøns er fantastisk smuk med sin flotte farvestrålende fjerdragt. Og vores hane er virkelig et prakteksemplar. Hønerner er mere neutrale – og kan måske sammenlignes lidt med fasanhøns. Kyllingerne ligner i hvert fald utroligt meget fasankyllinger.
Dansk Landhøns er bare ikke os! Det er en gammeldags hønserace. Meget gammel. Og de er egentlig super gode mødre, men de ruger meget sent. Danske Landhøns ruger først midt sommer og eftersom det i forvejen er en lille høne, så skal kyllingerne vokse længe, før de er værd at slagte.
Vi slagtede forrige år 5 kyllinger. 2 haner og 3 høns. Og med en slagtevægt på 700-900 gr, så er det altså bare for meget arbejde. Specielt, når slagtning først kan gøres i november – ellers er de ikke vokset ordentligt til.
Vi har nu egentlig tid nok at vente på at kyllingerne vokser til. Målet er ikke at slagte efter 6 uger. Slet ikke!
Men det er sjovere (og langt mere økonomisk) med kyllinger, som udklækkes i foråret – og har hele sommeren til at spise sig store, i græs og insekter fra haven. Dermed kan man slagte midt september, før man ellers er nødt til at begynde fodring.
Så vi må vist konkludere at Danske Landhøns er bedre som æglægningshøns. Vil man kun have æg – og måske i ny og næ lidt kyllinger – så er Danske Landhøns helt super! Vi havde 5 høns og 1 hane og det var RIGELIGT til at forsyne os med masser af æg. Vi har fået langt flere æg, end vi selv kan spise. En bakke friske landæg er dog en ganske fin gave til kollegaer, naboer og familie 🙂
Nyt hjem til vores høns
Vores høns ender dog ikke, som tarteletter. Det synes vi næsten er synd – trods Danske Landhøns nu fungerer godt som suppehøne og tarteletfyld 🙂 Ville også være vildt ærgerligt at hugge hovedet af vores fantastisk smukke hane!
Vi har derfor fundet et super godt nyt hjem til vores høns. De forlader en ny anlagt frugthave på Nymølle – og rykker til en ældre frugthave hos en børnefamilie. Der skal de nok få det super godt! Det er vi sikre på 🙂
Også må vi have fat i nogle høns, som er lidt større. Vi har pt. kig på New Hampshire eller Sussex, som begge skulle være gode kødracer.