page contents Tryk "Enter" for at gå til indhold

Væk med vinterpelsen

Trods sne, frost og kulde, så er det tid til vinterens fåreklipning. Virker helt tosset at klippe får i vintermåneder, men det er vigtigt… meget vigtigt!

Øvelse gør mester

Jeg er langt fra at kunne kalde mig – bare til nærmelsesvis – mester i fåreklipning. Det er kun 2 gang jeg skal klippe får. Første gang var Rune en tur i Kina med arbejdet. Anden gang hjalp Rune, hvilket gjorde, at arbejdet gik lidt lettere.

Rune er dog på arbejde indtil sendt idag, og jeg keder mig – så jeg er hoppet i tøjet og klar til at klippe vores får.

Derfor skal får klippes

I januar eller februar – det bliver februar i år – klipper vi vores får. Det kan virke mærkeligt at klippe får om vinteren, når sne og frost hærger haven. Fårene spiser dog mere for at holde varmen, hvilket gavner lammene i maven.

Vi har to får – som vi håber er drægtige med lam. Det sorte og det grå får, fra billedet ovenfor. Det rød-hvide får i baggrunden er vores vædder, Bastian.

Vi har 3 får på Nymølle. Det virker måske, som en lille besætning. Hvert får kommer dog med 2-3 lam, så det bliver hurtigt mange lam, hvert forår. Vi har desuden ikke får for at tjene penge på dem. Vi har får fordi de er fantastiske til at bekæmpe bjørneklo, hvilket vi plages rigtigt meget af på en af vores marker.

Læs om bekæmpelse af bjørneklo med får her

Endnu en fordel ved at klippe fårene her i januar, er at lammene lettere kan finde patten og derved mælken, når de er nyfødte. Efter fødsel er det desuden lettere for fåret at få sig gjort ren igen, fra blod osv.

Vigtigt med fåreklipning om vinteren

Den største årsag til at vi klipper vores får er, at det drastisk mindsker risikoen for sygdom. Specielt influenza kan let ramme får, hvis de ikke bliver klippet.

Jeg ved det! Det lyder helt tåbeligt! Tåbeligt at skulle undgå influenza ved at smide pelsen.

Sådan er det dog for får på stald om vinteren.

Får kan sagtens gå ude hele året rundt. Får er vældig hårdføre. Det våde vintervejr er dog hårdt for markerne, såvel som for fårene. Det er desuden langt nemmere at få fodret ordentligt og beskytte lam, når får kommer på stald.

Vores får går ude fra tidligt forår og indtil slutningen af december. Mellem jul og nytår tager vi fårene ind på stald. Efter 3-5 uger på stald, så klipper vi fårene.

Og det er netop det, at dyrene kommer ind på stald, som gør det nødvendigt med klipning. Fårene har jo lavet pelsen for at beskytte mod kulde igennem vinteren. Det ændrer vi ved at tage fårene ind, så for at fårene ikke går og sveder – og af kulden derved bliver kolde på huden – så skal pelsen af.

Fårene er desuden rigtigt glade for at komme af med ulden, da det giver dem mere plads i stalden og gør det lettere for dem, at klø sig på ryggen.

Hård arbejde

Det er ret hårdt arbejde for ryggen at klipe får. Jeg er derfor virkelig glad for kun at skulle klippe 3 får.

Første del af fåreklipning – når man klipper maven – er en virkelig hård stilling at stå i for ryggen. Man står fuldstændig krumbøjet indover fåret. Skal holde fåret, samtidigt med man klipper.

Når først maven er taget, så går det dog nemmere. Vores får er ved at have vænnet sig til det – de er langt større mestre i fåreklipning end vi er – og står gerne stille med næsen i en spandfuld korn, så vi kan klippe ryg og bagparti. Hovedet er dog en anden sag, der kæmper vi lidt, men det går.

Fåreklipning vinterklipning får

Et æble er også altid god bestikkelse. Vi har altid rigeligt med korn og æbler, klar, når vi klipper får.

Uld fra Spælsau, som er den fårerace vi har, egner sig desuden ikke til at spinde garn af. Derfor klipper vi ikke underulden, men klipper kun den lange uld. Skulle vi bruge ulden til garn, så skulle underulden klippes med.

Godt det ikke er på akkord!

Jeg praler virkelig ikke af at være god mestre fåreklipning. Jeg er nok bedre til at bestikke med æbler, havre og have fokus på en god oplevelse for fåret – vi skal jo være venner igen efter klipningen.

Jeg nyder dog, at kunne klippe fårene selv – fremfor at skulle have en fremmed i stalden og stå for vores fåreklipning.

Det er desuden et ganske hyggeligt arbejde at klippe får. Det tog mig 2 timer og 30 minutter at klippe 3 får – det er så også inklusiv klargøring, opdrydning og rengøring. Nå ja! Også fik jeg også ordnet klove på fårene.

Der er dog lang vej før jeg kan klippe et får på 10 minutter, som de hurtige fåreklippere, men det er okay. Det er hyggeligt og sjovt. Og det går bedre og bedre for hver gang.

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *