page contents Tryk "Enter" for at gå til indhold

Nogle planter kan bare ikke flyttes…

Trods mange blomster har gavn af forspiring, så er der også temmelig mange sommerblomster der skal sås direkte. Og nu er det tid til direkte såning af blomsterfrø i haven.

Dyrkning af blomster til buketter

Jeg har fået indrettet nogle bede i køkkenhaven, som er tilegnet dyrkning af blomster til buketter. Der er allerede lagt gladiolus, fresia og udplantet ranunkler.

Læs om forspiring af ranunkler her

Jeg har også massevis af tulipanløg i skærehaven – altså tulipaner, som dyrkes som blomster til buketter – disse er ved at være afblomstret. Eller rettere sagt er blevet brugt til nogle fine buketter.

Nu kommer en kort periode, hvor jeg i skærehaven ikke har blomster. Det passer så fint, for haven bugner af blomster nu – og enormt meget grønt fra alle de mange buske der springer ud.

Og det er nu at sommerens og efterårets blomster til buketter skal sikres. Dette gøres især med såning af blomsterfrø – både de etårige og toårige blomsterfrø – således at jeg fra midt juni og indtil frosten kan klippe massevis af blomster til buketter.

Såning af blomsterfrø

Det er længe siden jeg begyndte forspiring af de første blomsterfrø. Faktisk så længe siden, at langt de fleste af de forspirede blomsterfrø også allerede er priklet om – nogle er sågar allerede plantet ud i skærehaven.

Nå ja og resten af haven. Det gælder f.eks. både mamelukærmer, tallerkensmækker og stoltkavaler. De er forspiret i marts, priklet om i april og plantet ud i haven i maj. Skulle jeg så disse direkte i haven, så ville det det først være tid nu. Jeg er altså allerede 3 måneder forud – og har allerede fine planter.

Nogle blomsterfrø bryder sig dog ikke om at blive flyttet. Dette gælder især også den meget bladgrønt, som jeg dyrker som grønt til buketter. Af grønt til buketter dyrkes hareøre, etårig græs og blomsterkørvel. Sidste nævnte er godt nok forspiret, ellers vil den ikke nå og vokse frem.

såning af blomsterfrø sommerblomster toårige etårige

Nu er det tid til såning af studenternelliker. Studenternelliker er toårig, hvilket betyder den sås i år og først blomster næste sommer. De etårige sommerblomster, som sås nu, blomster også denne sommer. Her sås både jomfru i det grønne, asters, stoltkavaler, zinnia, solsikke og massevis af andre blomster, som skal forvandles til skønne buketter.

Jeg skal nok vende retur med nærmere anbefaling af gode blomster til skærehaven. Såvel min anbefaling til dyrkning af grønt til buketter. Det er dog lettest, når jeg også har noget at vise 🙂

For nu er pointen egentlig bare, at det er TID til såning af blomsterfrø. Og det gælder egentlig både såning af blomsterfrø i skærehaven, såvel såning af blomsterfrø i haven. Vel at mærke når det kommer til såning af de blomsterfrø, som skal sås direkte – og hvor forspiring ikke er en god ide, eller ganske enkelt bare ikke er nødvendigt.

Guide til såning af blomsterfrø

frø sommerblomster etårige toårige studenternelliker buket buketter hjemmelavet

Når det nu skal handle om såning af blomsterfrø, så lad mig hurtigt komme med en KRAFTIG OPFORDRING – eller blot påmindelse. Sørg for at så tyndt! Det er så nemt sagt. Det er dog også enormt nemt at komme til at så ALT for tæt. Og det er altså ærgerligt. Det er både totalt spild af blomsterfrø, men det skaber også dårlig vækst – planterne kommer ganske enkelt til at stå og kæmpe om pladsen.

Husk forresten: Man kan gemme frø fra år til år. En pose med frø behøves ikke tømmes. Det er sjældent nødvendigt. Hver frø bliver til en – oftest MANGE flere – blomster.

Min pose med studenternelliker viser jeg ovenfor en 7 del af. I én pose frø har jeg altså til 7 år – så længe holder frøene ikke. Jeg sår dog alligevel ikke, men forære frø til venner og familie. Mængden jeg viser i håndfladen er RIGELIGT til to rækker studenterneliker på 1,5 meter – altså 3 meter alt i alt.

Især med toårige er det enormt vigtigt at så tyndt. Her har planten jo virkelig lang tid til at spire frem. Og for f.eks. studenternelliker, så giver hvert enkelt frø hurtigt temmelig mange blomster – hver plante giver nemlig ikke bare én blomst, men MANGE. Det samme gælder for stoltkavaler. Stoltkavaler vokser op og får behov for temmelig meget plads, så på 1,5 meter er det rigeligt med 10 frø. I en pose er der nemt flere hundrede frø – frø som ellers kan sås andre steder i haven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.