page contents Tryk "Enter" for at gå til indhold

Så skal der bygges hønsehus

Tegningen er lavet, træet leveret og haven er dækket af sne. Alt er klar til at lave et hjemmelavet hønsehus.

Tidligt op og igang…

Vi tror næsten, at Toby glæder sig endnu mere end os, til at vi skal have høns igen på Nymølle. Toby vækkede os i hvert fald tidligt denne lørdag, ved at begynde at gø – hvilket han normalt ikke gør – så vi kom tidligt op, fik spist morgen mad og kom ud. Ud i garagen, hvor vi vil bygge vores nye hønsehus, i læ for frosten og den biden kulde.

Tegning til vores nye hønsehus havde vi allerede færdiggjort i aftes.

Læs om vores hjemmelavet hønsehus design her

Det første vi gjorde her til morgen var at begynde at save alt træet. Siderne i vores hønsehus laves af krydfinerplader. Hele hønsehuset er altså dimentioneret efter målene på krydsfinerplader, for at gøre savearbejdet lettest muligt. Krydsfinerplader er 1220mm x 2440mm – og desuden 15mm tykke. Det er ganske rigeligt med en sådan tykkelse, når krydsfineret sættes op på nogle lægter – lægterne hjælper også med til at afstive huset og sikre stabilitet.

Det første vi gjorde her til morgen, var at overføre målene til krydsfinerpladerne – og få dem savet ud. Det gik ganske hurtigt.

Nemt at save i krydsfinerplader

Mærkeligt nok, så er der på nettet mange skriverier om at krydsfiner splindrer og flækker, når der saves i det. Det er måske også sandt, hvis man vælger at save med en stiksav.

En almindelig sav – korrekt kaldet en fukssvans – gør nu arbejdet ganske fint. Måske der kan komme lidt flossede kanter hist og her, men det er ikke meget. Og det kan let slibes væk.

krydsfiner krydsfinerplader sav hjemmelavet hønsehus

Det er altså ganske nemt at save i krydsfinerplader.

Det kan i hvert fald ikke betale sig, at begynde at betale for at få savet krydsfinerplader – trods mange firmaer sælger krydsfinerplader på mål. Spild af penge, hvis man spørg os.

Krydsfinerplader er desuden ganske billige. 300kr for en krydsfinerplade på 15mm tykkelse og 1220mm x 2440 mm. Det kan man ikke købe ret meget forskallingstræ for

Billigt hjemmelavet hønsehus

Prisen på et hjemmelavet hønsehus i krydsfinerplader er langt billigere end at købe et hønsehus. Et hønsehus koster hurtigt 4000-5000 kr – og det er for et lille hønsehus, som ikke er særligt holdbart.

Tro os! Vi startede ud med et sådan hønsehus. Det virkede ganske fint, da vi fik leveret – var nemt at samle. Det holdt dog kun 1,5 år, så blev det smadret i en storm.

Se vores gamle hønsehus her

Stormen 2. januar 2019 skal dog ikke have hele skylden for at smadre hønsehuset. Hønsehuset var allerede temmelig smadret. Vi havde allerede været ude og afstive hønsehuset flere gange, såvel som, sætte nye skruer i hist og her.

Vi begår ikke den fejl igen, at købe sådan noget billigt bras. Og trods vi egentlig har fundet et par ok hønsehuse til salg, så er prisen helt tåbelig. 7000 kr. for et hønsehus i ordenligt materiealer, som kan montere i jorden. Det er godt nok inklusiv levering, men så er hønsehuset heller ikke malet – og det er uden hønsegård.

Det er for skrapt!

Derfor begyndte vi at regne på, hvad det ville koste at bygge et hønsehus selv – desuden kunne vi få hønsehuset, præcis som vi gerne ville.

Vores krav til nyt hønsehus var:

  • Plads til at kunne stå op i hønsehuset – det er bare rart og praktisk ved rengøring
  • Plads til 1 hane, 5 høns – desuden plads til kyllinger henover sommere, indtil slagtning.
  • Plads til rugeplads i hønsehuset – med mulighed for aflukke fra resten af flokken.
  • Plads til fodring i hønsehuset
  • 2-3 redepladser
  • Hønsegård med overdække og bundsikring, for at sikre mod ræven kommer ind.
  • Mulighed for skygge for høns

I bund og grund ganske simple krav.

I forhold til hønsegården, så er planen at vores høns skal bevæge sig frit rundt i vores frugthave – det er dog virkelig dejligt at kunne lukke hønsene ind i en hønsegård! Især dejligt at have en aflukket hønsegård, hvis man er væk en weekend.

I forhold til mulighed for skygge, så er dette pga. placeringen af hønsehuset i vores frugthave. Træerne er endnu ikke store nok til at yde ret meget skygge eller beskyttelse mod rovfugle, så det skal være muligt for hønsene at kunne komme i skygge – uden at skulle indefor i hønsehuset.

Vi har fået opfyldt alle kravene i vores nye hønsehust. Herligt. Og prisen på vores hjemmelavet hønsehus er kun 3000 kr – og det er inklusiv maling, såvel som hønsegård. Eneste der skal tillægges prisen er hængsler til dørene – dem havde vi nemlig i forvejen.

Det er altså langt billigere at lave et hjemmelavet hønsehus. Det har desuden kun taget os 1 dag at bygge hønsehuset.

Inklusiv en masse gode pauser…

Hund spiser æble sne

Det tager ikke langt tid at bygge et hønsehus. Vi fik hønsehuset bygget på en lørdag – kan sagtens gøres hurtigere. Vi fik holdt en masse gode pauser!

Vi var tidligt oppe og igang, så den første pause blev formiddagskaffen – senere fulgte en pause i sneen med et æble (Toby fik skam også, hvilket ses af fotoet ovenfor). Nå ja, også blev det til en god frokost. Og vi fik skam nået en masse andet denne lørdag også – både ordnet fårene, gået en tur i skoven og cyklet i supermarkedet og handlet ind til søndagsfrokost.

Hvad vi helt præcis har brugt af timer på at få bygget hønsehuset idag, det har vi ikke – men det tager nogle timer. Ingen tvivl om det. Så er det dog heller ikke værre. Hønsehuset stod færdigt til aften.

Et rigtigt gør det selv arbejde

Kan lige tilføje, at ingen af os er håndværker – tværtimod. Vi er blot ikke bange for at springe ud i en udfordring. At bygge et hjemmelavet hønsehus er bestemt et af de lettere gør det selv arbejder! Her kan alle være med. Det er kun at komme igang og spare de mange penge, som der er at spare ved at lavet et hjemmelavet hønsehus!

Opbygning af hønsehus

Gulvet i hønsehuset er – ligesom siderne – en krydsfinerplade. Ovenpå bunden er lavet et skelet af lægter. Efter krydsfinerplader var savet ud, fik vi savet alle lægterne til – også fik det ganske hurtigt med at få samlet skelettet til hønsehuset.

hjemmelavet hønsehus af lægter

Med lægterne på plads ovenpå pladen, som udgør gulvet, så begyndte hønsehuset hurtigt at tage form. Nu er det blot at montere krydsfinerpladerne på siderne også er hønsehuset egentlig færdigt.

Vi løftede hønsehuset op på nogle kasser, for at sikre at kunne få pladerne til siderne til at gå ned forbi gulvpladen – dette for at sikre at regn ikke kommer til at trænge ind på gulvet i hønsehuset.

hjemmelavet hønsehus krydsfiner træskelet

Monteringen af krydsfinerpladerne til siderne gik ganske nemt. Vi spændte dem fast med nogle skruetvinger også var det ellers blot at få sat skruer rundt i siderne, for at holde pladerne på plads – største udfordring ved dette var en nysgerrig kat.

Færdigt, hjemmelavet hønsehus!

krydsfinerplader krydsfiner hjemmelavet hønsehus

Er det ikke blevet flot? Vi er selv rigtigt godt tilfredse. Skøn dags arbejde!

Tips til gør det selv arbejde:

Husk! Er noget værd at gøre, så er det værd at gøre ordentligt.

Et andet ordsprog at smide ind her, kunne være: perfektion ligger i detaljen.

Og med tankte på et gør det selv arbejde – udført af uprofessionelle – så er det altid en god ide at have fokus på deltajerne. Vi har savet krydsfinerpladerne med en almindelig sav, så der er måske lidt ujævnheder hist og her i samlinger.

Krydsfiner er desuden et ret så blødt materiale – så skruer bliver hurtigt skruet dybt, hvilket efterlader nogle store skruehuller.

En omgang spartelmasse til træværk kan dog hurtigt rette op på enhver skønhedsfejl. Og før vi sluttede arbejdet for denne lørdag – kom i bad og fik lavet aftensmad – så fik vi spartlet huller og skønhedsfejl ud.

Nu skal spartelmassen blot tørre, slibes og så er vi klar til at male vores nye hjemmelavede hønsehus – mere om færdiggørelsen af hønsehuset, såvel som hønsegård, senere.

14 Kommentarer

  1. Julie
    Julie 16. februar 2023

    Hej!

    Vi skal til at bygge hønsehus og faldt over jeres dejlige blog!
    Jeg har læst så mange steder, at hønsehuset skal isoleres, men så jeres svar på samme spørgsmål lidt længere oppe. Men har I aldrig problemer med at vandet til hønsene fryser til is eller lignende? Bruger I nogensinde elektricitet til opvarmning, eller?

    Vi bor godt nok i Sverige, og de fleste vejledninger jeg har læst har været på svensk, men vi bor ikke enormt højt oppe (samme højde som Skagen), så vintrene er ikke så ekstreme (i hvert fald ikke hvad vi har oplevet indtil videre!).

    Tusind tak for at have delt jeres design!
    Vi er stadig lidt intimiderede ved at gå i gang uden en step-by-step guide, haha (nybegyndere!!), men mon ikke det er en af de udfordringer, som mest af alt kræver lidt logisk tænkning og så ellers gå-på-mod?

    Mvh. Saxon & Julie

    • Rune&Martin
      Rune&Martin 17. februar 2023

      Hej Julie og Saxon

      FEDT i kigger med fra Sverige. Nogen fejlfri “ikea-guide” har jeg ikke på hønsehuset – men I kan hente tegning af hønsehuset her:

      https://nymolle1900.dk/bondegaard-dyr/hoens-aeg-kylling/byg-selv-hoensehus-tegning/

      Der kan I også se det færdige hønsehus. Og det står flot endnu.

      I forhold til Isolering, så lad endelig værre! Det er unødvendigt arbejde. Høns tåler fint frost… tværtimod trives de virkelig dårligt med for meget varme, som det hurtigt bliver i et isolet hønsehus henover sommeren.

      Dilemmaet med drikkevand forstår jeg dog. Vi har nogle kolde vintre – også her, hvor vi bor. Og jo, vi oplever vandet fryser til. Vi har dog ikke elvarme til vores vand. Har kigget på det, og det virker da smart – omvendt, vi har dilemmaet både med høns, får og kaniner. Vandet fryser til.

      Vores løsning er nyt vand 2 gange dagligt. Til hønsene har vi henover sommeren et STORT vandtrug, så de nemt har vand til flere dage.

      Om vinteren går vi med en mindre vandbeholder – og har to af dem. Fylder med lunket vand om morgenen. Og giver til hønsene, samtidigt med vi tager den – igennem natten – frosne vandbeholder med ind.

      – indskyder lige. Høns drikker ikke vand efter det er mørk. Der sidder de på pind. Så det er kun i dagslys timerne at der skal være frostfrit vand. Det er ganske få timer om vinteren.

      Oftest nøjes vi med at skifte én gang om dagen – altså om morgenen. Trods nattefrost, så er det sjældent vi har frost også hele dagen. Og der skal ikke mange varmegrader til førend en ny portion vand om morgenen holdes frostfri hele dagen til hønsene.

      Men har vi dage med frostvejr, så får hønsene også skiftet vand om eftermiddagen – når vi kommer fra arbejde.

      Rigtig meget held og lykke med projekt hønsehus – og hønsehold. Det er simpelthen så fantastisk 😀

      vh. Rune

  2. Simone
    Simone 29. juni 2021

    Hej med jer, hvor ser jeres hønsehus fint ud, det vil jeg også prøve at bygge!

    Hvordan med dør? har i droppet den ? eller sætter i en dør i og laver en lille lem til hønsene eller hvordan?

    Dbh
    Simone

    • Rune&Martin
      Rune&Martin 30. juni 2021

      Hej Simone

      Mange tak

      Vi er også meget glade for det! Og der er skam både dør, hønselem og hønsegård. Hønsegården er dog mest til de weekender, hvor vi ikke er hjemme – ellers går hønsene i hele vores frugthave. Vi har mange ræve, så tør ikke at hønsene ikke lukkes ind.

      Vi har nu ellers automatisk lem til vores hønsegård. Det kan jeg anbefale! Det fungerer GENIALT størstedelen af året, men forår og sommer går hønsende ALT for sent ind… Nogle dage vil de gerne hygge i haven til kl. 22, hvilket bare ikke dur, når ræven lister rundt kl. 20

      Du kan se det færdige hønsehus her:

      https://nymolle1900.dk/bondegaard-dyr/hoens-aeg-kylling/byg-selv-hoensehus-tegning/

      Der kan du også downloade tegninger til hønsehuset

      Rigtig meget held og lykke med projektet Send os endelig foto af dit færdige hønsehus. Vi vil mægtig gerne se

      God sommer.

      Vh. Rune

  3. Jenny
    Jenny 15. marts 2021

    Det var lige denne artikel jeg ledte efter! Jeg skal I gang med at bygge et lille hønsehus bare lidt mindre tror jeg. Et til 3 høns til en villahave. Nu virker det straks mere overskueligt! Hvad er målene på huset? Jeg har overvejet at isolere huset men det tager også meget plads. Det ser ud til at I helt har undgået det. Har hønsene det varmt nok? Står hønsehuset stadig? 🙂
    Mvh. Jenny

    • Martin - Nymolle1900
      Martin - Nymolle1900 16. marts 2021

      Hej Jenny

      Dejligt at du kan bruge artiklen 😀

      Du skal endelig ikke begynde at isolere. Det er spild af tid og penge – og vil blot kræve, at du senere installerer aircondition 😉 Høns afgiver meget varme, så der bliver vældig varmt i hønsehuset.

      Vi havde for første gang minus 20 grader, denne vinter. Og prøvede for sjovt at sætte vores termometer ind i hønsehuset natten over. Der var kun minus 2 grader, trods minus 20 udenfor.

      Da hønsene i løbet af dagen forlod hønsehuset, så blev det dog hurtigt minus 20 grader – med det resultat at dagen æg flækkede pga. frosten.

      Så nej, ingen grund til isolering. Nærmere nødvendigt med udluftning i løbet af sommeren, da der hurtigt bliver MEGET varmt i et hønsehus…

      Du kan finde tegning til hønsehuset i blogindlægget her:

      https://nymolle1900.dk/bondegaard-dyr/hoens-aeg-kylling/byg-selv-hoensehus-tegning/

      Direkte link til download af tegningen finder du her:

      https://nymolle1900.dk/wp-content/uploads/2019/03/Hønsehus-tegning.pdf

      Det skulle vist være rimelig nemt at ændre lidt på størrelsen – og gøre hønsehuset mindre. Jeg ville blot tage lidt i længden af hønsehuset. Højde og bredde vil du blive glad for at bibeholde 🙂

      Rigtig meget held og lykke med projektet. Ikke mindst at holde høns… det er altså bare super hyggeligt. Ikke kun fordi æg fra egne høns er 100 gange bedre end købte, men høns er også enormt fornøjelige dyr – vældig underholdende at kigge på 😀

      Bedste hilsner, Martin 🙂

  4. Jens michael høy
    Jens michael høy 15. april 2019

    Tusind tak for jeres venlige svar med tegninger og instruktion. Vi går straks i gang og skal nok sende et foto når vi er færdige!
    Venlig hilsen fra Jens og Bynke.

    • Nymolle1900
      Nymolle1900 16. april 2019

      Velbekom 🙂

      Rigtig god arbejdslyst. STORT held og lykke med byggeprojektet 🙂

      • Agnes
        Agnes 7. maj 2020

        Hej. Tak for inspirationen Jeg kan dsv ikke se tegningen? Hvor finder jeg den? Mvh Agnes

      • Ulla
        Ulla 29. juni 2021

        Tusind tak for jeres deling af det fine hønse hus ..

        Jeg var gået lidt i stå da jeg ikke kunne se mig ud at at sætte bund i huset…
        Jeg havde en idé om at lave et skelet først og så bagefter sætte bund på
        Det var en uoverskuelig tanke ,som idu nu har gjort til en ….’ åhhh ja selvfølgelig ,

        Så tusind tak

        Vh
        Ulla

        • Rune&Martin
          Rune&Martin 30. juni 2021

          Hej Ulla

          Velbekom! Dejligt du læser med – og super fedt, at vores blog kunne hjælpe til en “aha oplevelse”, så du kan komme videre med dit hønsehus

          Rigtig meget held og lykke med det Herligt sommer projekt:) Send os meget gerne fotos af dit færdige hønsehus. Vi vil meget gerne se 🙂

          Her i haven er årets første kyllinger netop FØRSTE tur i haven med hønemor. Ved ikke om du planlægger at skulle have kyllinger, men det kan altså anbefales… det er SÅ hyggeligt.

          Skøn sommer.

          Vh. Rune

  5. Jens Michael Høy
    Jens Michael Høy 14. april 2019

    Kære venner,- Er det muligt at få jeres tegninger og mål på lægter og plader. Det ser ud til at jeres størrelse på hus passer lige til vores hønsegård her i Pedersker på Bornholm, så det vil vi også gerne bygge. Så vi har nogle mål at gå efter, når vi skal købe materialer og skal skære lægter og plader til. Og hvilke vinkler i bruger til at samle lægterne og skruestørrelse, hvis det kan lade sig gøre? I håb om I svarer sender vi en venlig hilsen fra Jens (far) og Bynke (datter)
    Klippebo, Pederskevejen 82, 3720 Åkirkeby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *