Dyrkning af persillerod kræver virkelig tålmodighed. Det går noget så langsomt. Derfor er persillerod også en af de grøntsager man kan så i januar – med god fordel!
Såning af persillerod
Fotoet afslører at jeg allerede – forlængst – har sået persillerod. Helt præcis startede jeg såning af persillerod 2 januar. Det er nu 19 dage siden og der har været en rigtig pæn fremspiring.
Indskyder lige – trods det er super koldt udenfor – så brug endelig ikke varmemåtte, men lad frøene spire frem ved ca. 15 grader. Ellers risikerer man nogle meget ranglede planter, som ikke er meget værd.
Nu er det derfor tid til prikling af planterne, så de mange små planter får hver deres planterum at vokse videre i. Vær opmærksom på at vælg en såbakke med temmelig dybe planterum. Persillerod er trods alt en rodfrugt, så der skal være god plads til rødderne.
Det er desuden en rigtig god ide at komme igang med dyrkning af persillerod allerede i januar. Væksten går enormt langsom. Mange frøpakker anbefaler såning direkte i køkkenhaven i marts eller april. Min erfaring er dog at det ikke vil resultere i store persillerødder. Planterne når ganske enkelt ikke at blive store nok før høst – og det er altså træls at stå i september og høste små tandstikker.
Derfor starter jeg op med forspiring allerede i januar. Dermed har jeg til april nogle rigtig fine planter klar til udplantning. Udplanter i køkkenhaven start april og dækker med fiberdug, hvis ikke vejret er helt godt endnu.
Når man begynder tidligt med forspiring så vil jeg klart anbefale brug af vækstlys. En sydvendts vindueskarm kan dog fint bruges her i tilfælde. Blot pas på temperaturen. Temperaturen bør være omkring de 15 grader. Maksimals 20 grader.
Vores vindueskarme er for længst løbet tør for plads. Og vi er derfor gået over til brug af vækslys. Har et super fint setup i kælderen, hvor vi her i januar har ca. 15 grader døgnet rundt.
Læs om brug af vækstlys til forspiring her
Hvad kan man ellers så i januar?
Nu vi er igang med at tale om såning i januar, så lad mig da endelig komme med et par andre gode råd til, hvad man ellers kan så i januar uden brug af vækslys.
Dyrkning af persillerod er som sagt en af dem. Chili kan man også have succes med på samme måde. Dertil kommer forspiring af løg og porrer.
Det geniale ved forspiring af både løg og porrer er at man blot kan klippe planterne ned – igen og igen – for at undgå at man får nogle alt for ranglede planter.
Det begynder dog virkelig at kræve en del plads i vindueskarmene, hvis man både vil igang med forspiring af løg og porrer. Så har man ikke vækslys vil jeg anbefale brug af stikløg og købe forspirede porrer. Så kan man bruge vindueskarmen til forspiring af chili her i januar.
Men for et par hundrede kroner, så er man godt igang med vækslys. Idag kører vækslys på LED, så bruger nærmest ingen strøm. Og forspiring med vækstlys forlænger virkelig sæsonen for dyrkning af grøntsager.
Vi er f.eks. allerede igang med såning af tidlig salat, Pak Choi og flere forskellige sommerblomster.