Tryk "Enter" for at gå til indhold

Opgravning af sidste gulerødder fra køkkenhaven

Hvordan man bedste gemmer gulerødder er ganske nemt – lad gulerødderne blive i jorden, indtil de skal spises. Nemmere kan det ikke være.

Hvordan gemmer man gulerødder?

Køkkenhaven skal til at gøres klar til næste sæson. Derfor er vi godt igang med at få høstet de sidste afgrøder, så jorden kan klargøres til en ny sæson.

Forrige weekend var jeg igang med opgravning af gulerødder, hvormed jeg lige vil komme med et nemt råd til hvordan man gemmer gulerødder om vinteren.

Kort sagt: Lad gulerødderne blive i jorden.

Gulerødder har det klart bedst i jorden. Der kan selvfølgelig være udfordring med at mus spiser ens gulerødder, men det har vi nu aldrig oplevet.

Vil faktisk sige at den eneste egentligt udfordring ved at lade gulerødder blive i jorden henover vinteren, det er frostvejr. Får vi pludselig en lang periode med hård frost, så kan det være svært at grave gulerødderne op. Gulerødderne trives dog fint, ikke at de går til – når man blot har valgt sene sorter, som bedre tåler frost. Modsat sommergulerødder.

Med de milde vintre, som vi har haft de sidste mange år, så er det dog et mindre og mindre problem. I hvert fald ikke et problem, som ikke kan løses med en god havegreb.

Nå ja! Man kan desuden altid tjekke vejrudsigten. Meldes der frost i en periode, så grav da bare en god portion gulerødder – og læg i køleskabet. Eller stil i en kasse i et køligt lokale – måske bare et værksted.

Jordkælder, kasser med sand eller halm til vinteropbevaring af gulerødder…

Tidligere ville man grave gulerødder op og gemme gulerødder i en jordkælder. Havde man ikke sådan en, så kunne man lave en jordkule i køkkenhaven. Andre har også forsøgt sig med kasser med fugtig sand eller halm.

Især kasser med fugtig halm er en god metode til, hvordan man gemmer gulerødder. Det har vi forsøgt! Det fungerede fint, men sikke et arbejde. Ikke mindst, når man bare kan lade gulerødderne blive i jorden.

Dertil. Gulerødder gemt i fugtigt sand er ok. Når sandet er let fugtet, så holdes gulerødderne fint sprøde. Efter en lille månedstid, så smager gulerødderne dog ikke af nyopgravede gulerødder mere. Smager som gulerødderne fra supermarkedet – og ja, så er det ligesom bare ikke det samme.

Den helt store fordel ved at lade gulerødder blive i jorden i køkkenhaven, er at smag og sprødhed bibeholdes. Nu her med flere måneder med vinter – og faktisk en vinter i år, med temmelig meget frost – så er gulerødderne lige lækre. Smager skønt, at nyopgravede gulerødder – og stadigvæk lige sprøde.

Nu skal de sidste gulerødder dog op, så vi kan få gjort køkkenhaven tip-top klar til en ny sæson. Næste uge begynder jeg også at så køkkenhaven til med sommergulerødder, så går der kun nogle måneder inden vi kan høste nye friske gulerødder.

Indtil da, så gemmer jeg de opgravede gulerødder i spande i stalden. Uden sand og uden at rengøre gulerødderne. Gulerødderne lægges blot i spande. Vi kan fortsat få nattefrost, men i stalden vil der være frostfrit nu – og gulerødderne kan dermed gemmes ved ganske kølige temperaturer. Og det vil være helt fint for de uger vi taler, førend vi kan høste nye friske gulerødder.

Syltede gulerødder

syltede gulerødder henkogning vinteropbevaring

Lad mig dog lige tilføje i forhold til de gulerødder vi gemmer i spande i værkstedet. Det er hovedsageligt til gryderetter eller kogte gulerødder. Som friske spisegulerødder, så går det fint med gulerødderne 3 ugers tid. Derefter forsvinder en stor del af sprødheden – bemærkes ikke ved kogning, men ikke lækkert som snackgulerod.

Derfor vælger vi også at sylte en stor del af gulerødderne på denne årstid.

Det samme gjorde vi tilbage i august, da vi høstede de sidste sommergulerødder.

Syltede gulerødder er en fantastisk lækker måde at gemme gulerødder. Og sikre sprøde gulerødder til salat, snack og sådan. Det er desuden enormt nemt at lave syltede gulerødder! Virkelig nemt.

Få opskrift på syltede gulerødder her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *